Mad Men snart slut: Se den nostalgiske trailer

Don Draper ser tilbage over de forrige sæsoner som optakt til seriens sidste syv afsnit

Det begynder for alvor at lakke mod enden for Don Draper og alle de andre skæve personligheder i hitserien 'Mad Men'.

Den 5. april får seriens første afsnit ud af de syv sidste premiere på den amerikanske kanal AMC, og i traileren, der blev frigivet tidligere på ugen, begiver hovedpersonen sig på en nostalgisk tur tilbage gennem de foregående sæsoner.

Siden de første 'Mad Men'-afsnit, der blev sendt i 2007, har Don Draper og personerne omkring ham, taget seerne med tilbage til 60'erne, hvor mændene stadig drak whisky og røg til forretningsmøderne, og hvor kvindernes plads var som kjoleklædte sekretærer i forkontoret.

Se også: Nørder i kølvandet på Mad Men og Breaking Bad

January Jones som Betty Draper og Jon Hamm som Don Draper i 'Mad Men'. (Foto: AP)
January Jones som Betty Draper og Jon Hamm som Don Draper i 'Mad Men'. (Foto: AP)

I den nye sæson - som i virkeligheden ikke er en ny sæson, men anden del af sæson syv - bevæger serien sig nu ind i 70'erne. Hvad der ellers sker rent historiemæssigt løfter AMC ikke sløret for - som det heller ikke har været tilfældet op til premieren af de tidligere sæsoner.

Don Draper spilles af 43-årige Jon Hamm, der sideløbende med optagelserne til serien har haft travlt med at indspille et hav af forskellige film. Og han har da også allerede sikret sig det næste stykke tids arbejde - blandt andet skal være med i komedien 'Keeping Up With Jones', hvor han skal spille sammen med blandt andre Isla Fisher og Zach Galifianakis.

Se også: Mad Men-Betty: Fra husmor til topløs prostitueret

Samtlige afsnit, der indtil nu har været sendt af 'Mad Men', kan streames på Viaplay og fra den 3. marts også på C More Play, mens de første seks sæsoner er tilgængelige på Netflix.

Se traileren til den sidste halvdel af sæson syv over artiklen.

Se også: Jon Hamm er ikke imponeret over Don Draper

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere