Pilou: Jeg følte, at jeg selv sad på anklagebænken

I filmen 'Krigen' bliver Pilou Asbæks karakter anklaget for være ansvarlig for 11 civile afghaneres liv - det havde Pilou det svært med

Hør Pilou Asbæk fortælle om rollen her. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Den danske skuespiller Pilou Asbæk er i sine to sidste filmroller i filminstruktøren Tobias Lindholms film blevet truet af rockere i fængselsfilmen 'R' og truet med  våben af somaliske pirater i filmen 'Kapringen'. Men for Pilou har Asbæk har det dog mentalt været meget hårdere i rollen som kompagnichef Claus Michael Pedersen i Lindholms nye film 'Krigen' at sidde på anklagebænken og være tiltalt for at være ansvarlig for otte civile afghaneres liv.

Optakten til anklagen sker i filmens univers, da Pilou Asbæk i rollen som kompagnichef Claus Michael Pedersen i en kaotisk kampsituation i en afghansk landsby beordrer luftstøtte for at redde sine mænd fra den sikre død i et baghold.

- At indspille selve rets-scenerne var en skræmmende fornemmelse. Claus Michael er jo et menneske, der bliver truet på alt det, som han tror på. Claus Michael ved udmærket godt, at han må tage konsekvenserne af sin handling, men samtidigt har han kone og tre børn i Danmark, som han også skal tage sig. Derfor vil en fængselsstraf være katastrofal for Claus Michael, forklarer Pilou og tilføjer:

- Claus Michaels kone Maria beskriver også meget kontant det vigtige tema i en central scene i filmen, hvor hun siger: Det kan godt være, at du har slået otte børn ihjel, men du har altså tre børn her i Danmark.

Kvalmende situation
Pilou Asbæk fortæller, at det nærmest var en kvalmende situation at befinde sig i.

- Det var ikke rart. Jeg følte nærmest, at det var mig som privatperson, der sad på anklagebænken. Og i scenerne, der blev optaget i Danmark, havde jeg svært ved at få ordentligt kontakt med de børn, der spiller mine børn i filmen, fordi jeg hele tiden havde Claus Michaels dilemma kørende rundt i hovedet. Og jeg måtte sige til mig selv: Vær nu en god far.

- Jeg er også for et par år siden selv blevet far til en datter. Og jeg har også rejst rundt i verden. Jeg har jo stort set ikke været i Danmark i år. Så under optagelserne tænkte jeg hele tiden på min egen familie. Det blev meget personligt for mig, siger Pilou.

For Pilou Asbæk er det i det hele taget befriende og givende at arbejde sammen med Tobias Lindholm, fordi han ikke arbejder med sort eller hvidt. Han beskæftiger sig også med de grå nuancer.

Vi skal huske de grå nuancer
Og midt i interviewet med Ekstra Bladet får Pilou Asbæk pludselige en association til den herskende flygtningedebat i Danmark netop nu.

- I flygtningedebatten netop nu bliver det hele delt op i sort og hvid. Enten er du for flygtninge eller også er du imod flygtninge. Og det samme gælder de krige, Danmark har deltaget i. Enten er du for krig, eller også er du imod krig.

- Men hvad fanden er det for en tendens. Der er jo altid mange flere nuancer imellem to standpunkter. Og jo mere de to blokke i f.eks. den nuværende flygtningedebat tegnes op, jo mere skinger bliver tonen i debatten.

For Pilou Asbæk er der i øvrigt en central scene i Tobias Lindholms film 'Krigen', der præcist rammer det dilemma hele Europa befinder sig i.

- Da jeg sad og så filmen under filmfestivalen i Venedig, blev jeg pludselig meget opmærksom på den scene, hvor en afghansk familie kommer op til den danske militær-lejr for at få beskyttelse. Og jeg tænkte straks, jamen det er jo et lille billede på Syriens-flygtningene, der kommer op til Europa.

- I filmen fortæller kompagnichef Claus Michael Pedersen den afghanske familie, at de ikke kan bo og få beskyttelse i den danske militær-lejr, men at han gerne med sine soldater vil hjælpe familien i deres nærområde - altså deres landsby - med at tvinge taliban væk.

- Og det slog mig, at scenen minder meget om det, som vi oplever i Europa og Danmark netop nu. Mange siger nemlig: Vi vil ikke have, at i bor her, men vi kan hjælpe jer i jeres nærområde.

- Og jeg tænkte i biografen i Venedig. Hold da helt kæft Tobias Lindholm. Du har jo i en lille scene i filmen lavet et præcist micro-billede på alt det, der sker i Europa netop nu, siger Pilou og tilføjer:

- Danmark er ikke længere i krig i Afghanistan, men filmen 'Krigen' er mere aktuel nu end nogensinde.

Respekt for de døde soldater
Der har netop været flagdag i Danmark, hvor man viser respekt for de danske soldater, der har været i krig. Hvordan har du det selv med flagdagen?

- Det er en smuk tradition, hvor man honorerer alle, der har haft eller har tilknytning til militæret. Flagdagen viser også respekt over for alle de soldater, der har mistet livet i krig for Danmark. Jeg vil ikke selv sidde og udtale mig,  om jeg er for eller imod krig. Det er alt for kompliceret. Men jeg synes, at det er respektfuld, at vi ærer de mennesker, der på grund af en demokratisk beslutning er draget i krig for Danmark.


Kom med bag om 'Krigen' her. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

1 af 6 Pilou Asbæk og den tidligere Afganistan-soldat Christian 'Krølle' Pedersen i rollerne som kompagnichefen Claus Michael og hans signalmand.(Foto: Per Arnesen)
2 af 6 Pilou Asbæk som kompagnichef Claus Michael i en afghansk landsby.(Foto: Per Arnesen)
3 af 6 Pilou Asbæk i rollen som kompagnichef Claus Michael med sin kone Maria(Tuva Novotny).(Foto: Per Arnesen)
4 af 6 En dramastisk situation, hvor danske soldater er midt i en ildkamp i Afghanistan.(Foto: Per Arnesen)
5 af 6 En dramatisk situation i en afghansk landsby i filmen.(Foto: Per Arnesen)
6 af 6 Pilou Asbæk blev udfordret mentalt i rollen som kompagnichefen i den nye film 'Krigen'.(Foto: Tariq Mikkel Khan)