'Bagedysten' koster dyrt: DR-speaker kan ikke få andre jobs

Jesper Markward Olsen, der er speaker i 'Den store bagedyst', kan ikke speake på andre programmer end kage-showet

Jesper Markward Olsen er speaker på 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Jesper Markward Olsen er speaker på 'Den store bagedyst'. Foto: DR

Ganache, mousser, der ikke sætter sig, kreativ pynt og flotte snit.

Det er nogle af de udfordringer, som amatørbagerne i DR-programmet 'Den store bagedyst' står over for, når de lørdag efter lørdag dyster i forskellige kage-discipliner i det populære program.

Men selvom både udfordringer, værter, dommere og deltagere er blevet skiftet ud i årenes løb, så har én person været den samme hele vejen.

Den velkendte stemme, der fører seerne gennem de forskellige udfordringer og forklarer om kagernes sammensætning og de flotte snit, er journalisten og tv-tilrettelæggeren Jesper Markward Olsen, og det har det såmænd været, siden programmet fik premiere i 2012.

Se også: Bagedyst-Jon vælter sig i lumre tilbud: - Det er lige før, jeg drukner

Alligevel er seerne aldrig for alvor blevet præsenteret for den 42-årige DR-journalist og speaker. Før nu.

I et interview med DR fortæller han åbent om jobbet som speaker på 'Den store bagedyst', og her afslører han blandt andet, at jobbet på programmet har kostet ham andre job som speaker.

- Jeg har i mange år speaket alt fra dokumentarer til børneprogrammer, men efter jeg begyndte at speake 'Den store bagedyst', er der ikke så mange, der vil bruge mig længere. Folk kommer simpelthen til at tænke på kage, når de hører min stemme, fortæller Jesper Markward Olsen i et interview med DR.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses deltagerne i årets sæson af 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Her ses deltagerne i årets sæson af 'Den store bagedyst'. Foto: DR

Får ikke tilbud
Til Ekstra Bladet uddyber Jesper Markward Olsen og fortæller, at det har været svært for ham at få job som speaker, siden han er blevet fast speaker på 'Den store bagedyst'.

- Der er rigtig mange, der tænker, at de har hørt min stemme før, men at de ikke helt kan placere, hvor de har hørt den. Det er jo, fordi de ikke kan sætte et ansigt på min stemme, siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg har lavet radio, siden jeg var 12 år, og jeg har speaket for DR i mange år. Alt fra børnenes MGP til dokumentarprogrammer om livsstil. De sidste par år, hvor 'Bagedysten' har fyldt meget i folks bevidsthed, har folk været påpasselig med at hyre mig til at speake dokumentarer og lignende. Min stemme minder åbenbart folk for meget om kage, og på den måde virker det forkert, siger 'Bagedyst'-speakeren med et grin.

Se også: Populær tv-vært scorer nyt job

Netop den del tager speakeren dog med et smil.

- Jeg har jo speaket alle sæsoner af 'Den store bagedyst' fra første udsendelse indtil nu, men jeg er ansat hos DR som journalist og tv-tilrettelægger, og det er mit primære job. Så det her med at speake er en sideopgave, som er kommet til at fylde meget i kraft af 'Den store bagedyst'. At jeg jeg ikke får tilbudt så mange job som speaker mere tager jeg ganske roligt, og det er egentlig helt fint, lyder det fra Jesper Markward Olsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jesper Markward Olsen har svært ved at få andre job som speaker på grund af sin rolle i 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Jesper Markward Olsen har svært ved at få andre job som speaker på grund af sin rolle i 'Den store bagedyst'. Foto: DR
 

Bedste job
Selvom det at være speaker for 'Bagedysten' har kostet Jesper Markward Olsen muligheden for at speake andre store programmer, så er jobbet på 'Bagedysten' det hele værd.

- Jeg synes, det er et fantastisk arbejde at have. Jeg får lov til at være en del af et stort og fantastisk familieprogram, som samler hele familien og rammer forskellige generationer. Det er et stort privilegium at være stemmen, som får folk gennem en lørdag aften.

Jesper Markward Olsen har dog måttet øve sig en del på sin viden om kage, siden han startede som speaker på 'Bagedysten'. Da vidste han nemlig intet om bagværk.

Se også: Frustration i populært DR-program: - Det er snyd

- Jeg står jo bare i en sort speak-boks. Så til at starte med skulle jeg have en del hjælp fra tilrettelæggeren på programmet, for jeg havde ikke en fornemmelse af, hvad der foregik i teltet. Denne sæson er faktisk første gang, at jeg konkret har været i teltet. Men efterhånden som tiden er gået, har jeg dog skudt mig meget godt ind på, hvordan tingene skal siges, og hvornår man skal lægge trykket bestemte steder og sådan noget, siger han.

- Da jeg blev speaker på 'Bagedysten', anede jeg intet om kage, og det eneste kage, jeg kendte til, var banankage med pålægchokolade, som jeg har lavet til mine børn om søndagen. Så jeg har virkelig måttet øve mig på begreber som croquembouche, fondant og lignende, tilføjer han med et grin.

Se også: Det så du ikke på tv: 'Bagedyst'-deltager i alvorlig ulykke

DR søger netop nu deltagere til en ny sæson af 'Den store bagedyst', og står det til Jesper Markward Olsen, bliver den nye sæson i 2019 også med ham i speaker-boksen.

- Man ved jo aldrig, hvad der sker, men jeg håber da, at jeg får lov at speake næste sæson også. Det er fantastisk at være en del af 'Bagedysten', afslutter han.

101 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere