'Badehotellet'-stjerne stopper: Vender ikke tilbage i den nye sæson

'Badehotellet' vender tilbage med en sjette sæson, men det bliver uden en af seriens store stjerner

Foto: MIKE KOLLÖFFEL/TV2.
Foto: MIKE KOLLÖFFEL/TV2.

Mandag aften blev sidste afsnit af femte sæson af succes-serien 'Badehotellet' vist på TV2, og allerede samme aften meddelte tv-kanalen, at der også kommer en sjette sæson.

- Mange har gættet på, om fortællingen om 'Badehotellet' slutter her. Det gør den ikke, sagde seriens forfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad til TV2.

- Når vi næste år vender tilbage med sjette sæson, er der gået seks år, fra vi så personerne sidst. Vi er fremme i sommeren 1939. Hotellet ligger der stadig og får stadig besøg af de samme gæster. Ligesom de stuepiger, vi har lært at kende, også vil dukke op igen. Nogle af dem får måske nye opgaver, tilføjer forfatterne.

Men når sjette sæson bliver vist, vil det være uden én af serien helt store roller. Stuepigen Fie, der spilles af Rosalinde Mynster, vender nemlig ikke tilbage.

Det bekræfter skuespilleren over for BT.

- Jeg kommer desværre ikke til at være med i den nye sæson. Jeg elsker hele 'Badehotellet'-familien meget højt, skriver Rosalinde Mynster i en mail til BT.

Rosalinde Mynster, der er datter af skuespillerparret Karen-Lise Mynster og Søren Spanning, har været med i den populære serie, siden første episode havde premiere 30. december 2013.

- Da vi begyndte på serien, havde vi en vild ambition om at lave fem sæsoner, og jeg er utrolig glad og stolt over at have fulgt den ambition til dørs og er så taknemmelig over alle 'Badehotellets' dejlige trofaste seere, fastslår hun over for BT.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Rosalinde Mynster.

63 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!