Drama i ’Vild med dans’: Tilskuer sendt i gulvet

TV 2 beklager hændelsen, mens Winnie Christensen nu vil tage kontakt til sin læge, så hun kan blive røntgenfotograferet

Kort inden værterne Sarah Grünewald og Claus Elming kunne byde velkommen lød der et 'donk'. Foto: Mogens Flindt
Kort inden værterne Sarah Grünewald og Claus Elming kunne byde velkommen lød der et 'donk'. Foto: Mogens Flindt

Den længe ventede sæsonpremiere på ’Vild med dans’ fik en dramatisk begyndelse, da et ’donk’ pludselig lød.

En af publikummerne, Winnie Christensen, satte sig og væltede med det samme bagover sammen med den stol, hun skulle sidde på. Og selv om det kan lyde ganske tilforladeligt, så var det noget nær, det værste der kunne ske lige i Winnie Christensens tilfælde.

- Jeg er rygopereret, så jeg er naturligvis bange for, at der er sket noget, og at mine skruer er slået løs. Jeg har det, som om jeg er blevet kørt over af en damptromle og har ondt i hele kroppen, fortæller Winnie Christensen til Ekstra Bladet dagen derpå og konstaterer:

- Stolen må have stået for tæt på kanten. Der var cirka en halv meter ned.

Se også: Her er årets hemmelige 'Vild med dans'-våben

For mange publikummer
Winnie Christensen understreger, at der blev taget hånd om hende. Hvem der gjorde det, er hun ikke sikker på, men hun blev hjulpet op sammen med stolen, bed tænderne sammen og gennemførte optagelserne til det show, hun havde glædet sig sådan til at se.

I dag står den på smerter.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at de sætter stolene, så man risikerer at falde ned. Så bør de hellere lukke færre ind. Du sidder ligesom til en fest, hvor man sidder helt tæt på hinanden, forklarer hun.

Winnie sammen med sin mand inden showet begyndte. Foto: Privat
Winnie sammen med sin mand inden showet begyndte. Foto: Privat

- Som du ser det, var det så din egen skyld, eller var sikkerheden for dårlig?

- Jeg synes simpelthen, at sikkerheden var for dårlig. Det kan aldrig være min skyld, at jeg sætter mig på en stol, der viser sig at være placeret forkert, siger Winnie Christensen, der nu kan se frem til en tur til lægen.

- Jeg skal have undersøgt ryggen og have fat i min læge, så jeg kan blive røntgenfotograferet. Det var bestemt ikke det, jeg havde håbet på.

Se også: Ramt af 'Vild med dans'-kiks: Det var jo ikke vores skyld

TV 2: Det er vi kede af
Underholdningsredaktør på TV 2 Thomas Richardt Strøbech bekræfter og beklager hændelsen.

- Det er vi kede af, for vi gør os altid meget umage for at sikre, at publikum har en god oplevelse, når de er inde at se 'Vild med dans', skriver han i en e-mail til Ekstra Bladet.

Thomas Richardt Strøbech fortæller, at man flere gange var forbi Winnie Christensen for at høre, om hun var okay.

- Vi er altid opmærksomme på, at sikkerheden er i orden og følger retningslinjerne fra brandmyndighederne, der har godkendt den opstilling, og det antal gæster, der er tilstede i studiet. Alligevel kan uheld ske, og det er vi selvfølgelig kede af på den pågældende kvindes vegne, som produktionen flere gange i løbet af aftenen var i kontakt med for at høre, hvordan hun havde det, da det er vigtigt for os, vi tager os bedst muligt af vores gæster, skriver han.

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen