Chokerende tomgang fra Winding Refn

'The Neon Demon' er rig på flotte billeder og blodige effekter, men blottet for substans

Se traileren til 'The Neon Demon'

'The Neon Demon'. Instr.: Nicolas Winding Refn. 117 min. Premiere 9. juni landet over.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Nicolas Winding Refns  tiende spillefilm ’The Neon Demon’ delte i den grad vandene ved premieren i Cannes. Hvilket vist er et succeskriterium i sig selv for den provoglade instruktør. ’The Neon Demon’ er et dæmonisk, hyperæstetiseret blik på Los Angeles overfladedyrkende og altopslugende modeverden, hvis symbolik er så bastant, at det nærmest bliver ufrivilligt komisk. Og man kan selvfølgelig sige, at filmens iboende tomhed er helt i tråd med dens emne og miljø, men det er i så fald en pointe af den mere banale slags.

Det er fortællingen om den 16-årige, forældreløse Jesse (Elle Fanning), der flytter ind i et sleazy motel, der bestyres af den lidet tillidsvækkende Hank (Kenau Reeves). Herfra forsøget hun at skabe sig en karriere som fotomodel, hvilket indledningsvis går ganske godt, da alle betages af hendes indlysende og (ret usædvanligt på de kanter) naturlige skønhed.

Se også: Sia hjælper Refn på soundtrack

Det leder hende i armene på sminkøsen Ruby (Jean Malone), der pynter modeller om dagen og lig om natten(hvis man forstår sådan en lille en) samt de langlemmede, robot-agtige Barbie-kloner Gigi (Bella Heatcote) og Sarah (Abbey Lee), hvilket skal vise sig at blive fatalt.

Natasha Braiers stærkt stiliserede billedside (hvor nærmest hver eneste scene ligner et lækkert og/eller bizart modeopslag) er en udsøgt fornøjelse og det samme gælder Cliff Martinez’ suggestive lydspor. Det søvngængeragtige tempo har indledningsvis også sin egen ulmende fascinationskraft, men efterhånden som det dæmrer for en, at historien er endnu tyndere end de portrætterede modeller sniger kedsomheden sig ind på en.

Se også: Buhråb mod dansk Cannes-stjerne - her er hans forsvar

Den horror-inspirerede finale, der inkluderer både nekrofili, vampyrtendenser og kannibalisme er muligvis et forsøg på at chokere (samt selvfølgelig accentuere tendenser i modeverden), men virker bare søgt, prætentiøs og plat. Var det virkelig bare det?

’The Neon Demon’ ender derfor som Refns første mislykkede film, hvor instruktørens enestående visuelle begavelse ender i blær og effektjagende tomhed på samme måde som man har set det hos Tarantino. Men forhåbentlig viser den sig bare at være et nødvendigt, mislykket eksperiment på vejen mod nye filmiske triumfer.

Medv.: Elle Fanning, Jean Malone, Kenau Reeves, Christina Hendricks m.fl.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere