Roland rykker i Tokyo: Fornem hovedrolle-pris

Skuespilleren Roland Møller har netop vundet prisen som bedste mandlige skuespiller for sin præstation i filmen 'Under sandet'

Roland Møller(til højre) og Louis Hoffman delte en hovedrolle-pris i Tokyo for deres præstationer i den danske film 'Under sandet'. (Foto: Camilla Hjelm/Nordisk Film)
Roland Møller(til højre) og Louis Hoffman delte en hovedrolle-pris i Tokyo for deres præstationer i den danske film 'Under sandet'. (Foto: Camilla Hjelm/Nordisk Film)

Den danske film 'Under Sandet', som allerede har høstet stor anerkendelse på det amerikanske og europæiske kontinent, fortsætter nu sin sejrsgang i Asien. Filmens to hovedrolle-indehavere Roland Møller og Louis Hoffman har netop vundet en delt pris for 'bedste mandlige skuespiller' på Tokyos Internationale Film Festival for deres roller i 'Under sandet'.

Den 43-årige Roland Møller var dog ikke selv i Tokyo under prisoverrækkelsen og tog derfor ikke selv imod prisen, der i stedet blev modtaget af den danske ambassadør i Japan, Freddy Svane.

Ufortalt kapitel i dansk historie
Filmen 'Under Sandet' dækker over et hidtil ufortalt kapitel af den danske efterkrigstidshistorie og tager sin begyndelse i dagene efter den tyske kapitulation, maj 1945, hvor det ‘beskidte arbejde’ skal udføres. Roland Møller spiller rollen som den danske sergent, Carl Leopold Rasmussen, der får overdraget kommandoen over en tysk deling unge soldater, som sættes til at fjerne de tusindvis af landminer, der er gravet ned i sandet langs den jyske vestkyst. I mødet med den unge tyske soldat Sebastian, spillet af Louis Hoffmann, bliver det ikke bare kampen om liv og død, men også om had, tilgivelse og forsoning.

For Roland Møller er denne pris en væsentlig anerkendelse af et imponerende karriereforløb.

Se også: Roland Møller i sin første hovedrolle

Bodil-nomineringer klæber til  Roland
På få år har han markeret sig som en alsidig og karismatisk karakterskuespiller og regnes i dag for at være en af dansk films nye store talenter. Den 43-årige skuespiller debuterede i 2010 i fængselsdramaet R - en debut som sikrede ham en Bodil-nominering for bedste mandlige birolle. Senere fulgte ’Kapringen’, som også gav ham en Bodil-nominering for sin præstation, og for sin birolle i filmen 'Nordvest' fik Roland Møller så endelig sin fortjente Bodil-pris.

Se også: Tidligere gangster blev Bodil-vinder

Roland Møller har også medvirket i filmene ''En chance til' og 'Skammerens Datter' . Rollen i 'Under sandet' er Roland Møllers første hovedrolle.

Se også: Roland Møller slås med sværd

'Under Sandet' er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet og produceret af Mikael Rieks. På rollelisten ses blandt andet Roland Møller, Mikkel Boe Følsgaard, Laura Bro, brødrene Emil & Oscar Buschow, Joel Basmann og Oskar Bökelmann. 

Filmen får dansk premiere 3. december i biografer over hele landet.

 

 

 

 

4 kommentarer
Vis kommentarer