Afslører alvorlig sygdom: Derfor holdt jeg det hemmeligt

'X Factor'-favoritten afslørede fredag aften, at hun har været ramt af den alvorlige sygdom leukæmi

Under fredagens udgave af 'X Factor' kom det frem, at Alma havde leukæmi som barn. Efter showet uddybede hun overfor Ekstra Bladet. Video: Jonas Olufson

20-årige Alma Agger imponerede, som hun plejer, i det mennesketomme tv-studie i Brøndby, da 'X Factor' afviklede sit tredje liveshow.

Se også: Vanvittigt drama i 'X Factor': - Sindssygt nedladende!

Men det var ikke kun med sin sang, at hun formåede at røre tv-seerne. Aftenens tema var budskab, og det brugte hun til at fortælle en del af sin egen livshistorie. Nemlig at hun som otteårig blev ramt af den alvorlige kræftsygdom leukæmi.

- Min far får nævnt i programmet, at jeg var syv år, men jeg er rimelig sikker på, at jeg var otte, og så varede det, til jeg var 10 år, siger Alma Agger, da Ekstra Bladet fanger hende efter programmet.

Alma Agger på scenen fredag aften, hvor hun sang 'Swim good' af Frank Ocean. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Alma Agger på scenen fredag aften, hvor hun sang 'Swim good' af Frank Ocean. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Her fortæller hun, at det har været et bevidst valg, at hun ikke har fortalt om sygdommen.

- Jeg synes timingen var meget god, når temaet var 'budskab'. Jeg har ikke villet sige det før, for jeg ville ikke have en medlidenhedshistorie fra starten af. Men jeg er glad for, at kortene er lagt på bordet nu, så jeg ikke skal gå rundt og prøve at skjule noget, siger Alma Agger.

Thomas Blachman kan smile stort. Han har som den eneste stadig alle sine tre artister tilbage i programmet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Thomas Blachman kan smile stort. Han har som den eneste stadig alle sine tre artister tilbage i programmet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Hun var, som nævnt, kun et barn, da hun blev ramt af leukæmi, og derfor husker hun heller ikke så meget fra forløbet. Andet end at det - måske en smule overraskende - var en god tid.

- Jeg husker ikke så meget af det dårlige. Jeg husker at være på legestuen og have det rigtig hyggeligt faktisk. Jeg synes ikke, det er det mest traumatiske. Det er en del af mig og en bagage, jeg har, hvor andre måske ikke lige har den bagage, forklarer hun og fortsætter:

- Det er virkelig ikke noget, jeg tænker over længere, og det er ikke noget, nogen rigtig tænker over længere, fordi det er så mange år siden. jeg går ikke engang til lægetjek længere. Det er fuldstændigt væk, siger hun.