Ny dansk film starter optagelser på Roskilde Festival

Manus-forfatteren Rasmus Heisterberg debuterer som filminstruktør med filmen 'I Blodet', der sætter fokus på en flok unge københavneres vilde liv

Kristoffer Bech fra bandet Shiny Darkly springer ud i hovedrollen i den nye danske film 'I Blodet', der i dag skal optage nogle scener på Roskilde Festival. (Foto: Polfoto)
Kristoffer Bech fra bandet Shiny Darkly springer ud i hovedrollen i den nye danske film 'I Blodet', der i dag skal optage nogle scener på Roskilde Festival. (Foto: Polfoto)

Roskilde Festivalen er i den grad de unges fest. Og nu bliver Roskilde Festivalens slaraffenland også en del af Rasmus Heisterbergs instruktørdebut med filmen 'I Blodet', der i dag  starter optagelser on location på Roskilde Festival.

 'I Blodet' handler om den unge medicinstuderende Simons oplevelser gennem det, der bliver en definerende sommer i hans liv. Handlingen udspiller sig ifølge en pressemeddelelse i  København, hvor der festes igennem blandt andet med en smuttur til festivalen i Roskilde.

Den endeløse fest
Det er sommer i København. Varme dage, lyse nætter. Fester, flirt og ingen forpligtelser. Simon læser medicin, og sammen med vennerne udlever han 20’ernes endeløse fest. Druk, musik, sex og cykelture hjem over Dronning Louises Bro i solopgang - og i morgen gør de det hele om igen. Men rastløshed og uro ulmer. Drømme brister, forelskelse gør ondt og venskaber sættes på prøve. Mens kammeraterne så småt begynder at tage fremtiden alvorligt, har Simon svært ved at slippe sommerens rus og træffe de valg, der hører voksenlivet til.

Filmen hovedrolle som Simon spilles i øvrigt af rockmusikeren Kristoffer Bech fra bandet Shiny Darkly, og de øvrige bærende roller spilles af Elliot T. C. Hove, Aske Bang, Mads Reuther og Victoria Carmen Sonne.

’I Blodet’ er skrevet og instrueret af Rasmus Heisterberg, der er født i 1974 og uddannet fra Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Rasmus Heisterberg er kendt som en af Danmarks mest markante og succesfulde manuskriptforfattere og har sammen med Nikolaj Arcel stået bag nogle af nogle af de bedst sælgende film herhjemme. Blandt disse er 'Kongekabale' (2004), 'De fortabte sjæles ø' (2007), 'Mænd der hader kvinder' (2009), der modtog en BAFTA som årets bedste ikke-engelsksprogede film, 'En kongelig affære' (2012), der vandt en Golden Globe og fik en Oscarnominering samt sidste års mest sete biograffilm 'Fasandræberne' (2014). Makkerparrets næste fælles projekt er at skrive manuskriptet til Hollywoodproduktionen 'RFK' om Robert F. Kennedy med Matt Damon som producent og hovedrolleindehaver.

Se også: Nicolaj Arcel: Vi var sgu meget rørte

Den tabte tid af ungdom
Om 'I Blodet' udtaler Rasmus Heisterberg:

- Jeg har altid været fascineret af de identitetssøgende år, som vi går igennem i 20’erne. På den ene side er det en tid fuld af frihed, hvor alle døre står åbne, men samtidigt præges vi af forvirring og usikkerhed om, hvad alle mulighederne skal bruges til. De år, har for mig, altid har været fyldt med kontrastfyldte følelser af bekymringsfri glæde kombineret med en snigende melankoli over den tabte tid af ungdom, som snart er forbi. Jeg har altid haft lyst til at fortælle et drama, hvor de følelser blev sat på spidsen, og hvor karaktererne stod midt i den brydningstid. Hvis jeg nogensinde skulle følge et projekt til dørs som instruktør, så skulle dette være udgangspunktet.

Solskin og sorgløshed
- I den kontekst er den københavnske sommer den perfekte ramme. Byen kommer til live som ingen anden, når sommeren rammer, og man mærker en intensitet og nerve i de endeløse dage og lyse nætter, som jeg ikke tror eksisterer andre steder i verden. Det der korte glimt af solskin og sorgløshed som rammer os hvert år, indtil efteråret fanger os tilbage i virkeligheden igen. Det er den film, 'I Blodet' er, siger Rasmus Heisterberg.

Se også: Danskere har skrevet film for Matt Damon

Manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg springer nu også ud som filminstruktør. (Foto: Scanbox)
Manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg springer nu også ud som filminstruktør. (Foto: Scanbox)
 

1 af 2 Manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg springer nu også ud som filminstruktør. (Foto: Scanbox)
2 af 2 Kristoffer Bech fra bandet Shiny Darkly springer ud i hovedrollen i den nye danske film 'I Blodet', der i dag skal optage nogle scener på Roskilde Festival. (Foto: Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere