'Den Falske Rugemors' eks: - Jeg mistænkte ikke noget - overhovedet

Ahmeds ekskæreste Rikke bildte ham ind, at han var far til hendes tvillingepiger. Men historien om tvillingernes ophav var langt mere kompliceret og følsom, end han nogensinde havde kunne forestille sig

Achmed var så lykkelig over, at han endelig kunne kalde sig for far til tre. Men efter seks måneder var han igen kun far til en. Foto: Privatfoto
Achmed var så lykkelig over, at han endelig kunne kalde sig for far til tre. Men efter seks måneder var han igen kun far til en. Foto: Privatfoto

Ahmed troede indtil for halvandet år siden, at han var far til tre børn: en dreng og tvillingepiger. Børn, han havde sammen med kæresten, Rikke.

Men en dag ændrede det hele sig for den lille familie. Ahmed var alligevel ikke far til de to små piger på seks måneder.

Faren til pigerne var en helt anden, en fremmed mand, som Rikke uden Ahmeds viden havde lovet, at hun skulle være rugemor for.

Historien om Rikke, der meldte sig som rugemor for par, der var ufrivilligt barnløse, og som efterfølgende snød parrene for børn og penge, blev tirsdag aften vist på TV2.

I dag har Ahmed forliget sig med tanken om, at han alligevel ikke var far til Rikkes to små piger, men det har ikke været en nem proces at arbejde sig hen mod accepten af hele den komplicerede situation.

- Det har været rigtig hårdt, men der er heldigvis gået halvandet år. Alt bliver lettere med tiden, men selvfølgelig kan man godt mærke det hele igen nu, hvor det kommer op, fortæller Ahmed til Ekstra Bladet.

Til hverdag arbejder Ahmed som pædagog i Københavnsområdet. Han fortæller, at især hans kvindelige kolleger har været gode til at yde støtte og lytte til ham i den svære tid.

Se også: Sigtelse: Rugemor krævede penge og beholdt tvillinger

Er nødt til at arbejde sammen
44-årige Ahmed har i dag ikke meget tilovers over for Rikke, da han har svært ved at forstå, hvordan hun kunne snyde håbefulde par deres penge og muligheden for at blive forældre og ham for farrollen til de to små piger.

Men selvom at han ikke forstår hendes handlinger, så kan han ikke undgå Rikke.

- I starten havde jeg det også sådan, at hvis mig og Rikke ikke havde et fælles barn, så ville jeg aldrig se hende eller pigerne igen. Men sådan kan man ikke sige, når vi har en dreng sammen. Vi har et samspil i hvert fald de næste 15 år, lyder det fra Ahmed.

Tvillingerne er i dag to år gamle, og de ser stadig Ahmed, men kun når han er forbi eksens hus for at hente deres fælles søn. Pigerne er begejstrede for Ahmed, og de tre uddeler kram og smil med hinanden, for han nægter at tage afstand til tvillingerne. For som han siger: det er jo ikke deres skyld.

- Jeg kan jo ikke sige ’væk med jer, jeg vil ikke have noget med jer at gøre, for I var ikke mine alligevel’, siger han.

Troede virkelig, at de var hans
De fleste, som har set dokumentaren 'Den falske rugemor', som blev vist på TV2 tirsdag aften, vil undre sig over, hvorfor Ahmed ikke fattede mistanke, da Rikke blev gravid med tvillingerne.

For parret havde haft store problemer med at få børn sammen. De havde brugt mange år på at skabe et lille liv, før de ved hjælp af reagensglas-metoden i 2014 endelig kunne kalde sig for forældre til et fælles barn.

- Jeg mistænkte ikke noget overhovedet. Man har hørt om par, som har forsøgt at få børn i mange år, så enten adopterer de, eller så lykkes det med reagensglas eller insemination. Når det hele så har lagt sig, og tanker er væk fra at lave et barn, så bliver damen pludselig gravid. Jeg tænkte, at det var sådan, det var for os, at hun pludselig blev gravid uden problemer, at det var en solstrålehistorie.

- Jeg havde det sådan, når hun nu skulle på ferie med sin veninde uden mig, så skulle vi lige have sex, inden hun tog afsted. Jeg ville have været mistænksom, hvis vi ikke havde haft seksuelt samvær, i en måned inden hun tog afsted, siger Ahmed.

Ingen ved noget
Rikke har i alt fem børn. De store bor på Fyn med deres far, og de tre små børn hjemme hos Rikke. Ifølge Ahmed så er der ikke nogen af de fem børn, som kender sandheden omkring tvillingernes tilblivelse.

- De to stores far og stedmor vil vente med at sige noget. De har sagt til mig, at de vil vente så længe som muligt med at sige noget til børnene. Min søn forstår jo ikke noget af det her, han blev jo fire i oktober sidste år, lyder det fra Ahmed.

Rikke ved godt, at hendes ekskæreste stod frem i udsendelsen på TV2. Ahmed fortæller, at Rikke på ingen måder har været interesseret i at tale med ham om rugemor-sagen og udsendelsen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Rikke, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Ahmeds navn er opdigtet, redaktionen kender hans rigtige identitet.

129 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere