Aldrig sket før: Sværeste nogensinde!

Deltagerne savnede nerven fredag, hvor 'X Factor' for første gang afviklede et liveshow uden publikummer

Nanna 'Oh Land' Fabricius savnede publikum fredag aften. Video: Jonas Olufson

Dansk ’X Factor’ måtte for første gang nogensinde afvikle et liveshow helt uden tilskuere grundet frygt for spredning af coronavirus.

Det betød, at deltagerne gik på scenen og optrådte foran publikum og de andre deltagere, samt at deltagerne var blevet bedt om ikke at kramme hinanden.

Det tomme tv-studie blev kommenteret af både dommere og artister undervejs i programmet, og efter Kalis exit var en realitet, kunne alle se tilbage på en historisk og mærkelig aften, hvor man måtte indsætte falske klappelyde for at skabe stemning.

- Hele aftenen har været mærkelig og surrealistisk. Vi sidder i en sal uden publikum. Det vil sige, der er ikke noget filter, der er ikke den der respons udefra, hvor folk buh’er, når der bliver sagt noget uretfærdigt, eller når tonen bliver for hård, og der er ikke klapsalver, når der bliver sagt noget positivt, siger Nanna 'Oh Land' Fabricius til Ekstra Bladet.

Se også: Vanvittigt drama i 'X Factor': - Sindssygt nedladende!

Hun mener, at det var medvirkende til, at tonen blev lige lovligt hård fra dommernes side.

- På en eller anden måde blev det for personligt i aften (i går, red.). Publikum er den fjerde mand ved bordet. De har virkelig meget at skulle have sagt, og jeg tror, det var det, der gik galt, siger hun.

Deltagerne heppede på hinanden. Men der var ingen almindelige publikummer til stede. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Deltagerne heppede på hinanden. Men der var ingen almindelige publikummer til stede. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Svær arbejdsdag
Sofie Linde skulle stå på scenen og tale til en tom sal, og hun betegner opgaven som den måske sværeste, hun har haft.

- Jeg synes, det har været en vild aften. Måske den sværeste arbejdsdag på jobbet i virkeligheden. Vi manglede en stor del af 'X Factor', som er det altid dejlige publikum, der giver alle et boost af energi og giver deltagerne selvtillid og en familie, man kan gå ned og kramme. Det er klart, at det manglede, siger Sofie Linde.

Se også: Færdig: - De har spredt propaganda

Deltagerne kunne også se tilbage på en mærkelig aften.

- Det var meget specielt. Der var en helt anden form for pres, der lå på os i dag, fordi man ikke vidste, om man skulle være nervøs, eller hvad man skulle. Jeg følte personligt selv, at man manglede hele den der energi fra publikum. Det var mærkeligt, siger Mathilde Caffey, der dog godt kunne forstå valget.

- Det var på en måde lidt sjovt. Vi skaber jo lidt historie som værende 'X Factor' uden publikum. Jeg synes faktisk, det var lidt sjovt, men også lidt mærkeligt.

Oh Land gav det manglende publikum en del af skylden for den hårde tone i programmet dommerne imellem. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Oh Land gav det manglende publikum en del af skylden for den hårde tone i programmet dommerne imellem. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Spøjs fest
Dansemusen Emil Wismann er på bølgelængde. Han kalder det 'meget mærkeligt' at optræde på scenen foran de tomme sæder. Alma Agger tager den skridtet videre og betegner det som 'super mærkeligt'.

- Det føltes jo lidt, som når vi øver. Man skulle lige huske, at der var folk bag skærmene, siger hun.

- Du mister vel også den pingpong, der er med publikum?

- Ja, det var lidt underligt. Også at stå og danse og have sin egen fest sammen med otte andre i en kæmpe sal. Det var en speciel oplevelse, griner hun.

Der blev heppet en masse fra de få på sidelinjen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Der blev heppet en masse fra de få på sidelinjen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Duoen Magnus & Aksel mener, at man kan sammenligne følelsen fredag med en træningskamp i fodbold.

- Der er både gode og dårlige sider. Jeg hælder mest til, at jeg ikke syntes, det var det fedeste i verden på grund af, man ikke havde den samme adrenalin-følelse, at nu skal man fandeme ind på scenen foran hele Danmark. Den var der ikke, siger Magnus, mens Aksel forsøger at se positivt på situationen.

- Hvis man skal tale om det positive, så er noget af det, der er stærkest i 'X Factor', det er, når der synges en 'save me'-sang, og vi alle sidder og hepper. Det er kraftfuldt, og sådan gjorde vi hele aftenen, siger han med et smil.

Magnus & Aksel savnede adrenalinen. Foto: Jonas Olufson
Magnus & Aksel savnede adrenalinen. Foto: Jonas Olufson

Fredag eftermiddag kom det frem, at 'X Factor's tredje liveshow ville blive afviklet uden publikummer. Det skete, efter regeringen opfordrede i kraftige vendinger til, at man aflyser eller rykker alle arrangementer med 1000 eller flere mennesker samlet.

Det valgte man hos TV2 at efterleve.

- Vi har valgt at aflyse publikum til aftenens 'X Factor'. Aflysningen sker ud fra et sikkerhedsprincip, og TV2 vil i den kommende tid dykke ned i, hvordan vi fremadrettet vil afvikle 'X Factor', sagde kanalchef for TV2, TV2 FRI og TV2 Charlie, Dorthe Tirstrup, til Ekstra Bladet fredag.