DR i stor brøler i bedste sendetid: - Det er så irriterende

Det gik ganske galt for Erkan Özden, da han skulle præsentere mandagens TV Avis

Erkan Özden er ked af fejlen. Foto: DR
Erkan Özden er ked af fejlen. Foto: DR

Erkan Özden, der er vært på DR's TV Avisen, kom på dybt vand i mandagens 18.30-udgave.

Her blev der under 'Kort nyt'-elementet vist forkerte tv-billeder til et indslag om, hvordan man taber sig ved hjælp af badning. Og det var ikke hvilke som helst billeder, der blev vist ved en fejl.

Mens Erkan Özden talte om badning, blev der nemlig vist tragiske scener fra Sydfrankrig, hvor oversvømmelser lige nu har kostet 11 mennesker livet. 

- Hvis man er træt af de ekstra kilo, er løsningen måske en tur i havet, lød det fra Erkan Özden, der dog hurtigt lagde mærke til, at der var noget helt galt.

Se også: Brøler i nyt DR-drama sender serien ud i fremtiden

- Ja, der var vist en fejl i vores tekst her. Det beklager jeg naturligvis. Vi skal til Frankrig. Det handler ikke om at bade, det handler om en langt, langt mere alvorlig baggrund. Det handler om Frankrig, hvor 11 har mistet livet på grund af oversvømmelser, lød det videre fra Erkan Özden, som flere gange undervejs beklagede den uheldige fejl.

Fejlen fik hurtigt danskerne til tasterne, og på Reddit blev der kort efter udsendelsen delt en video af øjeblikket under overskriften 'Monumentalt fuckup på TV Avisen'.

'Tror at jeg har set den 5 gange nu, og det bliver bare bedre og bedre', skriver en bruger til videoen, mens flere ligeledes gør grin med episoden.

Det er ikke altid lige nemt at være vært på TV-Avisen. Det måtte Erkan Özden sande mandag aften. Foto: DR
Det er ikke altid lige nemt at være vært på TV-Avisen. Det måtte Erkan Özden sande mandag aften. Foto: DR
 

Meget irriterende
Til Ekstra Bladet forklarer Erkan Özden, at det var en teknisk fejl, der var årsag til den uheldige situation.

- Det var noget så gammeldags som en teknisk fejl, der gjorde, at et indslag blev byttet om på det mest uheldige sted, man kunne forestille sig. Samtidig stod jeg det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så jeg kunne ikke umiddelbart se, hvad der var galt, før billederne kom på. Så snart det gik op for mig, beklagede jeg, for der kan jeg jo godt se, at det er uheldigt, lyder det fra Erkan Özden.

Selvom Erkan Özden forsøgte at rette hurtigt op på fejlen, så er han ærgerlig over, at fejlen overhovedet skete i første omgang.

Se også: Kort før Grand Prix'et: DR sætter vært på plads

- Selvfølgelig er det irriterende og øv. Men der var ikke så meget tid til at tænke over det, da jeg stod der. Så har man beklaget, og så må man komme videre. Men jeg blev lidt stram i betrækket efterfølgende, og det gjorde da, at jeg havde lidt mindre smil på, da vi så nåede til nyheden om, at Meghan Markle er gravid, og det er jo ærgerligt.

- Jeg blev irriteret over det. Men når det så er sagt, så er der jo ingen af os, der laver fejl med vilje. Nogen gange sker der bare uheldige fejl, og så er der noget godt til julefrokosten, siger han med et grin.

Erkan Özden kunne dog godt have tænkt sig, at fejlen var sket, mens snakken faldt på et lidt mindre alvorligt emne.

- Det er jo et meget alvorligt emne, så man kan ikke rigtig grine af det. Det er mest af alt bare tragikomisk.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra redaktionschefen på TV Avisen.

Du kan se klippet af det uheldige øjeblik her.

131 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere