TV: Fast & Furious 7 slår rekorder

Den nyeste film i serien slår alle dens forgængere målt på solgte billetter

Målt på salgstal bliver 'Fast & Furious'-serien bare bedre og bedre. Den syvende film i rækken, som premierede denne weekend, har således allerede slået rekorden for bedste premiereweekend blandt alle film i serien, en rekord der ellers hidtil har tilhørt forgængeren. Det skriver onlinemediet ComicBook.

'Furious 7', som filmens officielle titel er, indspillede intet mindre end 143.6 millioner dollar i løbet af weekenden, hvilket er næsten 50 millioner mere end 6'eren i filmrækken, der 'kun' indspillede 97.3 millioner dollar.

På top ti-listen over bedste åbningsweekender nogensinde i USA havner filmen dermed på en niendeplads.

Det er dog ikke den eneste rekord filmen løber med. Den gode premiereweekend er nemlig den bedste nogensinde i en april måned. Dermed bliver den tidligere rekordholder, 'Captain America: The Winter Soldier' sat godt og grundigt til vægs. I åbningsweekenden indspillede den 95 millioner dollar.

Verden over er der ifølge Ritzau solgt billetter for i alt 384 millioner dollar, svarende til mere end 2,6 milliarder danske kroner - og det er inden filmen har haft premiere i store lande som Rusland, Kina og Japan.

Indtil videre har kun tre andre film været endnu større kassesucceser end 'Fast and Furious 7' i premieredagene, nemlig 'Harry Potter og dødsregalierne', der tjente 483 millioner dollar ind ved sin premiere, 'Harry Potter og halvblodsprinsen' (394 millioner dollar) og 'The Avengers' (392 millioner dollar).

Se traileren til 'Fast & Furious 7' over artiklen. Læs Ekstra Bladets anmeldelse af filmen her.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere