Anmeldelse: Drop terperiet og slip fantasien fri

Børnebogsklassikeren 'Den lille prins' op på sympatisk vis overført til filmmediet

Se traileren til 'Den lille prins'

'Den lille prins'. Instr.: Mark Osborne. Premiere 9. juni i 57 biografer landet over.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Poeten og piloten Antoine de Saint-Exupérys (1900-1944) ’Den lille prins’, der udkom første gang i 1943 er med sine mere end 200 millioner eksemplarer en af de mest solgte bøger i verdenshistorien, og den slags tilsyneladende udødelige klassikere er lige så fristende som farlige at give sig i kast med som filmskaber.

Amerikaneren Mark Osborne (der tidligere har været med til at instruere bl.a. ’Kung Fu Panda’ fra 2008) slipper dog mere end hæderligt fra opgaven, da hans ’Den lille prins’ snarere er en hyldest inspireret af bogen frem for en 1:1 filmatisering.

I filmens rammefortælling møder vi en navnløs pige, der konstant paces frem af sin ambitiøse mor, så hun kan kommen ind på byens fineste skole. Hendes liv er minutiøst planlagt ned til allermindste detalje og spas er der ikke meget af.

Se også: Julegavehit: De ti bedste børnebøger

Som led i bestræbelserne på at stige op ad den sociale rangstige flytter pigen og hendes mor til et nyt kvarter, hvor pigen efterhånden knytter bånd til den excentriske nabo – en gammel mand, der har en defekt flyvemaskine stående i sin tilgroede have.

Han begynder efterhånden at give pigen sider fra sin dagbog, som så viser sig at være fortællingen om den nødlandede flyvers møde med ’Den lille prins’ i ørkekenen – komplet med Saint-Exupérys velkendte tegninger.

De to spor supplerer hinanden glimrende og er nemme at navigere i – også for de mindre – da nutidslaget er lavet med den efterhånden velkendte CGI-teknik, mens pilotens fortællinger er skabt med den mere arkaiske stop-motion teknik, hvilket giver rigtig god mening. Og i øvrigt er en fornøjelse at kigge på.

Se også: Saint-Exupérys fly fundet i havet

Man kan med nogen rette indvende, at filmen bestemt ikke underdoserer sin morale om at man skal sætte fantasien fri og huske at leve livet, mens man har det (det er ikke så længe, når det kommer til stykket), men det er trods alt ikke det den værste visdom, man kan give videre til sine poder.

Kunstnerisk ikke helt så overvældende som den åndsbeslægtede ’Op’, men en på alle måder sympatisk film for hele familien, der hermed er anbefalet. 

Danske stemmer: Waage Sandø, Trine Pallesen, Mikkel Følsgaard, Celine Julie Ross m.fl. 108 min.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere