Casper skal date 20 kvinder

Når den danske version af det amerikanske TV-koncept 'The Bachelor' ruller over skærmen, bliver det med 32-årige Casper som den eftertragtede ungkarl  

Sådan ser TV2's bachelor ud. Foto: TV2
Sådan ser TV2's bachelor ud. Foto: TV2

I TV2-programmet 'The Bachelor' skal Casper Berthelsen date 20 forskellige kvinder samtidig.

Gennem sæsonen skal kvinderne kæmpe om at vinde singlefyrens hjerte, mens en kvindelig deltager hver uge skal forlade programmet.

Til sidst er kun én kvinde tilbage, og så er lykken forhåbentlig gjort for Casper og drømmekvinden.

Se også: Søstre er nu klar til 25 ungkarle

Casper Berthelsen, som er uddannet officer og kaptajn i flyvevåbnet, glæder sig til at komme i gang med at optage progammet.

- Jeg ser det som en rejse, et eventyr jeg kan komme ud på, hvor jeg håber at finde mit livs kærlighed, fortæller Casper Berthelsen til Ekstra Bladet om sin deltagelse i programmet.

Men han er også spændt på, hvordan det bliver at skulle date 20 kvinder samtidigt.

- Det er jo lidt en mundfuld, fordi normalt ville jeg jo kun date én kvinde, siger Casper Berthelsen med et lille grin i telefonen.

Hvad skal en kvinde gøre for at skille sig ud i mængden?

- Hun skal være sig selv, og så være ægte og naturlig, fortæller Casper. Men han vil helst ikke definere på forhånd, hvordan drømmekvinden skal være.

Single i fem år
Casper har ikke haft held med datingapps, og han har været single i godt fem år.

Han synes, at datingapps hurtigt bliver overfladiske.

- Jeg er ærlig talt lidt træt af den måde, man har brugt de her apps på. Jeg har ikke fået det ud af det, jeg gerne ville - altså - at finde en kæreste, siger han.

Derfor så Casper en enestående mulighed for at date på en helt anderledes måde, da han blev tilbudt at være 'The Bachelor'.

Programmet bliver optaget i Grækenland i løbet af efteråret 2020, og der er stadig åbent for tilmeldinger.

Se også: Han er den første sorte hovedperson i populært datingshow