Bryder sammen på tv: - Det er pissehårdt

Carla Mickelborg har svært ved at holde tårerne tilbage, da snakken falder på hendes kærlighedsliv i 'Til middag hos ...'

Carla Mickelborg har haft det svært med kærligheden. Foto: Nent Group/Bjørn Jakobsen
Carla Mickelborg har haft det svært med kærligheden. Foto: Nent Group/Bjørn Jakobsen

I aftenens afsnit af TV3-programmet 'Til middag hos ...' bliver det følelsesladet, når 31-årige Carla Mickelborg, som nok mest er kendt for sin rolle som storesøster søs i de nye 'Far til fire'-film, inviterer Tommy Kenter, Kandis Johnny og Louise Kjølsen på middag.

Her åbner Mickelborg, der i dag har lagt skuespillet på hylden og i stedet arbejder som influencer og iværksætter, op for sit kærlighedsliv, der ikke altid har været lige nemt.

Carla Mickelborg har det svært med, at hun ikke har en kæreste, men ifølge den 31-årige influencer er der en god grund til, at situationen er sådan.

- Jeg har i mange år haft fokus på min karriere, hvor jeg ikke har haft fokus på at finde den rigtige. Der er mange, der er blevet intimiderede af, at jeg har så meget fokus på min karriere, og at jeg er nået så langt i forhold til mange, og hvis jeg møder en jævnaldrende fyr, så tænker han: 'Det der kan jeg ikke hamle op med, og hun har også rengøringsvanvid oveni', og så kan det være svært at give plads til andre, men det vil jeg rigtig gerne, siger Carla Mickelborg henvendt til sine gæster i programmet, mens hun får tårer i øjnene:

- Det er den balance med at være på og være businesswoman og så samtidig en blød skat, der bare gerne vil være mor og lave middag og gøre gode ting, siger hun videre.

For et par måneder siden udgav Carla Mickelborg bogen 'Jeg Elsker Mig Selv'. Foto: Linda Johansen
For et par måneder siden udgav Carla Mickelborg bogen 'Jeg Elsker Mig Selv'. Foto: Linda Johansen

Ulykkelig kærlighed
Ifølge Carla Mickelborg har hun dog haft flere mænd i sit liv, og især én har gjort et stort indtryk på hende.

- Undskyldningen er, at jeg har elsket den samme fyr, siden jeg var 16 år, og jeg har haft rigtig svært ved at give slip på ham. Det går ikke med os, fordi vi er alt for forskellige, siger hun, mens hun lader tårerne få frit løb:

- Jeg tror egentlig, at jeg er en sød og meget kærlig person. Der er få mennesker, jeg for alvor lukker ind. Ham lukkede jeg ind. Men jeg tror, han synes, det er alt for uoverskueligt at have en kæreste, som er kendt og tjener penge.

I aftenens afsnit er gæsterne til middag hos Carla Mickelborg. Foto: Nent Group/Bjørn Jakobsen
I aftenens afsnit er gæsterne til middag hos Carla Mickelborg. Foto: Nent Group/Bjørn Jakobsen
 

Derfor valgte de to også at stoppe forholdet for mange år tilbage.

- Vi har altid været i hinandens liv, og vi elsker hinanden. Nogle gange er kærligheden jo også at kunne give slip, fordi man ikke gør hinanden glade, og det tror jeg egentlig er vores historie. Det er pissehårdt, siger Carla Mickelborg i programmet.

Vil gerne åbne op
Til Ekstra Bladet fortæller Carla Mickelborg, at hun ikke har noget imod, at hun viser sine følelser i programmet - også selvom det er på landsdækkende tv.

- Jeg tror på, at der er mange mennesker, der kan genkende det her. Det værste er i virkeligheden, når man kan mærke, at nogen holder tingene tilbage. Jeg er bare, som jeg er, og så kom følelserne bare op, fordi vi talte om det, og så tager man det, som det kommer. Jeg er meget åben, så for mig er det ikke så grænseoverskridende at tale om det. Jeg er bare autentisk, siger hun og fortsætter med at fortælle om den ulykkelige kærlighedshistorie:

- Jeg tror bare, der er nogle mennesker, man lukker ind i sit hjerte, og hvis man ikke ses med dem længere, så når man taler om det, kan man ikke undgå at blive berørt. Han (manden, hun har været forelsket i, red.) er bare et af de mennesker, jeg altid vil elske, og jeg blev berørt, da Tommy spurgte ind til, hvorfor jeg var alene, og hvorfor jeg ikke har en kæreste.

Se også: Uden kæresten: Sara Maria flytter

Ifølge Carla Mickelborg har 'Til middag hos ...' dog hjulpet hende til at komme videre fra sin ulykkelige forelskelse.

- Programmet har for mig også været en god afslutning. Det hjalp at tale om det. Jeg har brugt de sidste år på at lukke det kapitel, og efter den her oplevelse i programmet har jeg lukket det endnu mere, fordi jeg fik sat ord på det foran fremmede mennesker. Jeg har ham i mit hjerte, og det vil jeg altid have, men jeg vil også gerne møde en ny kærlighed og lukke et nyt menneske ind, men det har fået en 'happy ending', understreger hun.

Se også: Ramt af stress: Kroppen lukkede ned

Du kan se 'Til middag hos ...' mandag-torsdag på TV3 og Viaplay.

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere