Derfor dropper DR fredagsunderholdningen

Man kan glemme alt om fredagsunderholdning fra DR, så længe TV2 sender 'X Factor'

DR byder på historiefortælling, mens TV2 bruger sendetiden fredag aften på en sangkonkurrence for amatører. Foto: DR/Morten Krüger
DR byder på historiefortælling, mens TV2 bruger sendetiden fredag aften på en sangkonkurrence for amatører. Foto: DR/Morten Krüger

Da TV2 i går blændede op for deres første omgang 'X Factor', kunne man på programmets tidligere hjemmekanal - DR 1 - se en genudsendelse af et to år gammelt historieprogram.

I stedet for at fyre underholdningskanonen af om fredagen samtidig med 'X Factor' hos konkurrenten, har man nemlig valgt at spille med gak og løjer-musklerne om lørdagen, hvor seerne kan opleve Jacob Riising som vært for 'Versus'.

Om fredagen klokken 20.00 vil man 10 fredage i træk - kun afbrudt af en enkelt håndbold-aften - kunne se Lars Mikkelsen guide danskerne igennem danmarkshistorien, igen.

Lars Mikkelsens historiefortælling kan endnu engang opleves på DR. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Lars Mikkelsens historiefortælling kan endnu engang opleves på DR. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

- Vi ønsker her overfor 'X Factor' at give danskerne et godt alternativt valg fredag aften. Og der har vi valgt at lægge et stærkt faktaprogram overfor et stærkt underholdningsformat. Det, tror vi, er et bedre alternativ til 'X Factor' end eksempelvis 'Versus' ville være, siger DR's publiceringschef Peter Rosberg og tilføjer, at han ikke vil lægge skjul på, at det også er et spørgsmål om økonomi.

- Vi må strikke sendeplanerne sammen ud fra nogle økonomiske rammer, der jo er noget mindre end tidligere. Vi må arbejde med det, vi nu engang har. Derfor kan vi ikke altid lægge nye udsendelser på alle tidspunkter af døgnet. Vi ville jo gerne vise nyproducerede, danske kvalitetsprogrammer alle steder hele tiden, men det kan vi ikke. Det handler om at strikke sendefladen sammen inden for de økonomiske rammer, vi nu engang har

Blachman, Sofie Linde er rykket fra DR til TV2. Foto: Mogens Flindt
Blachman, Sofie Linde er rykket fra DR til TV2. Foto: Mogens Flindt

Er det et knæfald for Dansk Folkeparti, der jo har sagt klart og tydeligt, at de hellere vi se danmarkshistorie end 'X Factor' på DR?

- Nej, det kan jeg pure afvise. Det var noget, vi gik og tænkte over i ret lang tid, da vi gættede på, at TV2 ville lægge 'X Factor' om fredagen. Og så var der en kvik medarbejder, der foreslog 'Historien om Danmark'.

Hvorfor blev det lige 'Historien om Danmark', der løb med den eftertragtede sendetid?

- Der har været en ret stor efterspørgsel efter 'Historien om Danmark'. Den var meget populær, da den blev sendt første gang, men alligevel er der altid nogen, der ikke har set den, eller nogen der ønsker at se den igen. Jeg synes, det er ægte public service at prioritere at vise det her fredag aften.

Kan du forstå, hvis nogen ser det som om, I kaster underholdningshåndklædet i ringen?

- Det får vi jo at se, når der kommer seertal. Jeg synes faktisk, det er et rigtig stærkt alternativ. Jeg synes ikke, det er at lægge sig fladt ned. DR har haft 'X Factor' i 11 sæsoner, og der var der godt nok heller ikke mange andre kanaler, der gjorde særlig meget væsen ud af sig overfor 'X Factor' i den periode - heller ikke TV2.

219 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere