Det så du ikke på tv: Sådan overraskede Kathrine sin gom

En ret vigtig del af Kathrines og Michaels bryllupsfest er redigeret ud af programmet

Kathrine Gosvig Kelså overraskede sin mand og deres bryllupsgæster med en tale. Foto: DR
Kathrine Gosvig Kelså overraskede sin mand og deres bryllupsgæster med en tale. Foto: DR

Michael Harders har aldrig haft en kæreste. Kun få gange har han haft modet til at invitere en pige ud. Bare det at snakke med det modsatte køn, har kunnet bringe ham ud af fatning.

Til gengæld har det aldrig været et problem for ham at stå på en scene og underholde en hel sal med stand up og spas. Han har sågar stillet op ved DM og fyret sine jokes af på The Comedy Store i USA.

- Jeg er normalt meget genert, men på scenen har jeg selvtillid, siger Michael Harders, der ellers er plaget af et lavt selvværd.

Se også: 'Gift ved første blik'-Michael: - Jeg brød vores aftale

Det stammer helt tilbage fra hans skoletid. Og fra gymnasiet, hvor han så sine venner score piger, mens han selv døjede med for mange kilo og acne. Det hjalp ikke på hans selvbillede.

Men på en scene shiner han med velvalgte ord, der fænger publikum. Det skulle udnyttes, da han skulle skrive bryllupstale til sin 'Gift ved første blik'-brud.

28-årige Michael Harders har sagt ja til at give kærligheden og Kathrine en chance i mindst fem uger. Foto: DR
28-årige Michael Harders har sagt ja til at give kærligheden og Kathrine en chance i mindst fem uger. Foto: DR

- Jeg gjorde mig virkelig umage, så det er lidt ærgerligt, at den hele ikke er med i programmet, siger Michael Harders, der har givet Ekstra Bladet lov til at bringe hele talen.

Michaels tale til Kathrine

Jeg har sunget, danset, rappet og fortalt jokes på en scene før, men det her er første gang i mit liv, at jeg skal holde en tale. Og sikke en tale at skulle holde...

Jeg vil gerne starte med at takke jer alle sammen for at komme og fejre os i dag - på trods af den meget korte varsel. Jeg er meget rørt over den kæmpe opbakning, der har været fra venner og familie. Det har været dejligt og beroligende at opleve den glæde, I har haft på mine vegne. Og jeg er sikker på, det samme gør sig gældende for min hustru. Så det skal I have tusind tak for.

Men nu skal det handle om dig, [navn].

Min søde, smukke, intelligente, modige og skøre hustru. Selvom jeg kun har kendt dig i nogle få timer, føler jeg allerede, at jeg trygt kan bruge alle de ord om dig. [Eller… Hvad siger brudens far - er det en god beskrivelse?].

Det har været et par skøre og hektiske uger op til det her bryllup. Mine dage har været fyldt med glæde, nervøsitet og følelser, jeg slet ikke kan beskrive. Jeg har nogle gange fanget mig selv i at gå på gaden og lige pludselig bryde ud i et fjoget smil, fordi jeg igen kom i tanke om, at jeg skulle giftes lige om lidt. Og nu er den store dag endelig kommet - vi er blevet et ægtepar, partners in crime, et team. Det er lidt sindssygt, men det er også ret fantastisk.

Og hvad der er endnu mere fantastisk er, at du efter al den her tid stadig er lige så smuk som første gang, jeg mødte dig.

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg lige nu betragter mig selv som en meget heldig, meget glad og meget forhåbningsfuld mand. Jeg glæder mig enormt meget til at skulle dele nogle vilde oplevelser med dig, lære dig bedre at kende og at plage dig konstant med mine gode og dårlige jokes… Nok mest de dårlige. Ikke blot henover de næste 5 uger, men forhåbentligt også i den tid, der følger efter.

Undervejs kommer vi måske til at støde på nogle udfordringer, men det er min overbevisning, at alt, der er godt, det skal man arbejde for - og jeg er mere end villig til at gå på overarbejde for vores skyld. Jeg tror rigtig meget på processen, og så længe vi er ærlige og åbne over for hinanden, så skal alt nok gå.

Allerede nu deler vi to noget, som kun meget få andre i hele verdenen har prøvet at dele med hinanden. Det er der aldrig nogen, der ville kunne tage fra os. Men eventyret er kun lige startet, og nu skal vi til at påbegynde noget, der er helt specielt og måske endda livsforandrende.

Uanset hvad skal du vide, at jeg altid kommer til at have din ryg - og på et eller andet tidspunkt i fremtiden håber jeg på også at have dit hjerte.

Jeg vil bede jer alle om venligst at rejse jer op. Og så vil jeg gerne udbringe en skål for min kære hustru, [navn].

Den 28-årige 'Gift ved første blik'-deltager skrev talen aftenen før, han skulle giftes med en kvinde, han aldrig før havde mødt.

- Jeg øvede den igen og igen, så jeg kunne den udenad. Og det er virkelig syret, men jeg kunne jo ikke øve på navnet, på den person, jeg skulle giftes med, for jeg anede ikke, hvad hun hed. Så der stod bare 'indsæt navn'. For at få flow i talen, da jeg øvede, valgte jeg helt tilfældigt at bruge navnet Katrine, så det var virkelig vildt, at hun så hedder Kathrine i virkeligheden, siger Michael Harders.

- Ja, det må være skæbnebestemt, griner han.

Se også: De skal giftes ved først blik: Her er de nye deltagere

Men det var ikke kun Michael, der holdt tale for sin nye ægtefælle. Kathrine overraskede sin mand ved at rejse sig op og tale for ham.

- Jeg var lidt i tvivl om traditionerne ved et bryllup, men fandt hurtigt ud af, at bruden ikke behøver at holde en tale. Men i mit neutral-feministiske hjerte, syntes jeg, at jeg skulle gøre det. Og så har jeg det sådan, at det er da fantastisk at få en tale, så det skulle han have, siger Kathrine Gosvig Kelså.

Den 25-årige bruds fine initiativ er desværre blevet redigeret helt ud af første afsnit af 'Gift ved første blik'. Men det du ikke så på tv, kan du læse her. Kathrine Gosvig Kelså har lige som Michael Harders givet Ekstra Bladet lov til at bringe talen.

Kathrines tale

Kære Manden min

Selvom der ikke er lange traditioner for, at bruden holder tale til sin gom, så vil jeg det nu alligevel. Vores bryllup ikke er jo heller ikke helt traditionelt.

Nu sidder du her foran mig, og da jeg skrev denne tale til dig, da vidste jeg ikke andet end, at du var ligeså modig, eller rabelende sindssyg, som mig. Hvad kan jeg overhovedet sige om dig, for den meste brugte sætning de sidste to uger har været, ”det ved jeg ikke!”. Så hvordan starter jeg overhovedet sådan en tale her? Jeg har fundet lidt hjælp i et citat, og det går nogenlunde sådan her:

”Jeg vil ikke have et forhold, de holder dig tilbage. Jeg vil have en bedste ven, en jeg kan sove med, elske med, fjolle med, rejse med, hygge med og leve med. Jeg vil have en partner in crime og en livspartner. En som jeg kan grine med og bygge med. En som jeg kan betro mit hjerte og mit liv til. En som jeg ikke er bange for at miste, for jeg ved at de altid vil være der. Forhold er ikke for mig, nej, jeg drømmer om et partnerskab, ja, det er det, jeg skal have mig.”

Jeg synes, at dette citat rammer, det jeg drømmer om at bygge op med dig, meget godt. Jeg håber, at vi kan blive bedste venner, at vi bliver hinandens Go-to person. Jeg håber, at det bliver dig, jeg har lyst til at fortælle om min dag, om mine oplevelser, min tanker og ideer, og jeg håber, at du har lyst til at fortælle mig det samme om dig. Jeg håber, vi kommer til at grine til vi har ondt i maven og har tåre trillende ned af kinderne, og med tiden er det over noget internt, vi har sammen. Jeg håber også, at vi opbygger en sikkerhed på hinanden, en tiltro, en fortrolighed, så vi ikke skal være bange for at miste hinanden, fordi vi ved, at vi er der for hinanden.

Selvom mit meste brugte svar, når jeg er blevet spurgt om dig, har været, ”Det ved jeg ikke!”, så er der jo alligevel nogle ting, som jeg kan regne ud. Du må:

1.     Være eventyrlysten, da du kaster dig ud i sådan et her eventyr

2.     Være modig, at du tør sige ”ja” til en person, du intet ved om

3.     Være sej, at du er gået igennem alt det, som har ført dig hertil

4.     Være dedikeret, guderne skal vide, at der er blevet sat meget tid af til at nå hertil

5.     Være passioneret, du tror på noget, og så går du ind i det med alt, hvad der kræver, det er passion

6.     Være positiv, du har helt sikkert haft en ja-hat på, og håbet på det bedste, ellers ville det her slet ikke være noget, du havde meldt dig til i første omgang

7.     Have en stærk og støttende omgangskreds, de bedste mennesker omkring dig, som har støttet dig i dit vanvidsprojekt

8.     Ikke tage alting så seriøst, for så ville et tv-bryllup med en fremmed jo være helt utænkeligt

Alle disse kvaliteter, synes jeg er fantastiske i et menneske, og er noget, som jeg tror, vil gøre vores liv sammen meget federe. Så selvom jeg har så lidt viden om dig, så ved jeg jo, grundet omstændighederne, er du er et ret fedt menneske allerede. Jeg er derfor også glad for, at jeg det sidste halve år, har sagt ”ja” til dig så mange gange, og især er jeg glad for, at jeg har sagt ”ja” i dag.

Lad os alle skåle, for min dejlige mand!

Hvordan det går Kathrine og Michael og de tre andre par, kan følges på DR1 de kommende onsdage.

Det nygifte par fandt hurtigt kemien. Foto: Marianne Overaa/DR
Det nygifte par fandt hurtigt kemien. Foto: Marianne Overaa/DR

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere