108.000 kroner til dansk instruktør

Den danske filminstruktør Daniel Dencik modtager Nordisk Film Prisen.

David Dencik, vinder af Nordisk Film Prisen.(Foto: Morten Holtum)
David Dencik, vinder af Nordisk Film Prisen.(Foto: Morten Holtum)

Han har tre dokumentarfilm på cv'et, og alle tre har vakt så stor opmærksomhed, at den danske instruktør Daniel Dencik nu kan kalde sig stolt modtager af Nordisk Film Prisen, der blev uddelt onsdag aften i Imperial biografen i København.

Nordisk Film Prisen er en talentpris, der første gang blev uddelt i 1996. Tidligere er den gået til blandt andet Lars von Trier, Michael Noer og Tobias Lindholm, og sidste år var det instruktøren Kaspar Munk, der modtog den prestigefyldte pris.

Med æren følger ikke mindre end 108.000 kroner
I en tid, hvor dansk film står midt i en rivende udvikling, der lægger et hårdt pres på økonomien til det modige og originale, er der brug for talenter, som nægter at lade sig stoppe af begrænsninger og insisterer på, at få lavet dén film! Nu!, lød det i motiveringstalen fra juryen, der uddeler Nordisk Film Prisen.

Daniel Dencik debuterede som instruktør i 2012 med dokumentarfilmen " Moon Rider". Denciks anden dokumentarfilm, "Ekspeditionen til verdens ende", var nomineret til en Robert for bedste dokumentarfilm og vandt desuden flere udenlandske priser.

Ved årets uddeling af Robertpriserne vandt Daniel Denciks film "Tal R: The Virgin" i øvrigt prisen for bedste korte dokumentarfilm.

Nordisk Film Prisen uddeles en gang årligt af Nordisk Film Fonden. Ud over hæderen består prisen af et pengebeløb svarende til Nordisk Films alder gange 1000 kr. - i år altså 108.000 kr.

0 kommentarer
Vis kommentarer