Nul støtte til 'MGP Missionen'

Det Danske Filminstitut, DFI, har for anden gang afvist ansøgningen om produktionsstøtte til den danske familiefilm 'MGP Missionen' - se billeder fra filmen her

Sawsan (Malika Sia Graff) og Karl (Sylvester Byder). Det unge par, der slår sig sammen musikalsk i den nye familiefilm 'MGP Missionen'.(Foto: SF Film)
Sawsan (Malika Sia Graff) og Karl (Sylvester Byder). Det unge par, der slår sig sammen musikalsk i den nye familiefilm 'MGP Missionen'.(Foto: SF Film)

I maj måned sidste år kom det frem, at Det Danske Filminstitut, DFI, havde givet den danske familiefilm 'MGP Missionen' afslag på produktionsstøtte med begrundelse i skuespillernes hudfarve. DFI beklagede udtalelsen, men for nylig har DFI igen afvist en ansøgning om produktionsstøtte til filmen. 'MGP Missionen' får premiere op til påskeferien torsdag den 21. marts.

I februar måned startede debatten imidlertid op igen, efter Det Danske Filminstitut erklærede, at det fremadrettet vil arbejde for en større etnisk mangfoldighed i dansk film.

- Uden at have set nogen statistik er det mit indtryk, at film i andre europæiske lande er langt bedre til at bruge skuespillere, der har andre hudfarver end hvid, sagde områdedirektør i DFI, Claus Ladegaard til Radio24syv.

En udtalelse, der står i skarp kontrast til, at Det Danske Filminstitut nu for anden gang har besluttet at afvise en ansøgning på produktionsstøtte til familiefilmen 'MGP Missionen', hvor der er mange skuespillere med en anden etnisk baggrund. Producerne Henrik Møller-Sørensen og Marcella Dichmann fra ASA Film har derfor måttet producere filmen udenom Det Danske Filminstitut.

Producer Marcella Dichmann siger:

- Vi fornemmer, at Filminstituttet med det nye afslag om færdiggørelsesstøtte til filmen prøver at retfærdiggøre deres tidligere afslag. Derudover stemmer afslaget slet ikke overens med områdedirektør Claus Ladegaards udtalelser i pressen for nylig, om at det er vigtigt med etnisk mangfoldighed i dansk film. I hele debatten om filmen har Filminstituttet prøvet at nedgøre filmen med argumentet om, at handlingen ikke er god nok, og at den derfor ikke får støtte.

En morsom film med X Factor
- Det står i skærende kontrast til udtalelserne fra den eneste i debatten om filmstøtten, der har læst filmens manuskript - tidligere dramachef på DR Ingolf Gabold - der siger, at det er en skandale, at 'MGP Missionen' ikke har fået støtte, idet den har alt, hvad der skal til for at blive en succes: ’Der er både MGP, X-Faktor og morsomme replikker’, som han udtalte efter afslaget til dagbladet Information.

'MGP Missionen' handler om 12 årige Karl Højby Hansen, der flytter fra Hvide Sande til København, hvor han møder den tyrkiske Sawsan, hvis højeste ønske er at deltage i MGP finalen i Herning. Karls højeste ønske er at komme hjem til sin morfar og mormor i Hvide Sande, så de to planlægger en hæsblæsende flugt vestpå… På rollelisten er de to spillefilmsdebuterende stortalenter Sylvester Byder og Malika Sia Graff samt Line Kruse, Lars Knutzon, Ali Kazim, Joakim Ingversen og Natalí Vallespir Sand.

Martin Miehe-Renard både instruerer og har skrevet manuskriptet sammen med forfatter Gitte Løkkegaard, der udgav 'MGP Missionen' i 2009, og Hans Hansen.

1 af 4 Sawsan (Malika Sia Graff) og Karl (Sylvester Byder) i en scene fra den nye film 'MGP Missionen'.(Foto: SF Film)
2 af 4 MGP-værten Jacob Riising, Sawsan (Malika Sia Graff) og Szhirley i en af filmens flotte scener.(Foto: Karina Tengberg)
3 af 4 Karls mor Eva (Line Kruse)og hans morfar Magnus (Lars Knutzon), Sawsans far Kumail (Ali Kazim) og hendes mor Jamilah (Natalí Vallespir Sand) - (Foto: SF Film)
4 af 4 Sawsan (Malika Sia Graff) og Karl (Sylvester Byder). Det unge par, der slår sig sammen musikalsk i den nye familiefilm 'MGP Missionen'.(Foto: SF Film)
0 kommentarer
Vis kommentarer