'Alene i vildmarken' - Derfor vinder man ikke noget i Danmark

Når der i aften er premiere på anden sæson 'Alene i vildmarken', er der - i modsætning til USA hvor man vinder tre millioner kroner - ingen pengepræmie

Undervejs har de medvirkende ingen idé om, hvor længe de skal være væk, eller hvor mange af deres konkurrenter, der er tilbage i vildmarken. Giver de op og vil hentes, kan de give besked via en GPS-sender. Foto: DR
Undervejs har de medvirkende ingen idé om, hvor længe de skal være væk, eller hvor mange af deres konkurrenter, der er tilbage i vildmarken. Giver de op og vil hentes, kan de give besked via en GPS-sender. Foto: DR

Se også: DR afslører: Vildt realityprogram bliver endnu vildere

Otte friluftselskende danskere fra hele landet – tre kvinder og fem mænd i alderen 24–54 år – har taget i mod udfordringen om at overleve i den totale isolation, når DR i aften sender første afsnit af anden sæson af 'Alene i Vildmarken’

Programmets første sæson på DR3 blev så stor en succes, at anden sæson af det populære program nu er blevet 'forfremmet' til hovedkanalen DR1, hvor første afsnit bliver sendt i aften 20.45.

Med forfremmelsen følger dog ikke en stor pose præmiepenge.

- På nuværende tidspunkt findes formatet i en version med og uden pengepræmie, og vi har som public service station valgt ikke at have en pengepræmie på spil. Det amerikanske forlæg kommer fra en kommerciel præget medievirkelighed, hvor pengepræmier er det mest almindelige, og hvor public service tv ikke er udbredt som i Danmark siger den ansvarlige redaktør for programmet, Stine Preem til Ekstra Bladet.

- Er I for nærige til at sætte penge på højkant?

- Nej, slet ikke. Det budskab, vi gerne vil formidle med serien, er ikke betinget af, at der er penge på spil. De medvirkende har tilmeldt sig, fordi de har set en personlig udfordring i deltagelsen i programmet. Til gengæld får de en oplevelse for livet. 

- Er det en del af en spareøvelse forud for medieforliget?

- På ingen måde. Sæson 1 på DR3 havde heller ikke en pengepræmie med, og det har aldrig været en overvejelse, at der skulle være det nu.

DELTAGERNE - 'Alene i vildmarken 2018':

Astrid 
28 år. Bor i Odense og studerer idræt og historie på Syddansk Universitet. Kæreste med Anders og bidt af udendørslivet; dyrker mountainbike, adventureløb, orienteringsløb og vandreture. Har været 3,5 år i militæret og er uddannet sergent. Troen spiller en væsentlig rolle i Astrids liv, og hun går i kirke hver søndag.

Motivation: Lysten til udfordringer og en stor konkurrencementalitet.

Udvalgt genstand: Spade

Birk 
51 år. Bor i Storvorde, Nordjylland. Førtidspensioneret oversergent og far til seks børn. Med 30 år i forsvaret ved Birk, hvordan man overlever i og af naturen. Otte udsendelser har dog sat sine spor, og for seks år siden fik Birk konstateret PTSD. Det har været en lang og sej kamp at komme tilbage, men naturen har hele vejen igennem været et helle, hvor Birk finder ro og restituerer.

Motivation: Vil prøve sig selv af og finde ud af, om han stadig besidder de evner, han har oparbejdet gennem de mange år i forsvaret.

Udvalgt genstand: Spade

Eddie 
47 år. Bor i Tappernøje med sin kæreste og har to børn fra et tidligere ægteskab. Er naturvejleder og dyrepasser i Zoo i København. Flere gange om året pakker Eddie og hans børn deres vikingegrej og tager til vikingetræf for at leve, som vores forfædre gjorde det. Eddie elsker at gå lange ture ved Præstø fjord med sine hunde og lave god mad til familie og venner.

Motivation: Drengedrøm om at overleve alene i naturen og udleve sin indre viking.

Udvalgt genstand: Kaffe

Geo 
34 år. Bor i Skødstrup ved Aarhus og underviser i friluftsliv på Ry Højskole. Har en kæreste og to drenge fra et tidligere forhold. Geo har en god portion friluftskundskaber, særligt inden for kano, kajak og klatring. Bruger naturen som et middel til at finde ro i hverdagen og har været på længere kajak-ture alene.

Motivation: Vil afprøve sine evner i vildmarken og håber på at være en succes med de ting, han giver sig i kast med.

Udvalgt genstand: Spade

Jette 
54 år. Bor i Hella, Island. Arbejder som supervisor på et hotel og er kæreste med islandske Gudmundur. Har to børn i Danmark fra tidligere ægteskab.

Jette er officersdatter og har fra barnsben været med på jagt- og fisketure. I dag arrangerer hun lange hesteture på Island sammen med sin kæreste. Hun er vant til den barske natur, og selvom Jettes fysik har været stærkere end den er i dag, ser Jette sin alder som en stor fordel.

Motivation: Jette skal i kontakt med sin indre ”urkvinde” i vildmarken.

Udvalgt genstand: Spejl

Lars
37 år. Bor i Vrads, Midtjylland med sin kone og to børn. Er socialpædagog og ejer af firmaet Ursus Outdoor Education, hvor han arrangerer naturoplevelser og uddanner folk i friluftsliv og bushcrafting. Har i et år boet med sin familie i den svenske ødemark, hvor de levede i en hytte uden el og vand og hjalp samere med at inddrive rensdyr.

Motivation: Er med for at vinde. Går dog ydmygt til opgaven, som ifølge ham selv bliver ”det hårdeste jeg nogensinde har prøvet”.

Udvalgt genstand: Spejl

Rasmus 
24 år. Bor i Hjallerup i Nordjylland i et hus, han har lejet med to kammerater. Arbejder som industritekniker og besøger sine forældre næsten dagligt. Rasmus har været spejder i 17 år og er vokset op med masser af aktiviteter i naturen med sine venner. Har i dag opgraderet sit friluftsliv med en god mængde udstyr, som han pakker i sin militærbus, når han skal på ture.

Motivation: Vil afprøve sine evner som spejder. Tror det bliver det mest ”bad-ass”, han kommer til at opleve.

Udvalgt genstand: Spade

Sanne 
51 år. Bor i Sorø på Sjælland med sin kæreste. Arbejder som pædagog i en SFO og er oprindeligt uddannet anlægsgartner. Sanne har gennemført utallige kajakmesterskaber og to halve ironman. Hun har et stort temperament, masser af gåpåmod og bryder gerne ud i leg og sang, når der er overskud til det.

Motivation: Udpræget konkurrencemenneske, der vil gå meget langt for at vinde.

Udvalgt genstand: Spejl

- De amerikanske deltagere nævner stort set alle, at pengene er en stor motivationsfaktor. Er I ikke bange for, at mangle dette element?

- De amerikanske deltagere kommer som programmet fra en anden virkelighed, og nogle fra så trange kår, at de med gevinsten fx kan betale for deres børns uddannelse. Det er ikke det, der er på spil for vores medvirkende. Vi ønsker at fokusere på den sociale og mentale udfordring, det er at være alene med sig selv - uden familie, venner, netværk. Vi vil gerne have, at deltagerne kaster sig ud i dette eksperiment motiveret af egen lyst og vilje - og nysgerrighed på sig selv, egne grænser og for at reflektere over, hvad der er vigtigt for dem. Ikke for pengenes skyld.

- Kunne man ikke forestille sig, at deltagerne ville holde længere ud, hvis der var en stor pengepræmie på højkant?

- Man kunne godt forestille sig, at nogle deltagere ville, men det er ikke den motivation, vi er interesserede i. Der har været en kæmpe interesse for at deltage i år – endnu større end sidste år – hvilket også fortæller os, at de medvirkende ikke er motiverede af penge, men af de personlige årsager, som vi interesserer os for, og som vi håber og forventer, at mange danskere kan forstå og kan forholde sig til.

Det må de tage med i vildmarken

Deltagerne har haft en rygsæk med tøj, tandbørste og et billede med hjemmefra. Udover et basalt førstehjælps- og nødkit har de af produktionen fået udleveret 10 ting til opholdet i vildmarken:

1. Kniv

2. Økse

3. Tændstål

4. Sovepose

5. Stege/koge udstyr

6. Presenning

7. Snor

8. Fiskeudstyr

9. Sav

10. Liggeunderlag

Derudover må de vælge én af følgende ting:

1. Sæbe

2. Kaffe

3. Sandpapir

4. Spade

5. Spejl

Markant hårdere
Formatet og reglerne er de samme som før, men der kommer til at vente de nye deltagere endnu større udfordringer, da vejrforholdene i vildmarken viser sig at være markant hårdere end i forrige sæson.

Alle deltagerne har et tæt forhold til naturen. Men det, de skal gennemgå i eksperimentet ’Alene i Vildmarken’, er svært at forberede sig på. Spørgsmålet er, hvor længe de kan begå sig alene i det nordnorske vildnis. Eneste selskab er deres eget kamera, som de skal filme deres ophold med.

Det kommer til at handle om kampen mod naturens kræfter – og mod sig selv. Målet er at klare sig længere end konkurrenterne og dermed vinde konkurrencen. Hvor længe de skal være der, bestemmer de selv - den, der holder længst, vinder.

30 kommentarer
Vis kommentarer