'Jurassic World' er et tandløst øglebid

Endnu en omgang kunstig åndedræt til endnu et velkendt film-franchise

'Filmmagasinet' ser nærmere på 'Jurassic World', og du kan blandt andet se tre hele scener fra filmen.

 
Jurassic World. Instr.: Colin Treworrow. Premiere d. 11. juni 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det er ikke just det store, kreative overskud eller eventyrlysten, der præger filmproducenterne i disse år, og bare i 2015 står den i stedet på genoplivning via kunstig åndedræt til velkendte tricks og varemærker som Mad Max, Terminator, Star Wars og dinosaurerne fra Jurassic Park. Med flere.

Sidstnævnte var noget af en sensation med hidtil uset flotte computereffekter ved premieren i 1993. Den fik selskab af to knap så imponerende efterfølgere i 1997 og 2001, og nu skal vi så til endnu en tur i temaparken.

Og mon ikke, at det helt efter skabelonen går galt igen? Altså at nogle af de forhistoriske rovdyr slipper ud af deres indhegning og begynder at spise af gæsterne, mens de grådige kapitalister bag parken i Costa Rica er sent ude med advarslerne i et krampagtigt forsøg på at redde deres forretning.

Fæle militærfolk
Og mon ikke ham den muskuløse fyr, der indledningsvis advarer mod at pille for meget ved naturen, ender med at klare ærterne? Der er selvfølgelig også smidt en påklistret romance og et par nuttede, skilsmisseramte børn ind i ligningen. Og for lige at sætte trumf på, har man også krydret det forhistoriske ædegilde med et par parodiske fæle militærfolk, der har planer om at udvikle dinosaurerne til perfekte våben. Den obligatoriske gale videnskabsmand er selvfølgelig også på plads.

Sikkert i erkendelse af historiens åndelige armod og totale mangel på fantasi har man til lejligheden opfundet en gensplejset kæmpeøgle, der får T. Rex til at ligne et krammedyr, er lynende intelligent, kan kamuflere sig og endda undgå varmesøgende sensorer. Ja, for at det ikke skal være løgn, kan den også snakke med de andre glubske rovdyr. Men det kan ham der muskelbundet selvfølgelig også. Dinosaur-hviskeren kunne vi jo kalde ham. Stik den.

Tåbeligheder
Men ret skal være ret. Ophobningen af tåbeligheder, usandsynligheder og klichéer er skam pakket flot ind, og lige som det var tilfældet med den aktuelle 'Mad Max' spiller både instruktør (den ukendte Colin Treworrow), manuskripftforfattere (hele fire af slagsen) samt de såkaldte skuespillere andenvioliner her, hvor effektafdelingen svinger taktstokken.

Det spielbergske touch er der intet af, og 'Jurassic World' rummer ingen uforglemmelige scener i stil med velociraptorene på børnejagt i køkkenet fra etteren.
Men lur mig om ikke brandet er nok til igen at sikre kø ved billetlugerne. Så behøver man tilsyneladende ikke at gøre sig umage.

Jurassic World. Instr.: Colin Treworrow. Medv.: Chris Pratt, Bryce Dallas Howard, Irrfan Khan, Nick Robinson m.fl. 124 min. Premiere i 94 biografer i 2D, 3D og IMAX d. 11. juni 2015

76 kommentarer
Vis kommentarer