Bedre skilt end aldrig: Stor dansk tv-serie til Berlin

Filminstruktøren Hella Joof, manus-forfatteren Mette Heeno og producer Mie Andreasen har fået udtaget deres tv-serie 'Bedre skilt end aldrig' til filmfestivalen i Berlin

Peter Plaugborg i en dansescene fra tv-serien 'Bedre skilt end aldrig'. (Foto: Rolf Konow)
Peter Plaugborg i en dansescene fra tv-serien 'Bedre skilt end aldrig'. (Foto: Rolf Konow)

'Bedre skilt end aldrig' er titlen på den nye store danske tv-serie, der er inviteret til verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin.

Findes 'den lykkelige skilsmisse' - eller er det ren utropi. Det er omdrejningspunktet i TV2's nye drama-komedie 'Bedre skilt end aldrig', der har premiere på TV2 mandag den 7. marts.

Instruktør Hella Joof, manuskriptforfatter Mette Heeno og producer Mie Andreasens spillefilm 'All Inclusive' solgte over 400.000 billetter i biograferne. De tre fra filmselskabet 'Happy Ending' står nu bag en ny drama-komedie-serie på TV 2, som er blevet inviteret til Berlin Filmfestivalen.

Se også: Arvingerne-stjerne til Berlin

Fokus på tv-serier i Berlin
Berlin-festivalen tog sidste år konsekvensen af tv-seriernes fremmarch og introducerede et vindue for det populære serielle dramaformat, hvor blandt andet Per Fly og DR's 'Bedraget' fik premiere. Den kan netop nu ses på DR hver søndag. I år er det Joof, Heeno og Andreasens TV 2-serie 'Bedre skilt end aldrig', der får et internationalt udstillingsvindue med verdenspremiere i sektionen Berlinale Special Series.

Sex-livet er lagt i graven
'Bedre sent end aldrig' tager udgangspunkt i Line og Martin, der har det hele. Gode jobs, yndige børn, dejlige venner, hus, have og en kat, der kun kommer hjem for at skide. Men kærligheden er blevet træt, fyrreårskrisen banker på, og sexlivet er for længst lagt i graven, så Line beslutter sig for, at de skal skilles, mens de stadig kan holde hinanden ud.

Huset viser sig dog at være umuligt at sælge. De skylder næsten en million mere end det er værd. Så de beslutter sig for at blive boende sammen, indtil markedet vender. Nogenlunde gode venner er de jo sådan set stadig, og ingen af dem har lyst til at undvære børnene, så de vælger at se det fra den lyse side og går helhjertet ind i projekt 'den lykkelige skilsmisse'.

Hovedskuespillerne er Maria Rossing, Peter Plaugborg, Stine Schrøder Jensen, Katrine Greis-Rosenthal og Esben Dalgaard. Desuden medvirker Anders Hove, Hanne Uldal, Kurt Ravn og Mikael Birkkjær.

Se også: 'Kollektivet' udtaget til Berlinalen

Manuskriptforfatter Mette Heeno er hovedforfatter på tv-serien. Hun har tidligere skrevet manuskripter til tv-serier som 'Langt fra Las Vegas' og 'Lærkevej. Til TV2 siger Mette Heeno.

- Vores ambition har helt fra starten været at lave en moderne skildring af kærlighed og parforhold. Derfor er det dejligt, at det er dét, vi får anerkendelse for, og at historien og karaktererne også er genkendelige uden for Danmarks grænser. Vi har været meget få mennesker om at lave 'Bedre skilt end aldrig', og den er lavet efter vores egne dogmeprincipper i forhold til lys, teknik, locations og så videre, og derfor er vi også virkelig stolte over, at vores lille serie får verdenspremiere i Berlin, siger Mette Heeno til TV 2.

Kommende serier præsenteres for producenter
Filmmarkedet i Berlin afholder Drama Series Days den 15. og 16. februar, hvor to nye danske tv-serie-projekter blive præsenteret for et forum af producenter. Den ene serie er Nordisk Film Productions og TV 2's 'Lykke-Per' 'i en 4x1 times-version med Bille August som instruktør, den anden er Eyeworks Scandi Fiction og TV 2's 'DNA', skrevet af Torleif Hoppe.

 

 

 

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen