Ingen Oscar til dansk kongefilm

Den danske film 'En kongelig affære' vinder ikke en Oscar i kategorien for bedste udenlandske film

Den danske instruktør Nikolaj Arcel og filmen ’En kongelig affære’ vandt ikke en Oscar under prisfesten i Hollywood natten til mandag. Helt som ventet gik prisen til 'Amour', der er instrueret af østrigske Michael Haneke.

Dermed lykkedes det ikke 40-årige Arcel at følge i fodsporene på andre danske instruktører, som har fået en Oscar for bedste udenlandske film - senest Susanne Bier, der vandt den eftertragtede pris for 'Hævnen' i 2011.

Nikolaj Arcel forventede dog ikke selv at vinde over den østrigske storfavorit, der også vandt guldpalmen i Cannes og Golden Globe.

- Min chance for at slå ’Amour’ er tæt på nul, sagde Nikolaj Arcel til ekstrabladet.dk forud for prisfesten i Dolby Theatre i Hollywood.

De øvrige nominerede var den norske ’Kon-Tiki’, den chilenske film ’No’ og den canadiske film ’War Witch’.

 

Svenske Alicia Vikander, der spiller dronning Caroline Mathilde i 'En kongelig affære' på den røde løber. (Foto: AP).

Mens Danmark må rejse hjem uden en gylden statuette i kufferten, var der for første gang siden 1984 gevinst for svenskerne.

Svenske Malik Bendjelloul vandt en Oscar for dokumentarfilmen 'Searching for Sugar Man', der er en film om den amerikanske musiker Sixto Rodriguez.

Rodriquez levede et beskedent liv i Detroit - uden at vide, at han var en superstjerne i Sydafrika.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere