79 unge begik selvmord i lille by

I en mørk og rystende film stiller den danske filminstruktør Jeppe Rønde skarpt på de 79 mystiske selvmord, der blev begået i den waliske by Bridgend på kun fem år

Her kan du se traileren til filmen 'Bridgeend'

I den lille by Bridgend i Wales, et tåget, regnvådt lille samfund, der lader til at være hermetisk lukket om sig selv og sin hemmelighed, har hele 79 unge mennesker i årene fra 2007-2012 begået selvmord. De hængte sig og kom hverken med forklaringer eller afskedsbreve af nogen art, og ingen har nogensinde fundet ud af, hvorfor de mange teenagere så døden som eneste udvej.

Fælles for dem alle er en dyb mistillid til ’de voksne’. De foragter deres forældre og affejer alle de institutioner, der postulerer at ville dem det godt, med hån og had. En for en forsvinder de. Hænger sig, hvor deres forældre vil finde dem, som en ordløs besked om, at forældrene tilhører en voksengeneration, der har spillet fallit.

'En yderst vellykket spillefilmsdebut', skriver Ekstra Bladets anmelder om Jeppe Røndes 'Bridgend'. (Foto: Camera Film) Filmanmeldelser - 24. jun. 2015 - kl. 23:08 Anmeldelse: Sære ritualer og selvmord

Sådan er udgangspunktet i den danske filminstruktør Jeppe Røndes nye film ’Bridgend’, der er bygget på virkelige begivenheder.

- Jeg læste i en avis i 2008 om de mystiske selvmord, der blev beskrevet som kultagtige, internetrelaterede selvmord, der blev begået af unge mennesker i en gruppe, der kendte hinanden.

- Min egen datter var på det tidspunkt to år gammel, og jeg tænkte, at det må være noget af det mest forfærdelige, der kan ske, hvis ens barn begår selvmord, fortæller Jeppe Rønde til Ekstra Bladet.

Kort efter tog han selv til Bridgend for at påbegynde det filmprojekt, der har taget ham syv år at realisere.

(artiklen fortsætter under billedet)

De to unge hovedrollespillere Sara og Jamie i selvmordsfilmen ’Bridgend’ spilles af Hannah Murray og Josh Oconnor.(Foto: Camera Film)
De to unge hovedrollespillere Sara og Jamie i selvmordsfilmen ’Bridgend’ spilles af Hannah Murray og Josh Oconnor.(Foto: Camera Film)
 

Selvmordene smittede
De uforklarlige selvmord var i flere år forsidestof i de engelske tabloid-aviser. Men i 2010 blev der lagt låg på historierne, fordi man frygtede den såkaldte copy-cat-effekt, der allerede havde gjort, at en kun 12-årig dreng havde hængt sig i London. I hans værelse fandt man en scrap-bog med selvmordene fra Bridgend. Og fire unge hængte sig også i den nordirske by Belfast.

- Da jeg første dag ankom til Bridgend, hvor hverken journalister eller fremmede er velkommen, kom tre bøller gående truende mod mig. En gammel mand fik mig dog af vejen gennem et hul i et hegn, så jeg kunne tage en taxa over til mit Bed & Breakfast, forklarer Jeppe Rønde, der dog langsomt fik arbejdet sig ind på byens ungdom ved dagligt at frekventere byens barer og pubber.

- Jeg gav selvfølgelig nogle ekstra fadøl til den store stærke fyr i flokken med magten, så jeg lettere kunne komme ind i varmen hos de unge. Og efterhånden fik jeg flere og flere bekendte i området, siger Jeppe Rønde, der også i sin fem år lange research-periode talte med forældre, bedsteforældre, myndigheder, politi og allierede sig med socialarbejdere i området.

Chatroom for selvmordere
Jeppe Rønde fik også set de berømte chat-rooms, som de unge selvmordere brugte og som måske var med til at inspirere til deres selvmord. De blev senere lukket ned.

- Nogle af de unge skrev i koder for at aftale de mange selvmord. Og når en ung havde begået selvmord, kunne han eller hun få helt op til 3000 likes. Man skulle også på et eller andet plan gør sig fortjent til blive en del af chatgruppen samtidigt med, at det var forbudt at forlade Bridgend.

For Jeppe Rønde er mystikken omkring de mange selvmord på trods af hans mange års arbejde med filmen stadig intakt. Der er nemlig stadig ikke nogle entydige svar på dem. Og spørgsmålene flagrer stadig i den tætte tåge over Bridgend. De samme spørgsmål som han også indirekte stiller i filmen.

(artiklen fortsætter under billedet)

Jamie og Sara flirter med døden i det lille udkants-samfund Bridgend i Wales.(Foto: Camera Film)
Jamie og Sara flirter med døden i det lille udkants-samfund Bridgend i Wales.(Foto: Camera Film)
 

De læner sig i døden
Hvorfor begik samtlige af de unge selvmord ved at hænge sig, når man ved at piger normalt begår selvmord ved at snitte sig i pulsårerne eller tage piller? Hvorfor er der ingen, der efterlader afskedsbreve? Og hvorfor benytter de fleste af selvmorderne den samme mærkværdige måde at hænge sig på? Nemlig at stille sig på jorden med et reb om halsen bundet til en gren og nærmest læne sig ud i døden.

Teorierne omkring årsagerne til selvmordene er imidlertid mange. Og en af de mest benyttede er de trøstesløse forhold i udkantsbyen Bridgend, der før 1980’ erne var en velfungerende pulserende mineby, indtil Margaret Thatcher lukkede minerne og skabte stor arbejdsløshed i området.

Trøstesløse udkants-områder
- Da mine-industrien forsvandt, blev Bridgend samfundsmæssigt sat tilbage på flere planer. Arbejdet forsvandt, sammenholdet forsvandt. Tilbuddene til de unge forsvandt samtidigt med, at mange familier blev opløst i skilsmisser og regulær druk.

- Bridgend forvandlede sig til noget, der svarer til det udkants-Danmark, som alle taler om i dag efter folketingsvalget. Det svarer jo lidt til, at man f.eks. lukker et stort slagteri i Skive.

Men der er også flere mystiske teorier på banen omkring de mange selvmord. Nogle henviser blandt andet til druiderne i den old-gamle keltiske tro, der var herskende i Wales i flere århundreder. Mens andre henviser til det evige regnvejr i området.

Evig regn og tæt tåge
- Ifølge den gamle keltiske tro, kan man møde sine venner igen, hvis man begår selvmord. Og måske ligger disse tanker indgroet på et eller andet plan i den walisiske kultur, siger Jeppe Rønde.

- Bridgend er et område med utrolig meget regn og tåge. Og især tågen kan lægge sig som en dyne over hele området, så man føler sig indespærret. Og der er jo ingen tvivl om, at naturen har en indvirkning på os mennesker, siger Jeppe Rønde, der dog selv mener, at årsagen til de mange selvmord mere handler om en bred vifte af årsager.

I sit filmiske billedsprog peger Jeppe Rønde også på det kollektivt ubevidste. Det mørke, som vi alle har et eller andet sted inde i os. Og han peger også direkte på nogle af årsagerne til selvmordene, når han f.eks. viser en ensom schæferhund, der i den regnvåde skov går langs de tilgroede tog-spor, der i 1980’ erne kørte kul væk fra minerne i Bridgend. 

 

Filminstruktøren Jeppe Rønde startede med at lave de anmelderroste dokumentarfilm ’The Swenkas’ og ’Jerusalem, min elskede’. Men nu debutterer han med sin første fiktionsfilm ’Bridgend’, der er baseret på virkelige hændelser.(Foto: Camera Film)
Filminstruktøren Jeppe Rønde startede med at lave de anmelderroste dokumentarfilm ’The Swenkas’ og ’Jerusalem, min elskede’. Men nu debutterer han med sin første fiktionsfilm ’Bridgend’, der er baseret på virkelige hændelser.(Foto: Camera Film)
 

 

1 af 4 De to unge hovedrollespillere Sara og Jamie i selvmordsfilmen ’Bridgend’ spilles af Hannah Murray og Josh Oconnor.(Foto: Camera Film)
2 af 4 Jamie og Sara flirter med døden i det lille udkants-samfund Bridgend i Wales.(Foto: Camera Film)
3 af 4 Filminstruktøren Jeppe Rønde startede med at lave de anmelderroste dokumentarfilm ’The Swenkas’ og ’Jerusalem, min elskede’. Men nu debutterer han med sin første fiktionsfilm ’Bridgend’, der er baseret på virkelige hændelser.(Foto: Camera Film)
4 af 4 I Jeppe Røndes film ’Bridgend’ er de unges dødsdrift så stor, at de flyder rundt som nøgne og døde i en lille sø. De leger eller mimer døden, før de for alvor begår selvmord.(Foto: Camera Film)
Mest læste i flash!