Det så du ikke på tv: Direkte på hospitalet efter 'Robinson'-exit

Nyresten endte med at sætte en stoppe for Teis' deltagelse. Til hans egen store fortrydelse

Teis forlader ekspedtionen. Foto: Screendump
Teis forlader ekspedtionen. Foto: Screendump

Det så smertefuldt ud, da Teis Rasmussen måtte forlade 'Robinson Ekspeditionen' grundet nyresten mandag aften. Den vel-tatoverede styrmand hos skurkene kunne ikke mere.

I sidste uges afsnit så man, hvordan han midlertidigt måtte forlade ekspeditionen, og i aftenens program vendte han tilbage med beskeden, at han havde tisset nogle af stenene ud, men ikke dem alle.

Se også: Drama i 'Robinson': Deltager faldt om i solen

Det endte med at koste deltagelsen. I aftenens afsnit kunne man se Teis forlade ekspeditionen, men hvad der skete derefter, så man ikke.

- Jeg blev sendt på hospitalet og lå der i tre dage. Bagefter måtte jeg ikke flyve hjem med det samme, for de ville gerne have, at jeg var i kontakt med lægen, så der gik yderligere fem dage, før de ville lade mig flyve. Jeg glæder mig ikke til at se afsnittet i aften (mandagens afsnit, red.), for jeg så mig selv som en af de stærkeste, siger Teis til Ekstra Bladet og tilføjer om sit exit.

- Det er bare nederen. Jeg følte mig som en af de stærkeste, men man kan ikke forudse sådan noget. Jeg stod stærkt og godt. Da jeg var til audition, sagde jeg, at jeg aldrig ville give op, og at jeg skulle bæres ud. Det skete så to gange.

Teis (t.v.) er færdig i ekspeditionen. Foto: Linda Johansen
Teis (t.v.) er færdig i ekspeditionen. Foto: Linda Johansen

- Kan du sætte nogle ord på, hvordan du havde det ude på øen i den sidste tid med nyresten?

- Jeg kommer tilbage til øen om morgenen, og jeg er rimelig afkræftet og omtumlet, fordi jeg har fået morfin og antibiotika plus noget, der gjorde, at jeg slappede af i urinrøret, så jeg kunne tisse stenene ud. Så jeg var rimelig medtaget, men melder mig faktisk klar til dysten i starten for så at melde fra igen.

- Da mine smertestillende piller holder op med at virke gør det rigtig, rigtig ondt. Da jeg blev bedt om at pakke mine ting og sige farvel, vidste jeg godt, at det var slut, og at jeg ikke ville komme tilbage.

Se også: Gik helt galt i 'Robinson': MR-scanning og operation på vej

Teis understreger, at det ikke var med hans gode vilje, at han måtte stoppe i ekspeditionen, men han respekterer samtidig lægernes dom. Han nåede at være på øen i cirka 16 dage, hvor han tabte sig seks og et halvt kilo.

- De første to døgn derefter spiste jeg ikke andet end slik, chokolade, småkager og sukker. Bare det at få et bad var også rart. Første gang på hospitalet bad jeg om, at de dækkede alle spejle til, for jeg ville ikke se mig selv, når jeg skulle tilbage til ekspeditionen, så det var også skægt at se. Jeg kan ikke klage over behandlingen. Det var bare 'bad luck'.

15 kommentarer
Vis kommentarer