'Spionen fra U.N.C.L.E.' er mere form end indhold

Guy Ritchies spion-film tager sig flot ud, men savner i den grad substans og spænding

Se traileren til 'Spionen fra U.N.C.L.E.'

Spionen fra U.N.C.L.E. Instr.: Guy Ritchie. Premiere d. 3. september 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Guy Ritchie var manden, der revitaliserede den engelske action-genre. Han fik mange klap på skuldrene for den morsomme og effektive debut ’Rub, stub & to rygende geværer’ (1998) og senere ’Snatch’ (2000). Efter to film om Sherlock Holmes er Ritchie nu tilbage på det store lærred med ’Spionen fra U.N.C.L.E.’, som har rod i en tv-serie, der løb hen over skærmen i årene 1964-1968. Seriens omdrejningspunkt var en amerikansk og en russisk spion, der trods kulturforskelle skulle bekæmpe alverdens skurke. Nok et mere interessant set-up i 60’erne, hvor den kolde krig buldrede derudad, og der var en isnende stemning mellem Øst og Vest.

Se også: Guy Ritchies larmende tomhed

Fra Berlin til Rom
’Spionen fra U.N.C.L.E.’ anno 2015 er en slags forhistorie til tv-serien og fortæller indledningsvist, hvordan CIA-agenten Napoleon Solo bliver parret med sin russiske modsætning, KGB-fætteren Illya Kuryakin. Sammen finder de hurtigt et fælles fodslag, da en atombombe er havnet i hænderne på en rigmandsfamilie med nazistiske tilbøjeligheder. En tysk videnskabsmand med speciale i fusion er forsvundet, og det umage makkerpar etablerer snart kontakt til dennes datter, den yndige Gaby (Alicia Vikander). Hun bliver hurtigt det altafgørende bindeled til rigmandsfamilien, da Solo og Illya skal infiltrere den kriminelle organisation i Rom.

Se også: Smukke Alicia: Oscar-kjolen er en hemmelighed

Frisk og farverig
I modsætning til Ritchies tidligere film er den udpenslede vold kraftigt nedtonet. Til gengæld har Guy Rithcie skruet op for dialogen, der i starten er velsmurt og rap, men desværre taber pusten i længden, når sammenhænge og hændelser skal forklares.

Det er en film, der starter friskt og farverigt, men som historien skrider frem, fornemmes det tydeligt, at den er så optaget af sig selv og sit ydre, at instruktøren glemmer, at der sidder et nysgerrigt publikum, som prøver at følge med i en fortløbende fortælling.

Helhedsintrykket fornægter sig ikke: ’Spionen fra U.N.C.L.E’ er et billedskønt spion-drama. Der er kælet for detaljerne, og det hele er pakket ind i et indbydende soundtrack. Guy Ritchie er dog helt klart mere interesseret i form end i indhold, og dramaet savner substans og ligner mest af alt en filmatisering af en middelmådig spion-roman. En af dem, som altid er på tilbud i lufthavnens boghandel.

Se også: Beckham går til filmen

Spionen fra U.N.C.L.E. Instr.: Guy Ritchie. Medv.: Henry Cavill, Armie Hammer, Alicia Vikander, Hugh Grant. 116 min. Premiere d. 3. september 2015 i 67 biografer

1 kommentar
Vis kommentarer