Peter Aalbæk søger nyt job

Zentropa-bossen har sendt en jobansøgning til Det Danske Filminstitut, hvor han vil overtage jobbet som administrerende direktør - se hele jobansøgningen her

Peter Aalbæk stiler nu efter at blive administrerende direktør for Det Danske Filminstitut.(Foto: Thomas Sjørup)
Peter Aalbæk stiler nu efter at blive administrerende direktør for Det Danske Filminstitut.(Foto: Thomas Sjørup)

Den 59-årige Zentropa-boss Peter Aalbæk har måske trappet lidt ned på sine funktioner i hans filmselskab Zentropa, men han har på ingen måde tænkt sig at hvile på laurbærrene. Nu har Peter Aalbæk nemlig søgt job som administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, hvor han pr. 1. juli 2016 ønsker at overtage den nuværende direktør Henrik Bo Nielsens job.

Se også: Derfor er Peter Aalbæk sur på DFI

Se også: Kræftsyge Aalbæk nægtet udsættelse

Bilagskrig
Der er ingen tvivl om, at Zentropa-bossen Peter Aalbæk og administrerende direktør Henrik Bo Nielsen ikke er de bedste venner. Der har nemlig været krig på kniven mellem film-bosserne, siden Det Danske Filminstitut i 2013 satte en revision i gang af Zentropas regnskab i forbindelse med filmen 'Antichrist', fordi der blev sået tvivl omkring rigtigheden af det regnskab, der var blevet angivet.

Det medførte en længere bilagskrig. Revisionsselskabet Deloitte gennemførte også på vegne af Det Danske Filminstitut en stikprøveundersøgelse af regnskaberne for fire Zentropa-film, herunder Oscar-vinderen 'Hævnen', for at af- eller bekræfte påstande om uregelmæssigheder og overfakturering.

På den baggrund blev der konstateret 'en række kritisable forhold vedrørende Zentropas økonomiadministration'.

Se også: Zentropa får hård kritik: Sættes under skærpet tilsyn

Zentropa mente derimod, at rapporten fra Deloitte frikendte filmselskabet fra anklagerne om snyd med støttemidler.

Se også: Zentropa: Vi er frikendt for snyd

(artiklen fortsætter under billedet)

Hvis Peter Aalbæk får jobbet som DFI-direktør, vil han halvere medarbejderstaben samt decentralisere og uddelegere instituttets magt og beføjelser.(Foto: Ekstra Bladet)
Hvis Peter Aalbæk får jobbet som DFI-direktør, vil han halvere medarbejderstaben samt decentralisere og uddelegere instituttets magt og beføjelser.(Foto: Ekstra Bladet)

DFI er som Sovjetunionen
Ekstra Bladet ringede til Peter Aalbæk for at være helt sikker på, at hans jobansøgning er alvorligt ment.

- Selvfølgelig er den det. Jeg mener, at Det Danske Filminstitut bliver drevet ligesom Sovjetunionen. Filminstituttet benytter sig også af en idealistisk tankegang uden at få de store resultater. Og det vil jeg ændre på.

Så ansøgningen skal altså ikke ses som et hævntogt i relation til den bilagskrig, der herskede mellem Zentropa og filminstituttet?

- Nej. Jeg mener bare ikke, at Henrik Bo Nielsen skal sidde i det job. Der skal nyt blod til. Og hvis jeg ikke selv får jobbet, så håber jeg, at der er mange andre i filmbranchen, der via min jobansøgning bliver inspireret til at søge jobbet, siger Peter Aalbæk og tilføjer, at ansøgningsfristen er den 6. oktober i år.

Ingen kommentarer
Ekstra Bladet kontaktede den nuværende administrerende direktør Henrik Bo Nielsen for at høre, hvad han mener om, at Peter Aalbæk nu har søgt hans job?

- Jeg har overhovedet ingen kommentar til det jobopslag. Og heller ikke til de kandidater, der melder sig, siger Henrik Bo Nielsen.

Jobbet som administrerende direktør for Det Danske Filminstitut er et job, hvor man er åremålsansat, men man kan godt søge jobbet i flere perioder. Henrik Bo Nielsen ønsker dog ikke at kommentere, om han vil søge jobbet igen.

- Jeg har det sådan, at fremtidsplaner og job-opslag er noget, jeg diskuterer med min kone og min bestyrelse og ikke med nogen andre. Og jeg er helt med på, at det er et kedeligt svar, men sådan er det, siger Henrik Bo Nielsen.

 

1 af 2 Hvis Peter Aalbæk får jobbet som DFI-direktør, vil han halvere medarbejderstaben samt decentralisere og uddelegere instituttets magt og beføjelser.(Foto: Ekstra Bladet)
2 af 2 Peter Aalbæk stiler nu efter at blive administrerende direktør for Det Danske Filminstitut.(Foto: Thomas Sjørup)
31 kommentarer
Vis kommentarer