Filminstruktør i ekstremt vildt makron-orgie

Instruktøren Nicolas Winding Refn købte for 1070 kroner makroner i Cannes - her løfter han lidt af sløret for de tre kvinder, han konstant er omgivet af

Nicolas Winding Refn poserer i Cannes med en stor pose makroner til en værdi af 1070 kroner.(Foto: Kim Kastrup)
Nicolas Winding Refn poserer i Cannes med en stor pose makroner til en værdi af 1070 kroner.(Foto: Kim Kastrup)

CANNES (Ekstra Bladet): - Nu skal Ekstra Bladet fandeme få lov til at punge ud med et par 100 euros, hvis jeg skal lave interview med jer. I må have en kæmpe repræsentationskonto.

Jeg har lyst til at besøge den bedste makron-forretning i Cannes og gå amok, siger filminstruktøren Nicolas Winding Refn, og tilføjer: - Lad os gå.

Og på vej mod den ekstravagante makron-butik interviewer Ekstra Bladet gående den høje Refn, der også bliver kaldt Jang. Men han er en hård makron at knække. På næsten hvert eneste spørgsmål, der omhandler hans film, svarer han: - Det ved jeg ikke, eller kan du ikke stille et mere interessant spørgsmål.

Hvad Jang måske ikke lægger mærke til, er dog, at Ekstra Bladet i hvert andet spørgsmål spørger til hans privatliv. Det er det, som vi gerne vil vide lidt mere om.

Makroner for 1070 kroner
 I makron-butikken får Jang julelys i øjnene og bestiller luksus-boksen til 122 euro (907 kroner) med hele 54 makroner i.

- Giv mig fem med chokolade, fem med vanilje, og giv mig også lige fem af de der lyserøde. De ser sgu meget gode ud, siger Jang til makron-servitricen, mens han nærmest slikker sig om munden i forventning, mens hun fylder boksen op.

Men Jang er en grådig makron-spiser, så han bestiller også lige en lille ekstra boks til 22 euro (163 kroner).

Samlet pris for makron-orgiet bliver 1070 kroner.

Ekstra Bladet kommer dog ikke til lommerne. Jangs pr-mand betaler diskret regningen.

1-0 til Ekstra Bladet.

Refn med sin hovedrolleskuespiller Elle Fanning. (Foto: AP)
Refn med sin hovedrolleskuespiller Elle Fanning. (Foto: AP)
 

Horror i modeverden
 Jang har netop haft verdenspremiere på ' The Neon Demon' - hans første produktion med kvinder i hovedrollerne og også hans første horror-film.

' The Neon Demon' tager udgangspunkt i den håbefulde model Jesse (Elle Fanning), der rejser til Los Angeles for at prøve lykken som model. Her møder hun en gruppe kvinder, som tager alle midler i brug i kampen om skønhed. Og Elle Fanning bliver selvfølgelig i hovedrollen udsat for alskens ugerninger.

En blød familiefar
- Hvorfor går du kvindevejen nu, når du altid tidligere har lavet film med mænd i fokus? - Jeg følte bare, at det var på tide at prøve noget andet?

- Det er jo vigtigt, at man hele tiden forsøger at forny sig selv. Ellers bliver det meget ensformigt. Og det er måske også, fordi alle mænd har en lille 16-årig pige inde i sig.Det har jeg i hvert fald.

- Du er privat konstant omgivet af tre kvinder. Din kone, Liv Corfixen, og dine døtre, Lola på 12 og Lizzielou på syv. Har det også noget at gøre med, at du laver en udpræget kvindefilm?

- Jeg har altid været meget kvindeglad, og det har jeg aldrig lagt skjul på. I min verden er der generelt kun kvinder. Så det har nok en eller anden betydning i min underbevidsthed, at jeg nu koncentrerer mig om en kvindeverden.

- Men det er ikke noget, jeg har tænkt over - hverken på en ligestillings-agtig eller politisk måde, siger Jang og tilføjer:

 - At være omgivet af tre mennesker af kvindekøn hele tiden er noget af det bedste i verden. Og jeg har det også rigtig godt med at være far til mine døtre. Mine piger er også smukke at se på. Også når de skriger ad mig, fordi jeg er umulig.

Refn poserer for pressen med næverne i luften. (Foto: AP)
Refn poserer for pressen med næverne i luften. (Foto: AP)
 

Har familien med i Cannes
- Men jeg har heldigvis alle tre med her i Cannes, siger Jang, der i 2013 i forbindelse med sin film ' Only God Forgives' udtalte: - Kunst er en voldshandling. Min tilgang er på en måde pornografisk - det er det, som ophidser mig, som tæller. Jeg kan ikke censurere dette behov.

Men nu er verdensmesteren i film-vold ved at bløde op. Ekstra Bladet får ikke længere ja eller nej-svar eller ' det gider jeg slet ikke at svare på'. Vi har fundet hans bløde punkt., nemlig hans familie.

- Her i Cannes nyder vi livet og tager på stranden og hygger os. Og pigerne får en lille ferie fra skolen. Det er altid sundt for sjælen. Og det er vigtigt for mig, at vi oplever sådan en ting som min deltagelse her i Cannes sammen.

- Det er jo sådan noget, der gør, at man har noget tilfælles senere hen i livett. Jeg er meget glad for at have min familie omkring mig. Og hvis de ikke var der, ville jeg være i en helt anden situation. Jeg ville være meget mere deprimeret og ensom.

Vild med Danmark
- Du har jo stadig Danmark som base, og her går dine børn også i skole, selv om din familie ofte opholder sig i USA. Hvorfor? - Danmark er jo et mere afslappet sted og passer godt til mit familieliv. Og Danmark er også et bedre sted at gå i skole for mine døtre, selv om der har været så meget kritik af de danske skoler. Men i forhold til de steder, som jeg har boet i udlandet, så skal vi være glade for alt det, vi har i Danmark.

- Jeg er ikke altid enig i regeringens politik. Men jeg vil vove at påstå, at vi i Danmark har et af de bedste systemer i verden. Og det er med til at skabe en sund mentalitet. Og både Liv og jeg mener, at det at have Danmark som base er bedst for vores børn samtidigt med alt det andet glamour, der følger med et liv, som jeg lever, siger Jang og tilføjer: - Og det er også vigtigt at kunne se forskellen mellem det celebre liv og den almindelige hverdag. Den rigtige hverdag er jo, at man skal stå op, lave madpakker til børnene og tage opvasken. Og der skal laves lektier og så videre. Det holder jeg rigtig meget af.

- Hvad har dine døtre sagt til, at du har lavet en film om modebranchen?

 - Mine børn interesserer sig overhovedet ikke for mode. De er meget sportsinteresserede sunde børn. Rigtige gymnastikpiger. Jeg er i den syvende himmel over det.

Refn på den røde løber med sin kone Liv Corfixen og Elle Fanning. (Foto: AP)
Refn på den røde løber med sin kone Liv Corfixen og Elle Fanning. (Foto: AP)
 

Ny filmnørd på vej
 - Er der nogen af dine døtre, der har vist tegn på, at de karrieremæssigt vil gå i samme retning som dig?

 - Ja, min yngste syvårige datter er vild med film. Hun er en vaskeægte cineast. Hun er filmfanatiker og har en avanceret smag for sin alder.

- Kan du kende filmnørden i dig selv fra din egen barndom i din datter?

 - Filmnørd? Nu skal du passe på, hvad du siger. Hun får selvfølgelig ikke lov til at se alle film. Nogle bliver censureret væk. Men jeg prøver da at præge hende og inspirere hende. I flyveren her til Cannes så vi f. eks. ' Jason and the Argonauts' fra 1963 på i-Pad'en sammen. Og så sidder hun bare der og lapper indtryk i sig. Hun ser på mulighederne og visionerne. Det var en fantastisk oplevelse.

- Det siges jo, at du er mere venlig og imødekommende over for den udenlandske presse i forhold til den danske presse, som du ofte behandler på en arrogant og nedladende måde. Er det rigtigt?

 - Der er mange mindreværdskomplekser, der skal frem hos visse folk. Jeg er ligeglad med hvilket land, journalisten kommer fra, hvis de spørger mig om noget interessant og spændende.

- Men hvis journalisterne spørger om noget dumt, hvorfor skulle jeg så spilde tid på dem. Der er også mange af dine spørgsmål, som jeg ikke har svaret på. Jeg har altid gennemtænkt et interview, siger Jang.

Og Ekstra Bladet tænker: Jeg fik, hvad jeg gik efter. 2-0 til Ekstra Bladet!.

Refn poserer her med sin kone Liv Corfixen. (Foto: flash feature)
Refn poserer her med sin kone Liv Corfixen. (Foto: flash feature)
 

1 af 5 Refn poserer her med sin kone Liv Corfixen. (Foto: flash feature)
2 af 5 Refn poserer for pressen med næverne i luften. (Foto: AP)
3 af 5 Refn med sin hovedrolleskuespiller Elle Fanning. (Foto: AP)
4 af 5 Refn på den røde løber med sin kone Liv Corfixen og Elle Fanning. (Foto: AP)
5 af 5 Nicolas Winding Refn poserer i Cannes med en stor pose makroner til en værdi af 1070 kroner.(Foto: Kim Kastrup)