Bange for at dø: - Vi kunne ikke styre det

Kæresteparret Michael og Rikke fra DR-programmet 'Fede forhold' er bange for, at Michael ikke når at blive 50 år på grund af sin overvægt

Michael og Rikke er med i 'Fede forhold' på DR. Foto: Morten Sønniksen/DR
Michael og Rikke er med i 'Fede forhold' på DR. Foto: Morten Sønniksen/DR

Ekstra kilo på kroppen kan koste dyrt.

Det er noget, parret Rikke Rathleff og Michael Rathleff  fra DR-programmet 'Fede forhold' kender alt til.

Parret har i flere år forbundet hygge med at spise, og det kan i den grad ses på vægten.

Rikke og Michael har dannet par i syv år, og i den tid har de tilsammen taget 70 kilo på. Heraf dækker Rikkes vægtforøgelse over 30 kilo, hvor Michaels dækker over de resterende 40 kilo.

Den 38-årige Michael frygter i høj grad, at den usunde livsstil vil resultere i, at han ikke bliver 50 år, og det begyndte i den grad at gå ud over deres parforhold.

Derfor valgte parret at melde sig til programmet, som mandag har premiere på DR1 med sæson to, i håb om at tabe sig.

- Jeg tror, at vores liv var ligesom mange andre med småbørn. Vi valgte alle de nemme løsninger, og vi var gode til at hygge med slik og mad. Så på den måde var det blevet en nem hverdag, som var nem at være i, men som ikke var sund, siger Rikke til Ekstra Bladet.

Tog overhånd
På et tidspunkt fik parret dog nok og blev enige om at gøre noget ved problemet, som bare blev værre og værre.

- Det tog bare overhånd, og til sidst kunne vi ikke styre det. Vi har talt om det mange gange, og det gik op for os, at vi havde brug for professionel hjælp. Jeg er overvægtig, og Michael er også overvægtig, og i forhold til Michael begyndte han jo at blive bange for, at der kun var én vej, og det var ned i graven. Han var virkelig bange for at dø, og jeg var bange for at miste ham, siger hun og fortsætter:

- Vi har talt meget om det, og vi gik begge med en frygt for, at han ville dø af det. Jeg tror, at programmet har hjulpet os til at tale om det og få italesat problemerne. For den frygt har hele tiden været der, men det er et følsomt emne.

Se også: - Jeg brækker mig over dig

Inden optagelserne til programmet vejede Michael 164 kilo, og det har sat sig som smerter i knæ og ryg. Også Rikke har kunnet mærke overvægten fysisk.

- For Michael har det været slemt, for han har i den grad kunnet mærke det fysisk. Han har for eksempel haft meget ondt i sine knæ. Og så har vi jo begge kæmpet med ikke at have noget energi. Man er træt, og man har en kort lunte. Vi begyndte også at glide mere og mere fra hinanden, selvom vi måske ikke var bevidste om det.

Men det er ikke kun smerter, Michael kæmper med i forbindelse med sin overvægt. Med overvægt følger også risikoen for alvorlige sygdomme såsom hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge og i værste til fælde, at han ikke bliver gammel med Rikke og datteren Liva.

- Det har givet os mod på at kæmpe, lyder det fra Rikke.

Se også: Mangemillionær på komik: Så rig er Mick Øgendahl

Rikke og Michael har besluttet sig for at gøre noget ved de overflødige kilo i programmet 'Fede Forhold'. Her forsøger tre par i et forløb på syv måneder at tabe sig og får hjælp fra sundhedsekspert Michelle Kristensen. Foto: Morten Sønniksen/DR
Rikke og Michael har besluttet sig for at gøre noget ved de overflødige kilo i programmet 'Fede Forhold'. Her forsøger tre par i et forløb på syv måneder at tabe sig og får hjælp fra sundhedsekspert Michelle Kristensen. Foto: Morten Sønniksen/DR

Trængte til forandring
- Hvorfor valgte I, at det lige var i et program som 'Fede forhold', at I skulle forsøge at tabe jer?

- Vi trængte virkelig til, at der skulle ske noget. Vi falder altid tilbage i de samme gamle vaner. Vi ville prøve noget andet og noget, der varede længere tid, og i det her bliver man holdt op på det, fordi man viser det for hele Danmark, og det har været godt for os, siger Rikke.

Hun og Michael har fået mange reaktioner på de sociale medier, efter første afsnit af programmet har været tilgængeligt på DRTV siden søndag.

- Det er grænseoverskridende at vise sig frem for hele Danmark, men alle er supersøde, og det har ikke været så slemt. Katten er ligesom ude af sækken nu, og det er rart. Vi har fået virkelig mange positive reaktioner allerede, og vi er meget glade for resultatet, selvom det til tider har været hårdt at filme hele tiden, siger hun.

Hvordan det går med Rikke og Michael og alle de andre par, kan du se i 'Fede forhold' hver mandag klokken 20.30 på DR1.