DiCaprio: VW-skandale skal på det store lærred

En af alle tiders største virksomhedsskandaler bliver nu muligvis også til en Hollywood-film

Leonardo DiCaprio har været med til at købe filmrettighederne til en endnu uskrevet bog, der kommer til at gå helt tæt på VW-skandalen. (Foto: AP)
Leonardo DiCaprio har været med til at købe filmrettighederne til en endnu uskrevet bog, der kommer til at gå helt tæt på VW-skandalen. (Foto: AP)

Skandalen om Volkswagens snyd med dieselbilers udledning af farlige stoffer har nu kurs mod Hollywood.

Den amerikanske stjerneskuespiller Leonardo DiCaprio har sammen med filmstudiet Paramount Pictures købt rettighederne til at lave en film baseret på teksten i en kommende bog om de problemer, den tyske bilgigant er havnet i.

Journalisten Jack Ewing fra The New York Times vil skrive en bog om den største krise i Volkswagen-koncernens 78-årige levetid, og bogforlaget Norton har ifølge nyhedsbureauet Reuters allerede betalt Jack Ewing et sekscifret beløb i dollar for at få lov til at udgive den endnu titelløse bog.

Se også: Omstridt VW-boss tømmer alle sine kontorer

Skribenten ventes at undersøge og beskrive, hvordan en virksomhedskultur baseret på værdier som 'mere, bedre, hurtigere' i sidste ende førte til en af de største sager om virksomhedssvindel nogensinde.

Skandalen har skåret en tredjedel af VW's aktiekurs, tvunget dets administrerende direktør til at trække sig fra posten og afstedkommet en granskning af VW på de fleste af verdens bilmarkeder.

Se også: Volkswagen skandale: Tjek om din bil er ramt

Leonardo DiCaprio i 'Wolf of Wall Street'. (Foto: AP)
Leonardo DiCaprio i 'Wolf of Wall Street'. (Foto: AP)

Leonardo DiCaprios involvering i projektet sker gennem hans eget produktionsselskab, Appian Way, der tidligere med stjernen i hovedrollen har produceret 'The Wolf of Wall Street', der er en film med en kritisk vinkel på erhvervslivet.

Leonardo DiCaprio er desuden kendt som en af Hollywoods mest højlydte miljøforkæmpere.

VW har ikke kommenteret nyheden om, at selskabet nu bliver omdrejningspunktet i en film.

Se også: Dieselgate vokser: VW har også snydt i europæiske tests

11 kommentarer
Vis kommentarer