Rekordår for danske film

Gigantisk succes: Fire millioner har været i biografen for at se danske film

Humor meddybde Anders Thomas Jensens geniale film 'Adams æbler' gik rent hjem med Mads Mikkelsen som den hjertensgode præst og Ulrich Thomsen som rå voldsforbryder. (Foto: Rolf Konow)
Humor meddybde Anders Thomas Jensens geniale film 'Adams æbler' gik rent hjem med Mads Mikkelsen som den hjertensgode præst og Ulrich Thomsen som rå voldsforbryder. (Foto: Rolf Konow)
Man skal knibe sig i armen for at tro på det. Men dansk film har i år slået en gigantisk rekord. Ikke siden 1984, hvor der blev solgt 4,1 mio. biografbilletter, er der blevet solgt så mange billetter til danske film.

Til og med 18. december var tallet på 3.970.050, men inden året er omme, kommer tallet meget tæt på de fire millioner.

Til sammenligning blev der sidste år solgt ca. 3,1 mio. billetter til danske film. Det skal dog lige understreges, at der i år har været 31 spillefilm og otte dokumentarfilm, mens der sidste år kun var 18 spillefilm og fire dokumentarfilm.

Billetsalget til danske film steg i slutningen af 90'erne og har de seneste år ligget højt. I 2001 blev der solgt 3,65 mio. billetter, men det tal blev i år allerede slået 10. november.

Kvalitet sælger også
Den helt store sællert i år har været 'Far til fire - gi'r aldrig op', der har solgt 495.768 billetter. Nummer to er Per Flys 'Drabet', der solgte 392.133 billetter, og så har Jonas Elmers film om singlen 'Nynne' fået 380.043 mennesker i biografen.

Anders Thomas Jensen har også fået masser af folk i biograferne med sin morsomme og meget dybe film 'Adams æbler', der blev set af 355.389. Og hans instruktør-ven Tomas Villum Jensen fik 345.634 til at skrige af grin over 'Solkongen'.

Så både de dybt kommercielle og de rigtig gode kvalitetsfilm kan altså trække folk i biograferne.

I år der fire spillefilm, der er blevet set af færre end 10.000. Det er Jacob Grønlykkes 'Opbrud', der blev set af 4752, 'Springet' af Henning Carlsen (3358), 'Bang Bang Orangutang' af Simon Staho (1951) og 'Den rette ånd' af Martin Strange Hansen (862).

Det skal dog lige understreges, at de to sidste film kan nå at sælge flere billetter, da de lige har haft premiere. Men intet tyder på, at det bliver de helt store salgstal.

Berømtheder svigtet
Interessant er det også, at de to verdensberømte instruktører Lars von Trier og Thomas Vinterberg på trods af gode anmeldelser blev svigtet af det danske publikum. Kun 21.329 så Triers 'Manderlay', mens kun 14.826 så Vinterbergs 'Dear Wendy'.

Floppede totalt
Årets flop må nok siges at være den dobbelte Oscar-vinder Martin Strange Hansens debutfilm, 'Den rette ånd', der fik tørre tæsk af anmelderne.

Der var ellers store forventninger til hans film, fordi han allerede i 2002 vandt en filmskole-Oscar for 'Når lysterne tændes' og en rigtig Oscar året efter for sin kortfilm 'Der er en yndig mand'.

Men 'Den rette ånd' blev altså kun set af 862 på sin første weekend, selv om den var ude i 16 biografer landet over.
1 af 2 Stor dramatik Per Flys film 'Drabet', der afsluttede hans trilogi om de forskellige samfundsklasser, blev et stort hit. Her er Jesper Christensen som gymnasielæreren Carsten i en øm omfavnelse med den drabstiltalte Pil, spillet af Beate Bille.
2 af 2 Humor meddybde Anders Thomas Jensens geniale film 'Adams æbler' gik rent hjem med Mads Mikkelsen som den hjertensgode præst og Ulrich Thomsen som rå voldsforbryder. (Foto: Rolf Konow)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere