Citybois droppet af TV2

Drenge-duoen skulle have optrådt ved lørdagens 'Knæk Cancer Live'-show. Nu er de taget af programmet

Anthon Edwards Knudtzon kommer ikke til at optræde ved TV2s store 'Knæk Cancer Live'. Foto: Per Lange
Anthon Edwards Knudtzon kommer ikke til at optræde ved TV2s store 'Knæk Cancer Live'. Foto: Per Lange

Fredag skal Anthon Edwards Knudtzon møde i retten, hvor han er tiltalt i den såkaldte Umbrella-sag. Ifølge anklageskriftet har den 20-årige sanger delt to forskellige videoer med børnepornografisk materiale i kategori 2.

Anthon Edwards Knudtzon er som bekendt ikke dømt for noget endnu, men sammen med sin Citybois-makker, Thor Farlov, mærker han nu konsekvensen af det, han allerede har erkendt, han gjorde som 16-årig.

Citybois skulle have optrådt ved det store 'Knæk Cancer Live'-show på TV2 lørdag aften. Men duoen er nu droppet, skriver Se og Hør.

Ugebladet har fået en mail fra programmets redaktør, der blandt andet skriver:

'Vi har ikke tidligere været bekendt med retssagen, men er først blevet gjort opmærksom på den i dag. Vi har været i dialog med Citybois og deres management og har i fællesskab besluttet, at Citybois ikke er at finde på scenen til 'Knæk Cancer Live' på lørdag'.

Se også: Teenageidol tiltalt: Delte krænkende video af 15-årig

Overfor Ekstra Bladet bekræfter Citybois' manager, at duoen alligevel ikke optræder lørdag aften i indsamlingsshowet.

- Ja, det er rigtigt. Det har vi sammen med TV2 besluttet. Vi ønsker ikke at støje unødigt, så derfor trækker vi os. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Kristian Nyholm til Ekstra Bladet.

Torsdag aften lagde Anthon Edwards Knudtzon en længere besked ud på Instagram, hvor han tilstår, at han har delt to krænkende videoer med intime seksuelle optagelser af en dengang 15-årig pige og dreng.

'I 2015 gik jeg i 9. klasse og var 16 år, her videredelte jeg to videoer uden at tænke over det til to af mine klassekammerater. Jeg var ung og naiv og tænkte ikke over konsekvenserne, eller hvad der var rigtigt og forkert', skriver den i dag 20-årige sanger og tidligere børneskuespiller.

Fakta om Umbrella-sagen

– Sagen begynder, da Facebook adviserer de amerikanske myndigheder om, at to videosekvenser og et billede med seksuelt materiale med personer under 18 år blev delt hyppigt blandt unge på chat-platformen Messenger. Delingerne sker frem til efteråret 2017. 

– Oplysningerne går via Europol til dansk politi, som indleder sagen under navnet Umbrella.

– Materialet består af seksuelt indhold med personer, der på tidspunktet for optagelsen var 15 år. Det kan være en overtrædelse af straffelovens §235 – distribution af børneporno.

– Politiet har sigtet over 1000 unge for distribution af seksuelt krænkende materiale blandt primært unge i hele landet. Hovedparten har delt videoen et par gange, men der er også enkelte, som har gjort det flere hundrede gange.

– Der er allerede afgjort ni prøvesager af forskellig grovhed, hvoraf otte blev anket til landsretten, og en enkelt er vurderet i Højesteret. Afgørelserne går fra frifindelse i et tilfælde over bødestraffe til betinget fængsel mellem 20 og 40 dage.

– Kendes man skyldig i overtrædelse af § 235, kommer det til at fremgå af børneattesten og kan komme til at stå på straffeattesten.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere