Ib Tardini: 40 forrygende år i dansk film

Den legendariske filmproducer Ib Tardini slutter sin karriere af med en selvbiografi, der giver et unikt indblik i dansk film

Ib Tardini fortæller i en ny selvbiografi om sine 40 forrygende år i dansk film.(Foto: Kim Kastrup)
Ib Tardini fortæller i en ny selvbiografi om sine 40 forrygende år i dansk film.(Foto: Kim Kastrup)

Hvis man slår op på den internationale film-database IMDB, står den i dag 67-årige filmlegende Ib Tardini registreret som producer for hele 58 film siden 1975. For tre år siden i 2012 afsluttede han sin sidste film som producer, nemlig filminstruktøren Katrine Wiedemanns film 'Viceværten', der havde Lars Mikkelsen og Julie Zangenberg i hovedrollerne.

Igennem de sidste 40 år har Ib Tardini arbejdet sammen med nogle af Danmarks absolut bedste filminstruktører, heriblandt Nils Malmros, Bille August, Søren Kragh-Jacobsen, Erik Clausen, Lone Scherfig, Anette K. Olesen, Per Fly og Lars von Trier. Og han har med sine film vundet et hav af priser.

I morgen udkommer Ib Tardinis nye selvbiografi 'Ib Tardini - 40 forrygende år i dansk film', der er skrevet af Informations filmredaktør Christian Mongaard. Her fortæller Ib Tardini på sin bramfri facon om 40 års successer, storhedsvanvid, fiaskoer, konkurser, brug og misbrug af børne/ungdomsskuespillere, og om hvordan dansk film er blevet professionaliseret, internationaliseret og samtidigt har gennemgået en rivende teknologisk udvikling.

Til Ekstra Bladet fortæller Ib Tardini, at han nok må pege på Lars von Trier som den mest betydningsfulde filminstruktør, han har arbejdet sammen med.

Trier har været dansk films lokomotiv
- Trier er den helt store instruktør i dansk film, der både har inspireret andre filminstruktører, men samtidigt også har fungeret som et lokomotiv for hele den danske filmbranche lige siden 1990’ erne. Og han er stadig i førertrøjen i dag. Det er ham, der hele tiden fornyer dansk film og kaster sig ud nogle nytænkende og risikable filmprojekter, fortæller Ib Tardini, der tilbage i 1994 var co-producer på Lars von Triers populære tv-serie 'Riget'.

Produceren Ib Tardini ses her sammen med filminstruktøren Per Fly og skuespillerinden Charlotte Fich og skuespilleren Jesper Christensen under en Bodil-fest, hvor høsten var rigtig god. (Foto: Ekstra Bladet)
Produceren Ib Tardini ses her sammen med filminstruktøren Per Fly og skuespillerinden Charlotte Fich og skuespilleren Jesper Christensen under en Bodil-fest, hvor høsten var rigtig god. (Foto: Ekstra Bladet)
 

Per Flys vigtige trilogi
Ib Tardini ser også med stolthed tilbage på sine tre film med Per Fly som instruktør. Den berømte trilogi, hvor Per Fly først skildrede arbejderklassen med filmen ’Bænken’, dernæst skildrede middelklassen med filmen ’Drabet’ og til sidst afsluttede sin trilogi med filmen ’Arven’, der satte fokus på overklassen.

- Samarbejdet med Per Fly betød virkelig meget for mig. Vi har jo med trilogien givet dansk film et betydningsfuldt værk, der skildrer samtiden, og som måske også kan anvendes rent historisk. Vi mangler dog lige at beskrive den ’fjerde’ samfundsklasse, nemlig emigranterne. Jeg har selv forsøgt at skabe en film, der sætter fokus på emigranterne, men det er desværre ikke lykkedes.

Havde dig og Per Fly allerede udtænkt en trilogi, dengang i kastede jer over filmen 'Bænken'?

- Per og jeg er lidt uenige på det punkt. Jeg mener, at vi allerede talte om at lave en trilogi inden optagelserne til ’Bænken’, mens Per Fly mener, at det skete under selve optagelserne. Men at sige, at man vil lave en trilogi, er jo også et smart trick, siger Ib Tardini og tilføjer:

- Der er virkelig mange, der har meldt ud, at de ville lave en trilogi i håbet om, at de så efterfølgende fik støtte til at lave to film mere. Men 'Bænkens' anmelder-succes og publikums-succes var medvirkende til, at filminstituttet gav penge til de næste to film.

Ib Tardini fejrer her sammen med filminstruktøren Lone Scherfig, at filmen 'Italiensk for Begyndere' vandt en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin.(Foto: Christian Jørgensen)
Ib Tardini fejrer her sammen med filminstruktøren Lone Scherfig, at filmen 'Italiensk for Begyndere' vandt en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin.(Foto: Christian Jørgensen)
 

Det italienske eventyr
Lone Scherfigs dogmefilm 'Italiensk for Begyndere' fra år 2000 er også en milepæl i Ib Tardinis karriere som producer. Det er nemlig hans største publikums-succes i nyere tid bortset fra 'Op på Fars Hat' fra 1984. 'Italiensk for Begyndere' blev set i år 2000 set af 870.000, mens 'Op På Fars Hat' fra 1985 blev set af 953.000.

- Jeg tror selv, at 'Italiensk for Begyndere'  klarede sig så godt i biograferne, fordi den byggede på en blanding af humor og alvor. Filmen havde en helt speciel klangbund omkring enlige forsømte mennesker, der på forskellige planer finder lykken. Det var en film, danskerne kunne identificere sig med. Både i Danmark og på  verdensplan tjente filmen rigtig mange penge. Og det havde kun kostet 6-7 millioner kroner at lave den.

'Italiensk for Begyndere'  blev optaget efter dogme-reglerne i både  Hvidovre og i Venedig, hvor Ekstra Bladets udsendte også var til stede. Og på tredjedagen i Venedig gik det helt galt. Mens filmholdet forberedte optagelserne på restaurant Paradiso Perduto(Det Tabte Paradis), ventede man samtidigt på en blind pianist, der ifølge dogme-reglerne skulle levere musikken under afslutnings-scenen, hvor hovedkarakterne sidder og spiser italiensk mad på restauranten.

Blind mand faldt i kanalen
Udenfor Paradiso Perduto kom en blind pianist med en førerhund pludselig gående, men han snublede og røg direkte ned i det kolde grumsede vand i kanalen lige overfor restauranten. Hans schäferhund blev stående på land og var lige ved at blive kvalt i hundesnoren i forsøget på at redde sin ejermand. Scenografen Viggo Bentzon fik lynhurtigt fjernet hundesnoren fra hundens hals, og sammen med Ekstra Bladets udsendte holdt Viggo Bentzon den blinde mand oven vande i henholdsvis venstre og højre hånd, indtil en sejlende gondol fik bakset ham op i båden. Og få minutter efter blev pianisten sejlet væk i en ambulance-båd.

På kajen gik der nærmest panik i produktions-koordinator Ingrid Kofoed, der selvfølgelig troede, at den blinde mand med hunden, var den mand, der var blevet hyret til afslutningsscenen. Men ganske få minutter efter kom endnu en blind mand gående mod restauranten med sin førerhund. Og det var heldigvis den pianists, der var blevet hyret til afslutningsscenen.

Bombe-trussel i Venedig
- Det var nogle paniske minutter, men det blev endnu værre. Fem minutter efter dukkede tre alvorlige italienske betjente nemlig op midt under optagelserne på restauranten og begyndte at lede efter en bombe. Der var total forvirring. Det viste sig senere, at filmholdet tidligere på dagen havde glemt en mikrofon i en nærliggende gyde, hvor vi optog en samleje-scene. En gammel italiensk kvinde troede, at mikrofonen var en bombe og ringede derfor til  politiet, som fandt frem til restauranten, hvor de begyndte at lede efter bomben. Da misforståelsen blev opklaret brød både politiet og filmholdet ud i store latterbrøl, forklarer Ib Tardini.

Dødsfald midt i optagelserne
Under optagelserne til 'Italiensk for Begyndere' i  Venedig skete der også det ulykkelige, at Lone Scherfig på en af de første optagedage den 2. april år 2000 fik at vide, at hendes far, erhvervsmanden Ole Scherfig var død hjemme i Danmark.

- Det var et stort slag, der i den grad både påvirkede Lone Scherfig og resten af filmholdet.

Ekstra Bladets udsendte husker selv dødsfaldet, som om det var i går. Lone Scherfig stoppede straks optagelserne og gik væk med blanke sørgmodige øjne.

På filmholdet var der en underlig blanding af sorg, medfølelse og panik. Enhver ved nemlig, at det koster rigtig mange penge at have et helt dansk filmhold i Venedig uden at lave noget.

Efter tre-fire timers bearbejdning af sorgen vendte en mærket, men dybt professionel Lone Scherfig tilbage til settet og sagde: Klar til optagelse.

Ib Tardini har også produceret flere film for filminstruktøren Annette K. Olesen.(Foto: Christian Jørgensen)
Ib Tardini har også produceret flere film for filminstruktøren Annette K. Olesen.(Foto: Christian Jørgensen)
 

Pressens mand
De fleste journalister i filmbranchen vil altid huske Ib Tardini som en meget åben producer, når det gjaldt forholdet til pressen. Journalisterne fik altid let adgang til skuespillerne, optagelserne, prisfesterne og hvad som helst, der havde med hans film at gøre.

Du havde selv et ekstremt afslappet og åbent forhold til pressen og sørgede også selv for at give pressen adgang til skuespillerne i dine film. Hvad siger du til, at de fleste  skuespillere i dag benytter sig af agenter og managers, der stort set bestemmer alt omkring skuespillernes gøren og laden?

- Det er en uheldig udvikling. Jeg tror det skyldes en angst, som der slet ikke er noget hold i. Folk ser spøgelser, og tror på myter om, at de vil blive misbrugt og misfortolket og udstillet af pressen. Der er en stor paranoia i branchen, som i virkeligheden slet ikke er god for skuespillerne, siger Ib Tardini og tilføjer:

- Men paranoia er også et generelt problem i alle andre dele af filmbranchen. Folk holder i dag kortene meget tættere til kroppen og er meget lidt tilbøjelige til at dele. Man erfarings-udveksler slet ikke i samme grad, som man gjorde tidligere i min karrierre.

Ib Tardini blev halvblind
For ni år siden i 2006 fik Ib Tardini sit livs chok, da han fik en blodprop i synsnerven.

- Først mistede jeg 60 procent af mit syn på det ene øje. Og jeg tænkte dengang, at så må jeg klare mig med det friske øje. Men efter et halvt år mistede jeg også 60 procent af synet på det andet øje. Jeg fik et kæmpe chok og var straks klar over, at mine dage i filmbranchen måske var talt.

- Men jeg fik heldigvis lynhurtigt skaffet mig en masse tekniske hjælpemidler, så jeg kunne få læst op på min computer. Og jeg fik lært at skrive blindskrift med tifinger-system og så videre. Jeg var sygemeldt i tre uger, og så begyndte jeg så småt at gå på arbejde igen. Men jeg var slet ikke i stand til at lave det samme som før. Så de sidste 5-6 år af min karrierre, har jeg kørt på renommeet, hvis man kan udtrykke det sådan.

Her får Ib Tardini at vide, at der bliver opkaldt en filmpris efter ham, nemlig 'Ib-prisen'. (Foto: Kim Kastrup)
Her får Ib Tardini at vide, at der bliver opkaldt en filmpris efter ham, nemlig 'Ib-prisen'. (Foto: Kim Kastrup)
 

Se også: Ny filmpris i Danmark skal hedde Ib

En levemand af Guds nåde
Hvor godt er dit syn i dag?

- Det er ikke godt. Jeg kan ikke læse, og jeg kan ikke køre i bil. Jeg hører lydbøger. Og jeg har også et computer-program, der kan læse manuskripterne op med en elektronisk stemme. Sådan har jeg klaret mig i mange år. Og jeg afleverer i øvrigt også alle mine noter som lydfiler. Jeg har lært at leve med mit problem, siger Ib Tardini og tilføjer:

- Men set i bakspejlet og med henblik på det liv, jeg har ført. tænker jeg dog selv, at jeg er sluppet relativt billigt. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har levet et liv, hvor der ikke blev sparet på hverken festerne, sprutten eller tobakken. Jeg har levet et vildt liv. Men det har også været et usædvanlig godt liv, siger Ib Tardini, en levemand af Guds nåde, der med vid, mod,  humor, nytænkning og professionalisme i den grad har præget dansk film gennem de sidste 40 år.

Ib Tardini har både modtaget en Æresbodil samt Nordisk Råds Filmpris. Og så er der i øvrigt opkaldt en pris efter hans navn, nemlig 'Ib-prisen', der er indstiftet af Danske Filminstruktører.

Her ses nogle af de mange filminstruktører, som Ib Tardini har arbejdet sammen med i sin lange karriere. (Foto:Zentropa)
Her ses nogle af de mange filminstruktører, som Ib Tardini har arbejdet sammen med i sin lange karriere. (Foto:Zentropa)
 

 

 

1 af 6 Produceren Ib Tardini ses her sammen med filminstruktøren Per Fly og skuespillerinden Charlotte Fich og skuespilleren Jesper Christensen under en Bodil-fest, hvor høsten var rigtig god. (Foto: Ekstra Bladet)
2 af 6 Ib Tardini fejrer her sammen med filminstruktøren Lone Scherfig, at filmen 'Italiensk for Begyndere' vandt en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin.(Foto: Christian Jørgensen)
3 af 6 Ib Tardini har også produceret flere film for filminstruktøren Annette K. Olesen.(Foto: Christian Jørgensen)
4 af 6 Her får Ib Tardini at vide, at der bliver opkaldt en filmpris efter ham, nemlig 'Ib-prisen'. (Foto: Kim Kastrup)
5 af 6 Her ses nogle af de mange filminstruktører, som Ib Tardini har arbejdet sammen med i sin lange karriere. (Foto:Zentropa)
6 af 6 Ib Tardini fortæller i en ny selvbiografi om sine 40 forrygende år i dansk film.(Foto: Kim Kastrup)