- Det var simpelthen skræmmende

Lissen Marschall var nervøs, da hun trådte ind foran løverne, men hun slap ud med en investering

Foto: DR / Redigering: Lasse Brøndal

Torsdag aften var ’Løvens Hule’ tilbage på de danske tv-skærme, og det var med to nye ansigter, som de håbefulde iværksættere skulle forsøge at imponere.

Christian Arnstedt og Jacob Risgaard gjorde Jesper Buch, Mia Wagner og Jan Lehrmann selskab i sæsonpremieren, og førstnævnte fik allerede tidligt lov til at investere penge.

Her dukkede Lissen Marschall op som sæsonens første deltager og søgte en investering til sit selskab Siccaro, som producerer absorberende tørredragter til hunde.

Se også: Efter million-skandale: DR har fundet afløseren

Lissen Marschall fik masser af tænke over i 'Løvens Hule', men hun er glad for resultatet. Foto: Per Arnesen/DR
Lissen Marschall fik masser af tænke over i 'Løvens Hule', men hun er glad for resultatet. Foto: Per Arnesen/DR
 

Hun fik bud fra både Jesper Buch og Christian Arnstedt, men efter forhandlinger endte programmets nyeste løve med at købe 33,3 procent af Siccaro for 1.125.000 kroner.

Firmaets værdiansættelse på 3.375.000 kroner var noget lavere end de 5.300.000 kroner, som Lissen Marschall selv havde i tankerne, da hun gav løverne sit første bud. Alligevel er hun glad, siger hun til Ekstra Bladet.

- Det er jeg godt tilfreds med. Jeg kan godt se, at når en løve på så kort tid skal forholde sig til min forretning – i forhold til en almindelig investor, som måske har tre måneder til at se alle mine regnskaber igennem og følge mine salg og den slags – så er det også fair nok, at prisen ikke er den samme her, siger hun.

- Jeg skulle lige tænke efter, fordi værdiansættelsen ikke var den samme, men jeg er mest glad for – udover pengene – at Christian kommer ind med en masse kompetencer, er meget begejstret for produktet og har en masse viden og erfaring med onlinesalg. Det er lige før, jeg vil sige, at det er jeg mest glad for.

Se også: Kærligheden brast: DR-profil er blevet single

'Det var skræmmende'
Lissen Marschall indrømmer, at hun var noget nervøs, da hun trådte ind i lokalet foran løverne.

- Det var simpelthen skræmmende. Man bliver jo ristet. Man ser det ikke på tv, men man er faktisk derinde i 55 minutter, når man laver ’Løvens Hule’, og jeg må erkende, at det var som at være til den ultimative eksamen, siger hun og fortsætter:

- Men det var en positiv oplevelse. De gik ikke efter struben, og de var rimelige i deres spørgsmål og behandlingen af mig, lyder det fra hende.

Iværksætteren vidste ikke, hvad hun skulle forvente, da hun valgte at deltage i programmet.

- Jeg kunne ikke læse, om de var glade for hunde, eller om de var jægere. Og hvis ingen havde en hund eller kendte til problemet, så kunne det godt blive endnu sværere at få solgt produktet.

- Men hvis ikke jeg fik en investor med hjem, kunne jeg sige, at produktet var blevet vist frem til hr. og fru Danmark, og så det havde jo også haft en værdi, siger Lissen Marschall.

Se også: Kendt fra 'Løvens hule': Lånte millioner ulovligt

Da Christian Arnstedt meldte sig på banen og fortalte, at han var jæger og allerede kendte produktet, var det derfor en lettelse, der ramte.

- Det var jo, så fuglene sang. Jeg kunne slet ikke have ønsket mig mere, jubler hun.

De to har ikke kunnet arbejde alt for meget med Siccaro indtil nu, fordi investeringen har været hemmelig på grund af Løvens Hule’. Lidt er der dog sket, og der kommer til at ske mere i den nærmeste fremtid.

- Vi har fået en dansk hjemmeside, for det manglede der, men ellers har vi holdt nogle strategimøder og lært hinanden at kende. Vi har talt lidt om, hvad vi gerne vil, og hvilke muligheder der er, når vi kommer over i hans maskine. Og alt det skal vi i gang med nu.

31-årige Christian Arnstedt investerede som den første løve i denne sæson af DR1-programmet. Foto: DR/Per Arnesen
31-årige Christian Arnstedt investerede som den første løve i denne sæson af DR1-programmet. Foto: DR/Per Arnesen

Se også: Nu er han single igen: - Jeg har fået det fisse, jeg skal have

Glæder sig til rejsen
Det er Christian Arnstedt helt enig i. I programmet lagde han ikke skjul på, at han kendte Siccaro på forhånd, og det er blandt andet en af årsagerne til, at han valgte at lægge en investering i produktet, som han ser gode eksportmuligheder i.

'Det er jo kun kort tid siden, programmet blev optaget, men jeg kan sige, at jeg har haft et godt arbejde med Siccaro siden investeringen. Mit team og jeg har haft mulighed for at hjælpe dem med at lave en dansk hjemmeside og med at få gang i annoncer på Facebook, Instagram og Google m.m. Dem har vi lige sat i gang, og de giver indtil nu rigtig gode resultater, så det er vi rigtig glade for, skriver han i en mail og fortsætter:

- Jeg tror, mit team i Blazar Capital kan bidrage meget til Siccaro, da vi er gode til e-handel, og Siccaro har et helt fantastisk godt produkt, men har lidt mindre e-handels-erfaring. Udover løbende support med vores folk, så tænker jeg at lave en del workshops med dem sammen med nogle af vores andre virksomheder, som for eksempel Nordgreen ure, der er rigtig gode til e-handel. Derudover er deres stifter, Lissen, enormt behagelig, så jeg glæder mig rigtig meget til rejsen med dem, skriver han.

29 kommentarer
Vis kommentarer