Speedway-legendernes bitre interne strid

Dokumentarfilmen 'Kongernes fald' om legendariske Ole Olsen, Erik Gundersen og Hans Nielsen er et imponerende stykke journalistisk arbejde

Se traileren her:

'Kongernes fald'. Instr.: Mads Kamp Thulstrup. Spilletid ikke oplyst. Premiere 6. juni i biografer over hele landet.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Se også: Danske legender i aldrig-før-viste optagelser

Speedway er i dag (igen) det man vel uden at fornærme nogen, kan kalde en nichesport, men der var en årrække i 1970'erne og 1980'erne, hvor sportsgrenen fyldte en hel masse i både medierne og den kollektive bevidsthed, og nationen sad bænket foran de sort/hvide fjernsyn, når de individuelle verdensmesterskaber løb af stablen.

Guldalderen kan nærmest tidsfæstes via to datoer. Begyndelsen indtraf, da Ole Olsen blev verdensmester på Nya Ullevi stadion i Göteborg i 1971, og det blev aldrig helt det samme igen, efter at Erik Gundersen styrtede og brækkede nakken ved holdmesterskabet i 1989.

Se også: Landstræner: Danske VM-kørere kan gå hele vejen i år

Det er den historie Mads Kamp Thulstrop folder fornemt og stærkt underholdende ud i 'Kongernes fald'. Som trods titlen dog mestendels handler om det modsatte. Viljen til sejr. Thulstrup har blandt andet instrueret serier som 'Arvingerne', 'Bedrag' og 'Livvagterne', men har tidligere også lavet sportsrelaterede dokumentarfilm som '...Og det var Danmark' (2008) og 'Jernhårde ladies' (2010) om henholdsvis herrelandsholdet i fodbold frem til EM-sejren i 1992 og kvindelandsholdet i håndbold i Anja Andersen-perioden.

'Kongernes' fald er bygget op som et trekantsdrama mellem de to tredobbelte verdensmestre Ole Olsen og Erik Gundersen samt den firedobbelte verdensmester Hans Nielsen. Der optræder andre navne, men de er klart bifigurer. Det er de tre giganters historie, der fortælles. Om deres triumfer på banen, men så sandelig også om deres rivalisering både på og (måske mest) udenfor banen.

Se også: Livvagterne: Krimi, kaffe og kringle

De tre herrer fortæller separat hver deres version af begivenhederne, og man fornemmer klart, at sårene bestemt ikke er helet endnu. Deres stærke fortællinger- som er det helt centrale element i filmen - bliver flankeret af interviews med koner eller søskende samt en stor mængde arkivmateriale, hvoraf meget aldrig har været vist før.

Ud over de herrers individuelle og benhårde kamp for at opnå succes på deres prægtige maskiner, handler 'Kongernes fald' i høj grad om den bitre kamp mellem Ole Olsen og Hans Nielsen både under træningen, men så sandelig også i medierne. Striden gik kort fortalt ud på, at Nielsen - ikke helt med urette fornemmer man - følte at Olsen favoriserede Gundersen frem for Nielsen, da han i karrierens efterår var holdleder for det danske speedwaylandshold.

Film-anmeldelser - Brug ikke - 9. maj. 2008 - kl. 10:08 Dybt underholdende fodboldfilm

Filmen tager som sådan ikke stilling i sagen, men fremlægger de involveredes partsindlæg, og man fornemmer tydeligt, at Olsen og Nielsen simpelthen er to personligheder, der dybest set ikke kan fordrage hinanden. Men under det hele lurer der også den tanke, at den meget offentlige strid på den lange bane var med til underminere speedwayens folkelige tække. Til gengæld var den intense rivalisering også med til at frembringe nogle meget formidable resultater, der er helt enestående i dansk sportshistorie.

Selv om man som jeg er opvokset dengang, og kender historien i dens hovedtræk, er 'Kongernes fald' elementært spændende som en god krimi - selvom der altså ikke udråbes nogen entydig skurk- samtidig med at den er et virkelig godt portræt af tre store sportsstjerner, og så er den samtidig et herligt tidsbillede. Jeg vil faktisk vove den påstand, at selv om man aldrig har set et speedwayheat i hele sit liv, vil man alligevel blive fascineret af denne film, der handler meget mere om mennesker end om motorcykler. Et imponerende stykke journalistisk arbejde.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere