Det kan snart være slut

Ifølge hovedrollen Ellen Pompeo kan den kommende sæson af 'Grey's Anatomy' være den sidste

Ellen Pompeo (th.) har medvirket i alle 17 sæsoner som Meredith Grey. Foto: Ritzau Scanpix
Ellen Pompeo (th.) har medvirket i alle 17 sæsoner som Meredith Grey. Foto: Ritzau Scanpix

'Grey's Anatomy' - der på dansk har titlen 'Greys hvide verden' - løb første gang over skærmen i 2005, og siden har 363 afsnit været sendt af den populære og prisvindende hospitalsserie.

Det ligger fast, at det antal kommer til at stige, når seriens 17. sæson rammer de amerikanske tv-skærme midt i november. Men det er måske med at nyde den sæson ekstra meget, hvis man er fan af serien. Det kan nemlig blive den sidste.

Det fortæller Ellen Pompeo, der som én af tre skuespillere har været med i alle 17 sæsoner, hvor hun har spillet rollen som Meredith Grey, der har lagt navn til seriens titel, i et nyt interview med Variety.

- Vi ved endnu ikke, hvornår serien slutter. Men sandheden er, at det godt kan blive dette år, siger hun til mediet.

Ellen Pompeo, der også er en del af seriens lange liste af producere, fortæller, at hendes kontrakt i hvert fald skal forlænges, hvis hun skal fortsætte i serien.

- Jeg kæmper konstant for, at serien bliver så god som muligt. Som producer føler jeg, at jeg har haft mulighed for at gøre det. Nu er det sidste år af min kontrakt. Jeg ved ikke, om det bliver det sidste år. Men det kan det meget vel blive, siger hun.

Ellen Pompeo har været med fra seriens start. Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
Ellen Pompeo har været med fra seriens start. Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix
 

Hvis Ellen Pompeo skal forlænge kontrakten, bliver det formentlig ikke billigt for ABC, der står bag serien. Da hun senest skrev under på en kontrakt i 2018, blev hun med en årsløn på 127 millioner kroner plus bonusser den bedst betalte kvindelige skuespiller i en dramaserie, skrev The Hollywood Reporter dengang.

- Serien vil fortsætte, så længe Ellen vil lave den, lød det dengang også fra seriens skaber, Shonda Rhimes.

Den 17. - og måske sidste - sæson af 'Grey's Anatomy' har premiere 12. november.

22 kommentarer
Vis kommentarer