DR2 dropper populært program

Det er udtryk for modernisering ikke degradering, når 'Detektor' fremover ikke længere vil kunne ses på DR2, oplyser DR

Faktatjek-programmet 'Detektor' udkommer fremover på forskellige kanaler, heriblandt dr.dk og P1. Her er det vært Camilla Stampe. (© DR)
Faktatjek-programmet 'Detektor' udkommer fremover på forskellige kanaler, heriblandt dr.dk og P1. Her er det vært Camilla Stampe. (© DR)

DR dropper nu at sende det populære faktatjek-program 'Detektor' på DR2. I stedet vil det fremover være at finde på dr.dk, som podcast og i radioen - blandt andet på P1.

Flytningen af det populære program skal dog ikke ses som en degradering, oplyser DR. Det er blot et udtryk for, at folks medievaner har ændret sig en del siden 2011, hvor programmet debuterede.

- Folk sidder ikke længere og venter og tænker: 'Hvad mon 'Detektor' har fundet ud af om en uges tid'. Folk forventer, at medierne rykker hurtigere, og det vil vi gerne kunne. Vi ønsker at være mere fleksible, og på dr.dk - i stedet for i et fast, ugentligt tv-program - kan vi jo dukke op med det samme, lige når det er relevant, siger redaktionschef, Judith Skriver fra DR Kultur, Børn og Unge til Ekstra Bladet.

Chili Klaus har engang været en tur i 'Detektor'. Foto: DR
Chili Klaus har engang været en tur i 'Detektor'. Foto: DR

Er det en degradering af 'Detektor', at det nu ikke længere vil kunne ses på flow-tv?

- Nej, det er det ikke. Det er en modernisering. Et faktatjek kan ikke vente en uge. Det er det, der er udfordringen. Som det er nu, sidder vi nogle gange og hiver os i håret og tænker: 'Der er godt nok lang tid til på torsdag, hvis der nu sker noget vigtigt om fredagen'.

Detektor er en DR-opfindelse, der oprindeligt startede som radioprogram i januar 2011.

I oktober samme år var der tv-premiere på ’Detektor’ med Thomas Buch-Andersen som vært. Det var han frem til marts 2016, hvor Mette Vibe Utzon tog over frem til udgangen af 2017.

I det meste af 2018 var Camilla Stampe og Kristoffer Eriksen værter sammen. Nu er førstnævnte alene på posten.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere