DR's bamselæge: I bedes kontakte egen læge

- Svarer ikke på konkrete spørgsmål om enkelte børn, lyder det fra DR's populære bamselæge, Sandra Meinich Juhl

Corona bliver behandlet, men kommer ikke til at spille en stor rolle i den kommende sæson. Foto: Mads Nielsen/DR
Corona bliver behandlet, men kommer ikke til at spille en stor rolle i den kommende sæson. Foto: Mads Nielsen/DR

Det burde være unødvendigt at pointere, men hvis dit barn er sygt, skal du ikke kontakte en bamselæge, men derimod din egen læge.

Alligevel har DR's bamselæge, Sandra Meinich Juhl, følt sig nødsaget til at understrege netop dette på sin Instagram-profil, hvor hun blandt andet viser billeder fra optagelserne af DR's populære børneprogram.

'Svarer ikke på konkrete spørgsmål om enkelte børn - I bedes kontakte egen læge', står der klart og tydeligt.

30. juni er der premiere på tredje sæson af 'Bamselægen', hvor små børn på pædagogisk vis og med bamser og tøjdyr som hjælpemidler bliver gjort klogere på kroppen, og de sygdomme der kan ramme den.

I hver episode får hun besøg af et barn, hvis bamse er skidt tilpas. Med hjælp fra blodprøver, scanninger og andre hjælpemidler finder Sandra og barnet sammen frem til, hvad der er galt.

Sandra opfordrer til, at forældre kontakter deres egen læge i stedet for at spørge hende til råds om deres børns sygdomme og skavanker. Foto: Morten Darving Schlüter/DR
Sandra opfordrer til, at forældre kontakter deres egen læge i stedet for at spørge hende til råds om deres børns sygdomme og skavanker. Foto: Morten Darving Schlüter/DR
 

Plyssede patienter
Bamserne kommer på hospitalet af mange forskellige årsager. I sæsonpremieren skal en bamse for eksempel føde. Fælles for alle afsnittene er, at børnene gennem leg og hjælp fra bamselægen får kureret de plyssede patienter, skriver DR.

DR oplyser, at der i den kommende sæson vil blive behandlet lidt mere alvorlige sygdomme end tidligere. Blandt andet vil børnene blive introduceret for en bamse, der skal have kemoterapi.

Når Sandra Meinich Juhl ikke behandler tv-bamser og formidler viden om sygdomme og sundhed, arbejder hun som børnelæge på et hospital.

Den nye sæson af ’Bamselægen starter på tirsdag. De to forrige sæsoner kan ses på DRTV