Efter 'Boligkøb i blinde': Sådan går det nu

Hjemmet lignede noget, der var blevet ramt af et jordskælv, men i dag er Louise Larsen og Jonas Skovsbøg glade for deres deltagelse i programmet

Det skræmte par, da de så huset første gang. Foto: TV3
Det skræmte par, da de så huset første gang. Foto: TV3

Det var et yderst skeptisk par, der trådte ind ad døren i Albertslund.

Jonas Skovsbøg, 40, og Louise Larsen, 34, havde underskrevet en fuldmagt og ladet TV3-programmet 'Boligkøb i blinde' få fuld råderet over deres 3,5 millioner kroner. Programmets eksperter kvitterede ved at købe et gammelt, slidt hus i Albertslund, der chokerede parret.

- Det ligner, at der har været et jordskælv, konstaterer Louise i programmet.

- Jeg troede ikke, det kunne blive værre, da vi åbnede døren ind til køkkenet. Det kunne det så. Jeg er simpelthen så chokeret over det, jeg ser. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg synes, det er ulækkert, siger hun om det farverige inventar.

Se også: 'Boligkøb i blinde'-chok: Har lyst til at sætte ild til det hele

Smarte genialiteter
Men traditionen tro fik arkitekt Mads Mikkelsen styr på huset. Med et budget på 815.000 kroner til istandsættelse, fik han blandt andet flyttet rundt på bryggers og køkken, lavet et køkken-alrum og givet huset et langt mere moderne præg. Derfor er det også en glad Louise Larsen, som Ekstra Bladet fanger over telefonen.

- Det går så fint, vi er rigtig glade, siger hun indledningsvis.

- Hvad er det, eksperterne er lykkedes med?

- For det første har de byttet rundt på køkken og bryggers, som jeg synes er en genial løsning. De er også kommet hele vejen rundt med istandsættelsen, det havde vi aldrig lykkedes med selv, så det er vi glade for. Og så har han lavet nogle fine løsninger ved, at det er de samme fliser, der går igen i bad, køkken og bryggers, så det giver en ensartethed i hele huset.

Uanset hvor de så hen, var der noget galt med huset - inden Mads Mikkelsen tog over. Foto: TV3
Uanset hvor de så hen, var der noget galt med huset - inden Mads Mikkelsen tog over. Foto: TV3

Oprigtig reaktion
Hver gang man ser 'Boligkøb i blinde', kan man se, hvordan deltagerne er dybt chokerede over det hjem, som der er købt til dem. Og hver gang ender de glade og smilende. Louise Larsen fortæller, at det - i hvert fald for deres vedkommende - skyldtes, at parret ikke fik oplyst, hvor mange penge, der var tilbage til at få opfyldt deres ønsker.

- Det er lidt en surrealistisk følelse at træde ind ad døren og se huset, for vi aner ikke, hvad de har givet for det. Vi havde kun 3,5 millioner kroner at købe og istandsætte for, og vi anede ikke, hvor meget der var tilbage. Derfor var vi skeptiske, for vi vidste ikke, om de kunne nå hele vejen rundt, fortæller hun og tilføjer:

- Selvfølgelig vidste man godt, at det nok ville blive godt til sidst, det håbede vi i hvert fald, men vi kendte som sagt ikke beløbet, så det var bare at håbe, de prioriterede rigtigt, siger Louise Larsen.

Se også: Købte 'ubeboeligt' hus: Sådan går det 'Boligkøb i blinde'-par

Fint i Albertslund
Et af parrets store kritikpunkter var, at huset var lokaliseret i Albertslund. Et område, de selv var gået uden om, da de gerne ville bo nær København. Og selv om de har fået længere til arbejde, så er det noget, de gerne lever med.

- Det var afstanden til København, der skræmte os, men vi har fundet os godt til rette. Det er så lækkert et område herude. Før brugte jeg 25 minutter til arbejde, og nu bruger jeg 45 minutter. Der er lagt lidt tid til, men det klarer vi, siger Louise Larsen, der gerne anbefaler andre at deltage.

- Ja, det synes jeg. Vi har været glade for det. Hvis ikke vi havde været med, tror jeg ikke, vi havde fået os et hus endnu. Arkitekten (Mads Mikkelsen, red.) kan virkelig se nogle muligheder, som man ikke selv kan, og de har gjort et godt køb, så vi er super glade, slutter hun af.

Skærm

Mest læste i flash!