Fik hjælp af kendis-kok: Nu er det slut

Det er snart et år siden, at 'Med kniven for struben'-restauranten måtte dreje nøglen om

Carmine genfandt kortvarigt glæden, men restauranten måtte lukke alligevel. Foto: TV3
Carmine genfandt kortvarigt glæden, men restauranten måtte lukke alligevel. Foto: TV3

Carmine De Carlo og hustruen Helena Maria De Souze var desperate efter at vende udviklingen for deres skrantende italienske restaurant 'Da Carmine' i Fredericia.

Derfor tilmeldte de sig tv-programmet 'Med kniven for struben', hvor tv-kokken Thomas Castberg gav parret en hjælpende hånd ved blandt andet at ændre menukortet, assistere i køkkenet og give restauranten en overhaling.

Se også: Lukker og slukker efter tv-optræden: - Det er slut

Det kunne man se tirsdag aften på TV3, men i september sidste år lukkede restauranten – trods tv-holdets hjælp.

Netop den lange ventetid fra tv-programmet blev filmet, til det blev vist på tv, bærer en del af skylden, mener 57-årige Carmine, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.

- Det går ikke så godt, for jeg har lukket forretningen. Han (Castberg, red.) kom i april 2019 og lavede et tv-program, men det kom først på skærmen et år senere, så folk har ikke kunnet nå at se det. Vi havde ikke en chance. Hvis det var kommet på hurtigt bagefter, kunne vi være blevet genkendt, og flere var måske kommet forbi os. Men et år senere hjælper ikke noget, siger Carmine.

Thomas Castberg blev imponeret af Carmines evner i køkkenet, men hjertet var ikke med længere, og det kunne smages. Foto: TV3
Thomas Castberg blev imponeret af Carmines evner i køkkenet, men hjertet var ikke med længere, og det kunne smages. Foto: TV3

Ikke okay
Han fortæller, at man mærkede en lille stigning i nye gæster, efter programmet var blevet filmet, men slet ikke nok til at betale regningerne, hvilket påvirkede ham meget. Siden optagelserne har han været syg og haft en depression. Det døjede han allerede med under optagelserne, men det tog til efter forretningen blev lukket.

- Jeg er ikke okay, for jeg har mistet min krig. Jeg var i en krig for at fortsætte restauranten. Det har ikke været nemt at lukke den, men nu er coronavirus kommet, så vi havde alligevel ikke en chance, siger han.

Se også: Konkurs under tv-program: - Det kom ikke som et chok

I dag er han arbejdsløs, men håber at starte et nyt madkapitel op i Herning efter sommeren.

Som alle andre er han dog også blevet påvirket af covid-19.

- Du kan jo bare se omkring. Der sker intet, og det bekymrer mig, for jeg har ikke en anden uddannelse. Jeg er kok, men lige nu bliver vores branche ødelagt. Det bliver noget helt andet bagefter og meget sværere. Det bekymrer mig, for jeg vil selv bestemme, hvornår jeg stopper, siger han.

Carmine fortæller, at optagelserne varede 5-6 dage, og han ved godt, at mange sikkert vil grine af ham, men det rører ham ikke.

- Jeg har lavet mad i 35 år, og jeg ved, at jeg kan lave mad. Mange vil nok sige, at de skal se mig i tv og grine af det, men grin I bare. Det var ikke for sjov, vi tilmeldte os, slutter han.

57 kommentarer
Vis kommentarer