Dina er et pletskud

Ole Bornedals film fik lunkne andmeldelser i Norge, men de danske anmeldere er begejstrede for 'Jeg er Dina'

Rundt regnet halvdelen af de norske anmeldere gav 'Jeg er Dina' elendige skudsmål, da filmen havde premiere i Oslo for en uges tid siden.

Så meget desto mere er det glædeligt for Ole Bornedal og hans hold, at de danske kritikere er væsentligt mere begejstret for filmatiseringen af Herbjørg Wassmos klassiker.

Ved verdenspremieren for en uge siden gav Ekstra Bladets Rud Kofoed filmen fem stjerner, mens han begejstret konkluderede, at 'Dina-filmen er lykkedes over al forventning. Det er en storslået film'.

- To timer og fire minutter senere sidder man voldsomt grebet og må give Dina ret: - De dør alle sammen. Og dem, der ikke dør, slår hun ihjel! Hvilken kvinde. Maria Bonnevie lægger hele sin unge, lidenskabelige krop i historien om Dina og kunne ikke være valgt bedre til at vise, hvor ufattelig meget kærlighed en kvinde kan miste og alligevel overleve. Det er en markant præstation, der 'elevaterer' hende op i international stjernehøjde, skrev Rud.

Og der er stort set enighed hos anmelderne, der især hæfter sig ved norske Maria Bonnevies super-præstation og fotografen Dan Laustsens ditto.

Birgitte Grue, BT :

'Efter alle dogme-filmenes lalleglade billedsprog er det en stor fornøjelse at hengive sig til denne films vellystige, gennemtænkte og luksuriøse billedkompositioner.
Det er længe siden, jeg har set en så lidt udspekuleret kvindefigur på film - denne Dina er 100 procent instinkt. Og sådan spilles hun af Maria Bonnevie.'

Palle Schantz Lauridsen, Kristeligt Dagblad:

'Jeg er Dina' er alle pengene værd. Filmen rummer billeder af trolddomsagtig kraft. Med valget af Maria Bonnevie har Bornedal fundet en skuespillerinde, der, så længe filmen kører, med rette kan fremføre filmens titel og omkvæd:
Jeg er Dina.'

Ebbe Iversen, Berlingske Tidende:

'Maria Bonnevie fortolker Dina formidabelt i en furiøs præstation, der suverænt spænder fra det æggende til det skræmmende. 'Jeg er Dina' er fyldt med besnærende, betagende og mageløst flotte billeder.
Ingen kan beskylde Ole Bornedal for at gå i små sko, og man skal være en knastør puritaner for at benægte, at hans hæmningsløse film er stærkt underholdende.'

Morten Piil, Information:

''Jeg er Dina' er et stuuurt melodrama-nummer af en talentfuld instruktør, der i forsøget på at overgå sig selv i stedet er gået fra sans og samling.
Sanselige instruktører drager tilskueren ind i deres filmiske verden ved hjælp af utallige subtilt illuderende, konkrete detaljer, som Bornedal slet ikke har øje for. I stedet mørbanker han os med dystre dunder-effekter på rad i den fejlagtige tro, at man skaffer sig kunstnerisk ørenlyd ved at råbe højt.'

Ole Michelsen, Bogart:

- Gysermesteren Ole Bornedal er - temmelig udansk - gået efter det store melodrama - og det er lykkedes ret godt. Filmens kvindelige hovedperson, Maria Bonnevie, har skabt en kvindeskikkelse, der er større end selve livet.

Per Calum, Jyllands-Posten:

'Ole Bornedal fortæller - i fornemt samarbejde med fotografen Dan Laustsen - historien med et visuelt mesterskab, der skiftevis imponerer og betager.
Bedst af alle (filmens skuespillere, red.) er dog Maria Bonnevie som den voksne Dina. I hendes øjne, i hendes mimik, og i hendes spinkle krop rummes det overskud, der gør personen helt igennem nærværende for tilskueren.'

Anders Rou Jensen, Politiken :

'Maria Bonnevie er for Bornedals fortolkning og indfaldsvinkel et fund som Dina. Netop fordi hun aldrig spiller på det magiske, det overmenneskelige eller det fabelagtige i titelfiguren. Snarere agerer hun med stor dristighed og intuitiv fornemmelse på mådehold og fravalg.'
0 kommentarer
Vis kommentarer