Efter drama på tv: - Vi er blevet skilt

Simone og Simons forhold kunne ikke holde til deres økonomiske deroute, og de to har nu valgt at blive skilt

Simone og Simon er gået hver til sit. Foto: Nent Group Entertainment
Simone og Simon er gået hver til sit. Foto: Nent Group Entertainment

Luksusfældens to eksperter Carsten Linnemann og Kenneth Hansen kom i tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden' på noget af en prøve, da de skulle forsøge at hjælpe det unge ægtepar Simone og Simon fra Hillerød.

Under optagelserne er parret netop blevet gift ved et storstilet bryllup, der kostede dem intet mindre end 60.000 kroner. Penge, de vel at mærke ikke havde, og som de derfor var nødt til at låne.

Tilsammen skyldte de næsten 700.000 kroner, men det hindrede dem ikke i at leve, helt som det passede dem. Selvom både Simon og Simone studerede og var på SU, brugte de 21.000 kroner om måneden på mad og diverse - eksempelvis ved at spise ude på restaurant flere gange om ugen.

Parret Simon og Simone forbruger i den grad over evne. Foto: Nordic Entertainment Group Danske kendte - 14. apr. 2020 - kl. 14:01 Vanvittigt overforbrug i 'Luksusfælden': - Det er ulækkert

De økonomiske problemer begyndte at få store konsekvenser for parret, der ligeledes kunne mærke, at det sled på forholdet, og derfor insisterede de på at forsøge at gøre noget ved problemet, inden det var for sent, ved at spørge eksperterne i 'Luksusfælden' om hjælp.

Dog uden det store held.

Efter eksperterne har forladt parret med en garanti om, at de kan være gældfrie i løbet af cirka otte år, hvis de overholder deres budget, er der nemlig ikke sket det store i forhold til økonomien.

Simon og Simone blev chokerede, da de hørte, hvor slemt det egentlig stod til. Foto: Nordic Entertainment Group
Simon og Simone blev chokerede, da de hørte, hvor slemt det egentlig stod til. Foto: Nordic Entertainment Group

Bedre indblik
Alligevel har Simone været glad for, at eksperterne kom hende og Simon til undsætning.

- Jeg har fået et meget bedre indblik i min økonomi. Jeg tager ansvar nu. Jeg har lavet mange ting om. Vi tager for eksempel ikke ud og spiser på restaurant flere gange om ugen, og på den måde er der kommet mere styr på økonomien, siger hun til Ekstra Bladet.

I dag arbejder Simone som vikar på et plejehjem, mens hun samtidig får uddannelseshjælp, og derfor har hun ikke mange penge at gøre godt med.

- Situationen er ikke så god. Jeg har talt med mine kreditorer og lavet en aftale om, at jeg måske kan vente med at betale af, til jeg er i gang med min uddannelse eller har fået et job, og de er åbne for det. De ved, at jeg ikke kan betale før, siger Simone, der håber på at komme ind på uddannelsen som social- og sundhedsassistent til august.

Se også: Revset i 'Luksusfælden': Sådan går det Anders i dag

Video: Anthon Unger, Kenneth Meyer, Stine Tidsvilde, Jan Sommer, Tariq Mikkel Khan, Rasmus Flindt Pedersen, Finn Frandsen, Heidi Maxmiling, Niels Peter Riisbro, TV3. Redigering: Signe Skov

Er blevet skilt
Men det er langt fra den eneste nyhed fra parret. Siden kameraerne slukkede, har Simon og Simone nemlig besluttet sig for at gå fra hinanden, og det har langtfra gjort den økonomiske situation bedre for Simone.

- Den økonomiske situation er den samme. Men jeg er blevet alene. Vi blev skilt i januar, og siden da har jeg boet i lejligheden med ungerne. Så nu er der ikke to til at dele udgifterne, men det var den rigtige beslutning, selvom det var svært. Der var for mange skænderier, for meget jalousi og det med økonomien var for svært, siger Simone.

Under 'Luksusfælden' var parret fulde af forhåbninger, men de har nu valgt at fortsætte kampen hver for sig. Foto: Nordic Group Entertainment
Under 'Luksusfælden' var parret fulde af forhåbninger, men de har nu valgt at fortsætte kampen hver for sig. Foto: Nordic Group Entertainment
 

Ifølge 27-årige Simone har skilsmissen dog ikke været så skidt, at den ikke er godt for noget.

- Jeg har kunnet starte forfra og få nye vaner op at køre, men der er selvfølgelig stadig regninger og afdrag, jeg ikke kan betale af på. Men jeg synes, det er et stort skridt for mig, at jeg har været i forhandlinger med mine kreditorer. Før ville jeg bare have lukket ned.

Selvom Simone alt i alt tænker tilbage på sin deltagelse i 'Luksusfælden' som en positiv oplevelse, var der også tidspunkter, hvor hun havde lyst til at smide håndklædet i ringen.

- Jeg synes, det var svært til at starte med, og eksperterne var hårde. Det var svært at indse de ting, de sagde, selvom de jo havde helt ret, siger hun og tilføjer:

- I dag er jeg bare glad for det, for de har hjulpet mig meget.

Se også: Den er helt gal: - Pengene fosser ud

Håber det bedste
Simone er da også fuld af forhåbninger for fremtiden.

- Jeg er fortrøstningsfuld. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og jeg kan snart begynde at betale af på mine ting, siger hun og tilføjer:

- Jeg har det meget bedre nu. Jeg spiser hjemme og laver mad til børnene og føler, at jeg meget nemmere kan være et forbillede. Så det har ændret meget. Jeg er blevet meget mere positiv og glad. 'Luksusfælden' har hjulpet mig på mange måder, så jeg fortryder det ikke. De har hjulpet mig til at få overblik og tage mere ansvar, understreger hun.

Ekstra Bladet ville gerne have spurgt Simon, hvordan han har det efter optagelserne, men han har ikke ønsket at stille op til interview.