Arcel efter Oscar-nederlag: Jeg vender tilbage

Den danske instruktør Nikolaj Arcel har det fint med at tabe til østrigske 'Amour'

LOS ANGELES (ekstrabladet.dk): Selv om Nikolaj Arcel ikke vandt en Oscar for filmen ’En kongelig affære’, har den danske instruktør fået blod på tanden.

Han siger, at han planlægger at vende tilbage til den røde løber ved Dolby Theatre i Hollywood med en ny Oscar-nomineret film.

- Det er helt sikkert. Jeg vender tilbage. Ikke til næste år, men om to eller tre år, lyder det fra den 40-årige instruktør.

Arcel siger, at han har det fint med, at den østrigske konkurrent, Michael Haneke, og filmen ’Amour’ snuppede prisen for bedste udenlandske film.

- ’Amour’ er en skidegod film. Jeg synes, det er godt, den vandt. Det var på en måde rørende og rigtigt. Jeg har ingen problemer med at tabe til den, siger Arcel til ekstrabladet.dk.

Han fortæller, at det var en særlig oplevelse at gå på den røde løber til Oscar-festen, som han har set på fjernsyn adskillige gange, siden han var dreng.

Mads Mikkelsen måske med igen næste år
Hovedrolleindehaveren fra 'En kongelig affære', Mads Mikkelsen er måske allerede at finde på den røde løber igen næste år for Thomas Vinterbergs 'Jagten'.

- Jeg synes, det ville være fantastisk, for jeg synes, at Thomas (Vinterberg, red.) har lavet en fantastisk film. Men der skal meget fodarbejde til, fortæller skuespilleren til Ritzau.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere