Anmeldere er hårde ved Susanne Biers nyeste film

Susanne Biers nyeste film 'En chance til', der har premiere torsdag, får en lunkne ord med fra anmelderne

Ulrich Thomsen, Susanne Bier, Nikolaj Coster-Waldau, Lykke May Andersen, Maria Bonnevie og Nikolaj Lie Kaas. (Foto: Mogens Flindt)
Ulrich Thomsen, Susanne Bier, Nikolaj Coster-Waldau, Lykke May Andersen, Maria Bonnevie og Nikolaj Lie Kaas. (Foto: Mogens Flindt)

Susanne Biers seneste film 'Serena' blev ikke specielt godt modtaget af filmkritikerne, og billedet gentager sig tilsyneladende med "En chance til", der har premiere i de danske biografer torsdag.

De første anmeldelser retter i hvert fald en række kritikpunkter mod filmen, hvis rolleliste ellers er spækket med store, danske skuespillernavne som Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen og Nikolaj Coster-Waldau.

Det redder dog ifølge Politikens anmelder Katrine Hornstrup Yde ikke filmen, der får to hjerter ud af seks.

- 'En chance til' er ikke en drømmefilm, men en film, der tror på den dramatiske styrke ved et reelt distraherende 'kendis only'-cast, lyder skudsmålet.

Alt er ikke helt så idyllisk hos Anna og Andreas (Maria Bonnevie og Nikolaj Coster-Waldau), som det tilsyneladende ser ud til. (Foto: Rolf Konow) Filmanmeldelser - 14. jan. 2015 - kl. 19:40 Anmeldelse: Ny film fra Bier er manipulerende og utroværdig

I Ekstra Bladet kaldes filmen 'manipulerende og utroværdig' og må også her nøjes med to af seks stjerner.

Og det er ifølge avisen Biers og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensens skyld, ikke skuespillernes. De gør nemlig, hvad de kan, skriver anmelderen Henrik Quietsch.

- Men de kan ikke stile meget op overfor Biers paradoksalt ufølsomme og bastante instruktion samt Anders Thomas Jensens psykologisk underfrankerede manuskript, og 'En chance ti' bliver derfor Biers ringeste film i dette århundrede, lyder den skarpe kritik.

I DR's filmprogram 'Filmland' på P1 har filmanmelder Per Juul Carlsen heller ikke så meget pænt at sige om filmen.

Firkantede klodser
Han mener ikke, at han selv får tilstrækkeligt med tid og plads til at lære figurerne at kende.

- Alt i 'En chance til' bliver skåret ud i store firkantede klodser, smidt lige i fjæset og stoppet ned i halsen, så man ikke kan få vejret.

- Dramaerne vælter rundt oven i hinanden, som om seks-syv kulørte melodramer var blevet klasket oven i hinanden i den samme film, siger han blandt andet i programmet.

Hans medvært Christian Monggaard, der også er filmanmelder på Information, er dog anderledes positivt stemt over Susanne Biers nyeste værk.

Filmen, der er optaget på Sydfyn og Langeland sidste år, har haft gallapremiere netop på Langeland i mandags, men slippes altså løs i landets øvrige biografer torsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer