Bornedal på vej med stjernespækket komedie

Ulrich Thomsen, Nicolas Bro, Mia Lyhne, Lene Marie Christensen, Birthe Neumann og Ole Thestrup er på rollelisten til Ole Bornedals kommende film 'Dræberne fra Nibe' 

Filminstruktøren Ole Bornedal er på vej med komedien 'Dræberne fra Nibe'. (Foto: Jonas Olufson)
Filminstruktøren Ole Bornedal er på vej med komedien 'Dræberne fra Nibe'. (Foto: Jonas Olufson)

Efter en knap så begejstret modtagelse fra både anmeldere og tv-seere af tv-serien '1864' satser filminstruktøren Ole Bornedal nu på en sikker hest med sin nye  kommende komedie 'Dræberne fra Nibe'. Det kan næsten ikke gå galt. Bornedal har nemlig sikret sig nogle af Danmarks absolut mest populære skuespillere på rollelisten, der tæller store navne som Ulrich Thomsen, Nicolas Bro, Mia Lyhne, Lene Marie Christensen, Søren Malling, Birthe Neumann og Ole Thestrup.

Se også: Ole Bornedal: Jeg er meget ked af det

'Det er dyrt at blive skilt, men der findes en billigere løsning'. Sådan lyder indledningen på en pressemeddelelse på filmen, der tager udgangspunkt i de to jyske håndværkere Ib og Edward, der er kørt sur i deres livløse ægteskaber. De leger med tanken om at leve det søde liv for de sorte penge, de har gemt. Efter et kæmpe skænderi med deres koner hyrer de i en brandert en russisk lejemorder til at gøre det af med dem. Men de har undervurderet deres koner, og det bliver starten på en absurd rejse, hvor Ib og Edward til deres skræk selv ender øverst på en dødsliste.

Filmens hovedroller spilles af en række af Danmarks bedste skuespillere, heriblandt tre af dette års Robert vindere. Ulrich Thomsen og Nicolas Bro har rollerne som Edward og Ib, og Lene Maria Christensen og Mia Lyhne er deres snarrådige ægtefæller. De får selskab af blandt andre Søren Malling, Birthe Neumann, Elsebeth Steentoft, Ole Thestrup og Jens Andersen. Desuden ses britiske Gwen Taylor og polske Marcin Dorocinski i rollerne som filmens lejemordere.

Ole Bornedal, der både har skrevet manuskriptet og instruerer, udtaler:

- Det er mange år siden jeg har lavet komedie. Vel ikke siden Charlot og Charlotte. 'Dræberne fra Nibe' er et forsøg på at lave en både sort, folkelig og på mange måder grænseoverskridende satire på noget så almindeligt som sex, mangel på sex, kærlighed og mangel på kærlighed.

Filmens optagelser starter mandag den 15. februar, og filmes på locations omkring København og Aalborg. Og der er forventet premiere på filmen den 25. december i år.

 

 

 

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere