Efter 'Luksusfælden': Nu er det slut

'Luksusfældens' eksperter kunne ikke lægge et budget for Jeanette, da hun ikke havde overholdt sine aftaler

Ifølge Jeanette er det slut med at låne penge. Foto: TV3
Ifølge Jeanette er det slut med at låne penge. Foto: TV3

Det var et par overraskede eksperter, der i slutningen af seneste afsnit af 'Luksusfælden' troppede op hos Jeanette for at se, om hun havde overholdt deres aftaler de sidste 30 dage.

Blandt andet skulle Jeanette holde sin diversepost under 2500 kroner.

Men trods gode intentioner havde hun mildest talt ikke levet op til eksperternes forventninger. Eksempelvis havde hun brugt dobbelt så meget som tilladt på diverseposten. Det betød, at de måtte forlade hende igen uden at lægge et budget for fremtiden.

- Da vi forlader hende første gang, har vi sådan set et meget godt indtryk af, at hun nok skal komme i mål med det, men det gør hun ikke, fortæller 'Luksusfældens' ekspert Kenneth Hansen, da Ekstra Bladet fanger ham på telefonen til en snak om programmet.

- Jeg synes da, det var ærgerligt, at hun ikke havde klaret det, så vi kunne lave et budget og vise hende en ny retning for hendes liv - i hvert fald rent økonomisk.

'Luksusfældens' to eksperter, Carsten Linnemann og Kenneth Hansen, har stadig tiltro til Jeanette. Foto: TV3
'Luksusfældens' to eksperter, Carsten Linnemann og Kenneth Hansen, har stadig tiltro til Jeanette. Foto: TV3

Se også: 'Luksusfælden' i aften: Amok på stoffer

Går kanon
Heldigvis er der godt nyt fra Jeanette. Da hun ligger syg med sin datter, har hun ikke mulighed for at stille op til interview, men i en sms til Ekstra Bladet skriver hun, at økonomien kører på skinner.

- Det går kanon. Det har hjulpet mig, at 'Luksusfælden' har været her. Jeg har fået mere overskud i min hverdag. Jeg får hver måned lagt budget og låner ingen penge.

Jeanette kan desuden berette, at hun er startet på den uddannelse som sosu-hjælper, hun drømte om i programmet. Dog har hun fået det strikket sådan sammen, at hun ikke behøver at gå på SU, men i stedet får voksen-elevløn.

- Jeg kan derfor begynde at afvikle på min gæld, skriver hun.

Se også: 'Luksusfælden'-deltager: Grænseoverskridende at blive udstillet

Lys forude
Ekspert Kenneth Hansen er da heller ikke ét sekund i tvivl om, at Jeanette nok skal komme ud af sin gæld.

- Hun er efter min opfattelse en pige med ben i næsen, som har brudt nogle seriøse sociale rammer, og derfor kan hun også godt klare det med hensyn til sin økonomi. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger han.

Samme opfattelse har programmets anden ekspert, Carsten Linnemann:

- Jeanette var bare et andet sted i sit liv, hvor hun simpelthen ikke var klar til at tage hånd om det. Det er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at det kommer hun på et tidspunkt, det var bare ikke lige nu.