Bvadr! Tv-kok overså orm kravle ud af fisk

Seerne advarede kok Theis Brydegaard, der stegte fisk i 'Go' morgen Danmark'

Ida Wohlert er en af tv-værter, der morgen efter morgen smager på kokkenes værker i studiet. Foto: Martin Juul/TV 2
Ida Wohlert er en af tv-værter, der morgen efter morgen smager på kokkenes værker i studiet. Foto: Martin Juul/TV 2

Søvnen er knapt nok gnedet ud af øjnene, når tv-kokkene fyrer op for pander og gryder i 'Go' morgen Danmark'.

Og kokken Theis Brydegaard var da heller ikke så vågen som seerne, da han stegte et stykke fisk, som værterne skulle indtage i den legendariske uhhhh-prøvesmagning.

Men hvad kokken fra restaurant Nabo ikke så, opdagede seerne. De ringede og skrev ind for at advare om den orm, der var på vej ud af fisken og ned på panden.

Se klippet her.

Den lille orm skræmmer dog ikke den dygtige kok.

- I torsk og lignende fisk kan der altså være parasitter i, og man kan ikke se dem, for de er inde i kødet, og så kommer de ud, når man varmer fisken, siger Theis Brydegaard til tv2.dk.

- Det er derfor, man skal fryse en fisk, inden man bruger den til sushi, for så dør de nemlig, tilføjer han.

Til Ekstra Bladet kalder Theis Brydegaard det 'et hændeligt uheld', at ormen valgte at titte frem på live-tv.

- Det sker en gang imellem, at der er orm i fisk. Man kan ikke se det og man kan ikke lugte det. Men sådan er det, når man arbejder med friske råvarer, siger han.

Han kan sagtens forstå, at seerne syntes, det så ulækkert ud på tv i går, og han forsikrer, at orme-fisken blev smidt ud.

- Men der er altså ikke noget farligt i det. Hvis man steger eller fryser fisken, sker der ikke noget. Og folk har nok spist flere orme, end de tror siger han.

Torsk har flest orm
Elida Ziberi fra Kodan Fisk i København bekræfter, at ormene er ufarlige, hvis de er døde - altså enten frosset eller stegt ihjel.

- Det er ulækker, men ufarligt. Tanken om det er klart det værste, siger hun til Ekstra Bladet.

Elida Ziberi fortæller, at det især er i torsk, man ser ormene, mens de stort set aldrig ses i laks, tun eller rødfisk.

(Foto: AP) Tæt på Diktatorernes livretter: Sådan spiste tyrannerne

 

116 kommentarer
Vis kommentarer