Aldrig set før i 'Nak & æd'

I den nye sæson flirter de to kødglade drengerøve for første gang med vegetarmad

De to kødspisere er ikke meget for udsigten til at skulle spise sig mætte i planter. Foto: DR
De to kødspisere er ikke meget for udsigten til at skulle spise sig mætte i planter. Foto: DR

Når der på torsdag er premiere på en ny sæson af DR's populære jagt-, mad- og mandehygge-program 'Nak & æd', risikerer Jørgen og Nikolaj at skulle lave mad af noget, der for dem øjensynligt er værre end både vandrotter, kakerlakker og skovsnegle.

I episoden, hvor de er draget til Endelave, er der nemlig plantekød på menuen, hvis det ikke lykkes de to venner at få ram på et par kaniner.

Se også: Rasende tv-kok: - Det er snyd og humbug

- Ej, nu stopper du, lyder den umiddelbare reaktion fra kokken Nikolaj Kirk, da han får præsenteret det plantebaserede alternativ, der blandt andet består af linser og bønner.

Jørgen Skouboe er heller ikke synderligt begejstret for udsigten til måske at skulle spise sig mæt i ren plantebaseret kost.

- Jeg håber, jeg er død, inden vi når dertil. Det bliver forhåbentlig ikke i min tid, at det bliver hverdag, siger Jørgen, da Nikolaj fortæller ham, at plantemad skal redde jorden.

Der er som sædvanligt højt humør og skøre påfund i overflod, når Nikolaj og Jørgen slår sig løs i naturen. Foto: DR
Der er som sædvanligt højt humør og skøre påfund i overflod, når Nikolaj og Jørgen slår sig løs i naturen. Foto: DR

Kendte 'Nak & Æd's uventede succes: Så længe fortsætter de

Kød i min mave, planter i min have.
Kigger man i kommentarsporet på Facebook, hvor Jørgen og Nikolaj fortalt om plantefars-episoden, er det tydeligt, at programmets fans ikke i overvejende grad består af vegetarer.

En bruger ved navn Allan skriver: 'Håber de får en kanin. Ellers bliver der skiftet kanal. Hvis de skal lave mad af plantefars... Gudfader', mens en anden skriver: 'Veganer er et gammelt indiansk ord for dårlig jæger'.

En tredje lufter det gamle ordsprog: 'Kød i min mave, planter i min have'.

Om der kommer kanin eller linsebøffer på grillen, må man vente til på torsdag med at finde ud af.

212 kommentarer
Vis kommentarer