DR i kæmpe coronaoptur: Basker TV2

Danskerne har været ekstra glade for DR's nyhedsudsendelser under coronakrisen, og det glæder nyhedsvært Kåre Quist

Kåre Quist bliver glad, når de mange mennesker ser med på nyhedsudsendelserne. Foto: Aleksander Klug
Kåre Quist bliver glad, når de mange mennesker ser med på nyhedsudsendelserne. Foto: Aleksander Klug

Nyhedstrangen hos danskerne er vokset under coronakrisen, og når danskerne tænder fjernsynet for at se nyheder, er det i høj grad DR, de zapper ind på.

Ifølge MediaWatch og tal fra Kantar Gallup har 93 procent af danskerne fulgt nyhedsdækningen hos DR de seneste måneder. Derudover har seerne brugt mere tid på nyhedsprogrammerne, end de plejer.

- De, der før corona så en nyhedsudsendelse hver anden dag, har måske set tre i løbet af en dag under coronanedlukningen, siger Dennis Christensen, som er chef for DR Medieforskning, til MediaWatch.

Og ikke nok med det så slår seertallene på DR's nyhedsudsendelser konkurrenten TV2 med længder.

Ifølge tal fra Gallup har TV Avisen klokken 21 på DR siden nytår gennemsnitligt haft 575.000 seere pr. udsendelse, og 624.000 seere hvis man lægger tal for traditionelle tv-seere og streaminger sammen.

Nyhederne på TV2 klokken 21.30 har ifølge samme opgørelse haft 341.000 seere, og samme tendens gør sig gældende, hvis man sammenligner de to kanalers andre sendetidspunkter.

Tallene fra TV2 gælder dog kun hovedkanalen, og seerne til samme udsendelse sendt på TV2 NEWS er derfor ikke medregnet. På TV2 NEWS følger op mod 87.000 seere i gennemsnit med, lyder det i en tilføjelse fra Mediawatch. Dertil kommer tal fra TV2 Play, som stationen aldrig offentliggør.

Kåre Quist og DR-kollega Nina Z. Munch-Perrin byder ofte velkommen, når danskerne tænder for nyhederne på DR. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Kåre Quist og DR-kollega Nina Z. Munch-Perrin byder ofte velkommen, når danskerne tænder for nyhederne på DR. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Helt vildt
Særligt de sene nyhedsudsendelser på DR er populære, og ifølge nyhedsvært og selvudnævnt seertalsnørd Kåre Quist har der sommetider været mere end en million danskere, der har set med, når han og DR's andre nyhedsværter har sagt 'godaften og velkommen'.

- Det er helt vildt, at det har været så højt.

- Jeg tror, det vi bliver belønnet for, er, at vi er meget klassiske. Når jeg taler med folk i supermarkedet eller byggemarkedet, er det tydeligt, at der er en stor efterspørgsel efter straight og ordentlig nyhedsformidling, hvor man fokuserer på informationen, siger Kåre Quist til Ekstra Bladet.

Se også: Dansk tv-vært: Bombarderet med henvendelser

- Hvad med jer værter - I spiller vel også en rolle?

- Ja, selvfølgelig spiller det også en rolle, for jeg og mine kolleger er jo programmets ansigt udadtil. Folk føler, de kender os. Da jeg startede som vært for snart 15 år siden, fik jeg at vide, at i starten er man på prøve lidt ligesom en svigersøn, og hvis man bare bliver ved, bliver man mere og mere populær.

- Efterhånden er du med i svigerfamilien. Jeg kan godt skjule mig lidt under en hættetrøje, når jeg er ved bageren og hente morgenbrød med knægten, men i det øjeblik jeg siger noget, så vender de sig alle sammen om, og så er det som om, TV Avisen starter. Det er den der tryghed og genkendelighed ved, at stemmen er den samme, siger han.

Ikke nervøs
Selvom over en million mennesker somme tider ser med, ryster Kåre Quist ikke i bukserne, når han toner frem på skærmen.

Se også: Kåre Quist beklager

- De første år eller to var jeg nervøs, og når jeg kørte hjem, var jeg bare glad for, at jeg ikke havde ødelagt noget. Der er et mundheld herude, hvor man siger, at de første år kører TV Avisen med dig, og hvis du er heldig, kommer du på et tidspunkt til at føle, at du nogle gange kører med TV Avisen.

- Nu bliver jeg ikke nervøs mere, men jeg bliver utrolig glad, når så mange ser med. Men selvfølgelig kan jeg godt mærke, når der bliver talt ned, at så er der en lille sommerfugl, der blafrer med vingen, og det skal der være, siger Kåre Quist.

Artiklen er opdateret med en rettelse om, at seerne fra TV2 NEWS ikke er medregnet i seertallene fra TV2.

205 kommentarer
Vis kommentarer